Jeg vil gerne være god til tamilsk

Forskning viser, at det første sprog vi lærer er det sprog, som vores følelser er knyttet op på – det er i hvert fald det, jeg har hørt. Mit første sprog er tamilsk og tamilsk er for mig utroligt smukt og udtryksfuldt. Til gengæld er jeg bedst til dansk og jeg kan overhovedet ikke tale tamilsk på samme niveau, som jeg kan tale dansk. Og det er et problem. For med haltende sprogkundskaber følger haltende relationer.

Afgrunden mellem mennesker
Mit tamilske rækker til hverdagsbrug og jeg kan fint konversere om den del af livet, der handler om konkrete hverdagsscenarier. Jeg kan f.eks. sige at far er i haven og klippe græs. Eller at maden i køleskabet var mugnet, så jeg smed den ud. Eller at jeg tager på arbejde direkte efter skole, så jeg er først hjemme sent mm.

Men jeg kan ikke diskutere idéer og filosofier på tamilsk. Hvordan siger man f.eks. feminist, kønsroller og samfundsstruktur? Hvordan siger man psykologiske behov, succeskriterier, fællesskab eller rollemodel?

Og jeg ved ikke, hvordan man taler om følelser på tamilsk. Det er ikke noget, vi har gjort os i i min familie. Hvordan siger man behov, grænser, frustreret eller angst?

Når der er grænser for mit sprog, er der også grænser for, hvad jeg kan tale med mine forældre (og andre tamilere) om. For ligesom mit tamilske har begrænsninger, er der også begrænsninger for, hvor meget dansk mine forældre kan. Og så ender vi med at sidde dér overfor hinanden med så meget at dele, men i stedet for at række ud mod hinanden, er der en afgrund af stilhed mellem os, som kun kan krydses med ord ingen af os kender. Så vi holder os til samtaler om mad, tøj og ting og får ikke snakket om det, der virkelig betyder noget for hver især.

Selvfølgelig kræver det mere end at man kender ordene, før man tager en dyb eller svær samtale. Men hvis ikke man har ordene til rådighed, så er det ikke længere et valg om man vil tale om et givent emne eller ej. Det er bare ikke en mulighed.

Snappy comebacks
Udover at jeg gerne ville kunne have mere nuancerede og vigtige samtaler på tamilsk vil jeg også gerne være lidt hurtigere med at komme med svar på tiltale. Jeg har tabt min andel af diskussioner alene fordi jeg ikke kunne sige på tamilsk, hvad jeg tænkte på dansk. Og så grinte de af mig, som stod der med røde kinder og var arrig, fordi de udemærket vidste at det var det, der foregik. Det huede mig ikke.

Ramya og tamilsk
Netop på grund af mine egne oplevelser med at virke lidt dummere og blive ensom af ikke at kunne tamilsk, vil jeg gerne have, at Ramya lærer tamilsk. Jeg vil gerne have, at hun kan kommunikere med sin ammama og ammappa og familiemedlemmer i andre lande. Genetisk er hun 50 % Sri Lanka tamiler og jeg føler, at jeg skylder hende at lære hende så meget tamilsk (sprog og kultur) at hun har mulighed for at blive en integreret del af det tamilske fællesskab – hvis hun vil.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe det an dog. Det føles ikke naturligt pludseligt kun at ville tale tamilsk med hende.

Jeg ved dog, at jeg gerne vil forbedre mit tamilske og mon ikke jeg kan finde en løsning, hvor der skabes lidt synergi og det smitter af på hende også…

Og nu vi er ved at tale om at tale flere sprog: tjek lige de her to ud, de er simpelthen så seje!

Aske edit: Aske siger, at det lyder som om, at mig og min mor aldrig har nogen dybere samtaler, hvilket jo ikke passer. Det har han ret i. Men grunden til at vi kan have det, er at hun er min mor. Hun tager sig tid til at lytte og forstå og så taler vi sammen på et miks-maks af dansk og tamilsk og det går. Men der er masser af samtaler med hende, hvor jeg giver op på forhånd eller giver op midt i det hele og siger, at det er ligemeget. For jeg mangler ord. Og så er der alle de mennesker, som ikke er min mor og som ikke lytter tålmodigt og virkelig prøver at forstå mig.

Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Læselisten 2020

Godt Nytår! Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år. Jeg har virkelig nydt helligdagene, men jeg er nu også glad for, at det er blevet hverdag igen. Jeg elsker Ramya, men jeg har brug for nogle timer hver dag, hvor min primærfunktion ikke er at være mor…

Før nytår spurgte jeg, om I havde nogle boganbefalinger, fordi jeg gerne vil tilbage til at være læse-Sharangka frem for Netflix-Sharangka. Jeg har nu strikket årets læseliste sammen og det er ikke uden stolthed, at jeg kan meddele, at jeg faktisk allerede har fået læst en af bøgerne på listen. Jeg fik læst Kalak af Kim Leine på 2 dage, så nu skal jeg på biblioteket for at låne en ny bog.

Listen er som følger:
1. Hvor flodkrebsene synger
2. En uretfærdig tid
3. The hard thing about hard things
4. Hvor taler du flot dansk
5. Abundance now
6. Kalak
7. Englene i Avignon
8. Min kamp 4
9. Min kamp 5
10. Min kamp 6
11. Vi burde alle være feminister
12. Dødevaskeren
13. En lykkelig slutning
14. Jytte fra marketing er desværre gået hjem
15. Kroppen husker
16. Folk med angst
17. Den halve konge
18. Tempus investigations I
19. Tempus Investigations II
20. Brødrene Løvehjerte

Udover de 20 bøger, skal jeg også igennem en del pensum til studiet, så jeg kan se frem til at læse stort set hver dag. Det gjorde jeg også som barn og teenager og det var skønt – så jeg glæder mig!

Når det er sagt, så er jeg lige begyndt at se The Witcher sammen med Aske. Men altså. Det er The Witcher.

Min kærlighedsbog

Jeg har i anledning af det nye år tilladt mig selv at købe nye notesbøger. Den turkise er min bullet journal 2020 og den grønne er min kærlighedsbog.

Min egen værste fjende
Kærlighedsbogen har jeg købt, fordi jeg ikke behandler mig selv, så godt som jeg kunne. Nogle gange er jeg faktisk decideret led ved mig selv. Jeg slår mig selv i hovedet med alt det, som jeg ikke er god nok til og jeg kritiserer mit udseende og min måde at være på. Det dræner mig for energi og gør mig virkelig ked af det. Så jeg vil gerne prøve at arbejde lidt mere fokuseret på at elske mig selv. I tanke og i handling.

Forskellen på brug for og lyst til
Jeg købte egentlig den grønne bog med hensigten at skrive affirmationer til mig selv. Ting a la “Jeg er smuk, stærk og slank” og “Jeg har et stærkt netværk af familie og venner, der elsker mig og griber mig, hvis jeg falder”. Men så fik jeg det lyse indfald at prøve at fokusere på, hvad jeg her og nu egentlig kunne gøre for mig selv, så jeg fra dag til dag får det bedre. Hvad kan jeg gøre for at passe på mig selv? Sådan helt lavpraktisk? Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde meget nemmere ved at få gjort nogle af de ting, jeg ellers ikke kunne tage mig sammen til. Jeg kan have en tendens til at lade mit indre barn bestemme lidt for meget og så bliver jeg mere og mere stresset over ting, som jeg burde få gjort, men barnet Sharangka nægter at tage sig af. Ved at spørge mig selv, hvad jeg kan gøre for mig selv i dag oplever jeg, at jeg nemmere kan skelne mellem “hvad jeg har lyst til” og “hvad jeg har brug for”. Lige pludselig bliver det nemmere at få ekspederet de praktiske ting som at tage opvasken, rydde op og lufte ud for resultatet er et hjem, der er rart at være i. Og jeg har brug for et rart hjem. Og det bliver nemmere at gå tidligt i seng, spise sundere, få mediteret osv. osv. For jeg gør det ikke fordi at “det bør man gøre”. Jeg gør det, fordi det faktisk var det, som jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at gøre for mig i dag.

3 øvelser til bedre selvværd, selvtillid og tilfredshed
Udover at spørge mig selv hver morgen “Hvad kan du gøre for dig i dag?”, så lister jeg hver aften 3 ting op, som jeg er lykkedes med den dag og 3 ting, som jeg er taknemmelig for.

Ved at fokusere på, hvad jeg er lykkedes med, får jeg vendt fokus fra, hvor lang min to-do liste er til at anerkende, noget af det jeg fik gjort. Og det giver mig selvtillid. Især de ting, der var svære at få gjort 😀

Taknemmelighedsøvelsen hjælper mig med at se, hvad jeg har lige her og nu. Jeg kan godt blive fanget i fantasier om at mit liv bliver meget bedre i fremtiden, når x, y og z er faldet på plads. Men faktum er at livet foregår lige nu. Og jeg når aldrig til fremtiden – jeg er fanget i en lang række af nuer, så jeg kan lige så godt øve mig på at nyde det.

Så ja – jeg øver mig i at elske mig selv mere. Elske mig selv nok til at nå min drømmevægt. Elske mig selv nok til at holde vores hjem rent og ryddeligt. Elske mig selv nok til at sætte grænser. Elske mig selv nok til at sige min mening. Elske mig selv nok til at passe rigtig, rigtig godt på mig selv.

Julen 2019

Jeg er mæt af jul – på den gode måde. Jeg havde en liste af ting, jeg ville i december og jeg tror faktisk, at jeg nåede det hele! Det føles i hvert fald sådan. Jeg har været i Tivoli og spise flæskestegssandwich. Jeg har drukket megameget gløgg. Jeg har fået æbleskiver. Bagt småkager. Lavet familiekalender. Lavet juleklip. Haft pyntet op i lejligheden – inklusiv et lille juletræ. Været til julebanko med Askes familie. Holdt julehygge i Jylland med min familie. Hørt masser af julemusik. Og det var bare alt det, der ikke var juleaften, som også var skøn. Jep. Jeg er mæt.

Vores nye juletradition

Så blev det min yndlingsmåned igen og vi har markeret det ved at bruge weekenden på at hygge igennem! Jeg havde aftalt med Aske, at vi skulle bruge d. 30. november på at høre julemusik, hente et lille juletræ, pynte op og bage småkager, så vi kunne vågne op til en juleklar lejlighed d. 1. december. Så det gjorde vi 😀

Lys mørket op
December er så mørk og kold at komme igennem, men ved at fylde den med lys, gaver, godter, gløgg og hygge bliver den på magisk vis tryllet om til en måned, som byder på en perlerække af dejlige oplevelser sammen med andre. Jeg elsker det! Og nu hvor Ramya er stor nok til at forstå, at det snart er jul går jeg endnu mere op i december end før!

I år har vi f.eks. for første gang fået et lille juletræ og det står i stuen med nogle lyskæder viklet om sig. Da Ramya trissede ind i stuen i morges, kunne jeg høre hende sige til Aske: “se, et juletræ! Det Ramyas juletræ”. Og jeg lå inde i sengen og var varm om hjertet og vildt tilfreds med min og Askes indsats.

Min anden barndom
Der var mange ting, jeg var ked af at vi ikke gjorde i min barndom. Mine forældre havde vildt travlt med at få det hele til at hænge sammen og de vidste ikke, hvor meget det betyder for børn at der er ro og nærvær til bare at være sammen og hygge sig. Nu, hvor jeg er mor, har jeg muligheden for at give Ramya det, som jeg selv savnede og når jeg gør det, kan jeg mærke, at jeg får læget nogle meget gamle sår på sjælen. Og det er vildt dejligt.

Bryd mønsteret
Når man ikke selv er vokset op med at forældre og børn hygger sammen og man ikke har en tydelig fornemmelse af, “hvordan man gør”, så kan det være meget svært at give sine børn dét man selv savnede. Man bliver nemt fanget i en fortælling om, at vi jo ikke er “sådan nogle, som klippe klistrer eller bager eller synger og danser sammen – jeg ved slet ikke, hvordan man gør!”. Og så gør man, som man altid har gjort, for det ved man da, hvad er.

Jeg vil gerne slå et slag for, at det aldrig er for sent at indføre nye traditioner eller arrangere noget rart for dig og din familie. Det kan føles helt mærkeligt og måske lidt ubehageligt, hvis du ikke er vant til det. Hvis du er ligesom mig, så dukker tanken “gør vi det rigtigt?” hele tiden op, mens I prøver det nye af. Men øvelse gør mester og det vigtigste er bare, at man har det sjovt med det, man laver. Med tiden skal I nok blive til sådan nogle, der råhygger sammen som familie. Det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv.

Vores nye familietraditon
Jeg har virkelig nydt at byde december velkommen sammen med Aske og Ramya og vi har allerede aftalt, at det er noget, vi kommer til at gøre hvert år fremover. Den 30. november er hermed reserveret til at pynte op, bage, lægge familiekalenderen frem og trække vejret sammen. Jeg havde overvurderet, hvad vi kunne nå på én dag, så småkagerne blev først bagt i dag. Jeg skulle hele tiden huske mig selv på, at det vigtigste ikke var om jeg nåede alt på listen og alt blev perfekt. Det vigtigste var, at vi hyggede os og havde det rart. Eftersom Ramyas primærbidrag til småkagebegningen var at spise af dejen, mens hun smilede og jeg havde mit nattøj på i Meny, hvor der var smagsprøver på gløgg, så synes jeg vi lykkedes ret godt med at slappe af og bare nyde det 😀

Til næste år skal jeg huske, at lave småkagedej og lægge i fryseren/køleskabet, så det er nemt at hive frem, når vi skal bage. Og at købe julegaver til familien på forhånd, så vi kan pakke dem ind d. 30. november og bruge dem som pynt. Så skal vi heller ikke bruge tid på at købe gaver i december, hvilket giver mig mere tid til at drikke gløgg.

Glædelig december!

Læselisten 2020

Der er stille på bloggen, men tryk på tankerne. Jeg har en masse indhold i form af halvbagte idéer, som lige har brug for lidt mere tid i ovnen før det er klart til jer.

Men jeg kan fortælle jer, at jeg stadig synes at psykoterapistudiet er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget – sammen med beslutningen om at Aske og jeg skulle danne par og beslutningen om at få Ramya 😀

Mens mine idéer får lov at bage videre, så er jeg ved at sammensætte min egen læseliste til 2020. Jeg har droppet Netflix (igen-igen), for jeg bliver for opslugt af hjernedøde serier og jeg bliver dvask og sur af at bruge for meget tid foran skærmen. Så jeg er begyndt at læse igen og det er giver mig så meget glæde og energi.

Jeg ville høre jer om I havde nogle titler I kan anbefale?

Jeg læser både faglitteratur og skønlitteratur og har en forkærlighed for selvudviklingsbøger, feministisk litteratur, fantasy og thrillere, men jeg er også interesseret i at udvide min horisont. Så kom gerne med forslag og skriv samtidig, hvorfor jeg skal læse lige præcis den bog!

Jeg har følgende bøger på listen lige nu, men det kan være nogle af dem må vige pladsen for mere værdige titler:

  • Hvor taler du flot dansk – Abdel Aziz Mahmoud
  • Min kamp 1-6 – Karl Ove Knausgård
  • Abundance now – Lisa Nichols
  • Jytte fra marketing er desværre gået for i dag – Morten Münster
  • Vi burde alle være feminister – Chimamanda Ngozi Adichie
  • Dødevaskeren – Sara Omar
  • En lykkelig slutning – Maren Uthaug
  • Yahya Hassan – Yahya Hassan
  • Væk din indre gigant – Anthony Robbins
  • Love warrior – Glennon Doyle

Familie-pakkekalender

Oktober lakker mod enden og jul og nytår nærmer sig med 7-mileskridt 😀 Jeg elsker, elsker, elsker denne årstid og er helt opslugt af at planlægge videoaftener, madklubber, tivoliture, småkagebagning, juleoppyntning og vores familiekalender!

Pakkekalendere og kærlighed
Jeg har altid syntes, at pakkekalendere var for nice. Der er noget helt særligt, kærligt og varmt ved, at nogen har fundet og pakket 24 gaver ind til en anden person og det gør mig så glad! Personligt bryder jeg mig ikke om, at være den, der modtager pakkekalenderen, fordi gaverne oftest består af tomme kalorier eller småt, billigt krimskrams. Og det dur ikke, når jeg prøver på at blive slank og stærk og går op i minimalisme. I mange år var løsningen at jeg lavede en pakkekalender til min søster, som elsker krimskrams og bestemt ikke er minimalist og det var så hyggeligt at kunne glæde hende. Absolute win-win 😀

Familiekalender
I år er Ramya blevet stor nok til at forstå, at vi skal holde jul og at der er pynt og gaver. Det åbner også op for en ny familietradition: familiekalenderen! Familiekalenderen er en pakkekalender til deling mellem os tre, så vi får altså hver 8 gaver. Hvis jeg selv skal sige det, er familiekalenderen altså en ret genial idé. Vi får et fællesprojekt, hvor alle medlemmer i familien bidrager og dermed har vi noget hyggeligt og rart at være sammen om. Og når vi kun får 8 pakker, kan vi tillade os at bruge lidt flere penge pr. gave end hvis vi skulle trylle 24 frem til den samme person.

Idéer til familiekalenderen
Selvom der kun falder 8 gaver af til hvert familiemedlem, kan der hurtigt gå ragelse i den, så vi får akkumuleret en masse gøgl, som er hyggeligt at pakke op, men ingen bruger til noget. Det er vigtigt for både Aske og mig, at gaverne er noget, som faktisk vækker ægte begestring og som har et element af bæredygtighed og omtanke over sig.

Vi har derfor valgt at sætte familiekalenderen sammen ved:
1. at købe gaver i genbrugsbutikker.
2. at købe gaver, som vi ved, at modtageren virkelig ønsker sig og/eller har brug for.
3. at give oplevelser, som f.eks. turbilletter til forlystelserne i Tivoli, pandekager til morgenmad, en udflugt eller biografbiletter.
4. at skrive sedler, som gør modtageren glad 🙂 Det kunne f.eks. være en lille kærlighedserklæring, et kompliment, et digt eller måske en detaljeret beskrivelse af et fælles minde.
5. Yndlingsguf.

Vi pakker alle gaverne ind i det samme slags papir, så det ser lækkert og pænt ud og så kommer de til at indgå i vores decemberpynt.

Mere inspiration til jul og familiehygge
Alt.dk har en rigtig fin artikel om, hvordan og hvorfor julehyggen bør være et fælles familieprojekt.

Sustain Daily har skrevet om bæredygtige pakkekalendere lige her 🙂

Og sidst men ikke mindst en artikel fra Lime om jul på budget!

Jeg sadler om

Jeg har kun været til 2 moduler i SEOP, men det har allerede sat så mange tanker og følelser i gang hos mig, at jeg føler mig nødsaget til at handle på det.

Min livsdrøm og passion
Jeg har længe drømt om “en dag” at kunne leve af at skrive bøger, holde foredrag og tilbyde workshops og kurser. “En dag” er desværre for fluffy og bliver aldrig en realitet, hvis ikke jeg arbejder på det, jeg brænder for, selvom det er vildt svært og jeg er lidt (meget) bange i processen. Så jeg har indset at det er nu, det er nu. Jeg sadler om.

Jeg har droppet alle forestillinger om at arbejde med miljø, bæredygtighed og klima. Jeg vil være med til at sikre, at børn og unge med anden etnisk baggrund føler, at der er plads til dem i verden og at de kan få det liv, som gør de gerne vil have. Det vil jeg gøre ved at holde foredrag om mine egne erfaringer, afholde workshops og kurser for pædagoger, lærere, socialrådgivere mm. som arbejder med etnisk unge, skrive bøger, blogge og med tiden tilbyde psykoterapi.

Den kommende tid
Der venter mig en masse arbejde nu, hvor jeg skal genopfinde og etablere mig selv, men det bliver godt. Rigtig, rigtig godt! Jeg har en masse løse to-do’s og en milliard idéer og tanker, som jeg skal bruge noget tid på at hitte rede i. Men toget kører nu… I love it.

Ting jeg ikke måtte

Der var mange strenge regler for, hvordan jeg skulle opføre mig, da jeg var teenager. Regler der var strengere end for min bror for jeg var jo en pige. Jeg skulle gå sømmeligt klædt, jeg måtte ikke have drengevenner eller kærester, jeg måtte ikke overnatte hos andre og jeg måtte ikke drikke alkohol. Og jeg var sådan en pæn, pæn mors pige, som fulgte reglerne til punkt og prikke. Det var helt utænkeligt for mig at skulle tage konflikten med mine forældre eller at skulle leve et dobbeltliv, mens jeg boede hjemme.

Grim, utjekket, usikker og udenfor
Resultatet var at jeg gik glip af rigtig mange ting i mine teenageår, som jeg stadig er ked af. Jeg kom tidligt hjem fra fest, selvom de andre blev til den lyse morgen. Jeg tog ikke i byen og dansede. Jeg overnattede ikke, når pigerne i klassen holdt videoaften. Jeg gik i konet tøj for at skjule min krop. Jeg tog ikke på stranden eller i svømmehallen, selvom jeg elsker fornemmelsen af at være i vand. Jeg brugte mine teenageår på at føle mig grim, utjekket, usikker og udenfor og drømme om at komme væk, så jeg kunne leve mit eget liv.

Mere end mit køn
Jeg har nogle andre værdier end mine forældre. Jeg tror især på, at det ikke kan passe at der gælder andre regler for mig end for mændene. Jeg vil ikke defineres af mit køn og gå glip af livet, fordi det ikke passer sig for en kvinde at gå i sommerkjoler, danse, bade i havet og drikke rødvin. Jeg vil have præcis de mennesker i min omgangskreds, som jeg har lyst til – uanset om det er kvinder eller mænd.

#Tingjegikkemåtte
Jeg kommer til at dele øjeblikke fra mit liv på Instagram, som jeg for 10 år siden ville gøre alt for at skjule. Det er egentlig ikke så vilde ting. Det er bare mig, der er sent ude med vennerne eller alene ude at rejse. Det er blevet helt normalt for mig, at gøre de ting nu og det er ikke noget, jeg skammer mig over. Men jeg ved, at der er masser, som stadig lever dobbeltliv og/eller skammer sig over, at de ikke bare kan være, som deres forældre gerne vil have de er. Jeg håber, at I vil tage #tingjegikkemåtte til jer og selv bruge tagget, når I står i en situation, som I egentlig er opdraget til ikke er i orden, men som I synes er helt normal. På den måde kan vi sammen være med til at normalisere en mere fri måde at leve på, som alligevel finder sted i dag!