Familiekultur

Jeg syntes, det var svært at være barn. Jeg følte mig udenfor i skolen: min familie holdt ikke jul og påske og det var ikke altid, vi var klædt ud til fastelavn. Når vi holdt fødselsdag, var det på en helt anden måde end mine klassekammerater. Samtidig fejrede min familie ikke de tamilske helligdage. Mine forældre ville ikke bede om at få fri, for man ved jo aldrig, hvornår man bliver fyret.

Jeg tror ikke, at de fik gjort sig det bevidst, at hvis ikke de prioriterede at fejre de tamilske helligdage med os, jamen så ville vi ikke få kendskab til den del af vores kulturarv eller kunne mærke, at helligdagene var vigtige.

Kulturelt hjemløs
Jeg følte mig i mange år kulturelt hjemløs, hvor jeg hverken følte mig som en del af det danske eller det tamilske kulturfællesskab. Det var noget, der gjorde mig rigtig usikker og ked af det. Jeg havde brug for at høre til.

Derfor er det vigtigt for mig, at give Ramya en oplevelse af, at vi er en familie med traditioner og give hende en stærk oplevelse af at høre til. Jeg vil gerne give hende en lysere og tryggere barndom end jeg selv havde.

Forældre som kulturbærere
Forældrene er kulturbærere i familien. Forældrene er de voksne og dermed dem, der har ansvaret for familiens trivsel. Forældre sætter bl.a. tonen for hvordan man taler til hinanden eller behandler hinanden. Det er forældrenes ansvar at opbygge en sund familiekultur, hvor børn føler sig trygge, set og hørt. Og en del af den tryghed kommer af at man har traditioner. Traditioner er noget vi gør sammen og noget, som vi har tilfælles. Traditioner er altså med til at give os følelsen af at tilhøre et fællesskab.

Den bevidste familiekultur
Jeg arbejder meget bevidst med at opbygge vores familiekultur. Jeg og Ramya er så heldige, at Askes familie faktisk allerede har nogle veletablerede familietraditioner, som vi er blevet en del af . Hvert år er der julebanko med spiselige gevinster, gløgg og æbleskiver og hvert år er der påskefrokost, hvor vi maler og triller æg.

Men de to traditioner skal ikke stå alene. I år indfører vi en familiekalender* til jul og vi skal bage småkager af flere omgange. Og så er der fødselsdage, ferier, nytårsaften, kulturnatten, sommerhusture med vennerne, alenedage med mor eller far, tamilertirsdage*, lørdagsbrunch, date nights og meget, meget mere.

Man bliver aldrig færdig
Familiekultur er ikke noget, som man bare lige sætter sig ned og får styr på en gang for alle. Som så meget andet i livet, så er familiekulturen noget, der udvikler sig og tilpasser sig i takt med at vores tilværelse ændrer sig. Børn bliver ældre, man skifter adresse eller får nyt arbejde, nye idéer dukker op og man opdager, at noget man plejede at syntes var sjovt, bare ikke fungerer mere. Og det er helt okay. Jeg øver mig i ikke at klamre mig til et bestemt billede af, hvem vi som familie skal være og bare eksperimentere mig igennem lidt forskelligt og se, hvad vi kan lide.

Hvad har I af familietraditioner? Hvad er det, der gør jeres familie til et trygt fællesskab? Del gerne jeres guldkorn!

*Mere om det en anden dag!

Er du dansker eller tamiler?

Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i min barndom og teenageår og det har altid gjort mig urolig og ubehageligt tilpas. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har svaret, men jeg har tænkt meget over spørgsmålet også som voksen. Og det dukker op igen nu, fordi jeg tænker, at der nok ikke går mange år før at der er nogen, der begynder at spørge Ramya om det samme.

Hende den brune til børnefødselsdag
Jeg kan huske, at jeg har siddet til børnefødselsdag og været ufrivillig ambassadør for “de brune”, mens børnene og fødselarens forælder diskuterede kultur og identitet. Jeg kunne ikke komme med et enkelt svar på spørgsmålet om jeg var dansker eller tamiler og jeg følte mig anderledes og udenfor.

Når man er 8 år, forstår man ikke, at det ikke er én selv, der er noget i vejen med, når man ikke kan give et enkelt svar. Det er spørgsmålet, der er skævt.

Kulturel identitet
At opdele en persons kulturelle identitet, som værende enten det ene eller det andet er en voldsom oversimplificering, som slet ikke afspejler min og mange andres virkelighed. Jeg behøver ikke være enten tamiler eller dansker. Jeg er begge dele. Og om jeg er tamiler eller dansker er kontekstuelt altså det afhænger af omstændighederne.

Jeg er altid først og fremmest Sharangka. Sharangka, der har sit eget indre liv med tanker og følelser. Sharangka, der kan blive ked af det, vred, glad, taknemmelig, sulten, træt og alt det andet, som mennesker har tilfælles. Først derefter er jeg kvinde, akademiker, mor, blogger, dansker, tamiler, livsnyder, foodie, læsehest, veninde mm.

Når der skal klistres et label på mig (og andre), så er det altid i en kontekst. Når jeg er til en kusines bryllup, er jeg tamiler. Jeg taler tamilsk, jeg har tamilsk tøj på, jeg lytter til tamilsk musik og jeg spiser tamilsk mad. Når jeg er til middag med vennerne er jeg dansk. Jeg taler dansk, jeg har vestligt tøj på, vi lytter til vestlig musik og vi spiser dansk mad.

Jeg skal ikke vælge, om jeg er tamiler eller dansker, og jeg synes, at det er helt skævt at spørge andre mennesker og især børn om, “hvad” de er. De er først og fremmest sig selv. Det andet er kontekstuelt.

Det håber jeg, at jeg kan forklare lille Ramya, når den tid kommer.

Første modul – tanker og følelser

Det er blevet mandag morgen og jeg er færdig med første modul på SEOP. Fredag morgen dukkede jeg op på skolen og havde læst materialet til modul 1 og 2, printet mine noter, lavet mig min “psyko-mappe”, havde en kuglepen med og var bare så klar. Og så viste det sig, at vi faktisk slet ikke skulle igennem noget teori om fredagen.

Gruppeterapi
Psykoterapeutuddannelsen på SEOP er todelt. De første to år har fokus på at udforske og bearbejde egne sår og traumer og så bruger man de sidste to år på at blive rigtig god til at yde psykoterapi på andre. Det giver så god mening, at man ikke kan hjælpe andre særligt godt, når man selv er en vingeskudt fugl, men jeg var alligevel overrasket over, hvor meget gruppeterapi, der var.

Vi talte sammen i små grupper og alle sammen samlet, delte livshistorier, fortalte om hjertesorger, personlige nederlag og sejre og kom hinanden ved. Og selvom der kom teori på banen lørdag og søndag, så fortsatte vi samtidig med at tale om, hvordan den enkelte havde det og med at nærme os hinanden. Og resultatet har været, at vi simpelthen er så trætte. Vi har lige brugt tre dage på at lære 16 andre mennesker at kende på et meget intimt niveau og det er overvældende at komme så tæt på andre menneskers inderste tanker og følelser. Og samtidig er det sådan en gave og jeg føler mig meget taknemmelig og levende. Jeg er blevet set, hørt og rummet og jeg har set, hørt og rummet de andre.

Den gode samtale og forskellen på “men” og “og”
Vi diskuterede og øvede god samtaleteknik. I virkeligheden er samtaleteknik ikke helt retvisende; man kunne også kalde det samtalekunst. Der er bestemt nogle retningslinjer for den gode samtale, men eftersom ingen samtale og intet menneske er ens, er der også en god portion situationsfornemmelse og menneskeforståelse, som skal findes frem.

Noget af det, jeg tager med mig, er forskellen på “men” og “og”. Ordet “men” benægter det, der kommer forud, og vi bruger det rigtig tit “forkert”. F.eks. er det helt almindeligt, at sige “jeg elsker dig, men jeg er vred på dig”. Jeg gør det selv. Men det, der ligger i den sætning er, at man ikke kan elske nogen samtidig med at man er vred på dem. Men det gør man jo. Pludselig bliver det farligt, at gøre andre vrede, for det betyder at man kan miste deres kærlighed. Men… jeg elsker stadig Aske, selvom jeg bliver vred. Vreden fortæller bare noget om, hvor mine grænser er og så er det det, vi skal tale om. Vi skal fokusere på mine grænser frem for at han skal være bange for at jeg ikke elsker ham. Og ved at bytte “men” ud med “og” bliver man mere bevidst om, at man godt på samme tid kan rumme flere forskellige følelser.

Som Hermione, så fint forklarer Ron 😀

Den videre rejse
Næste modul gang foregår på Internat og vi skal udforske, hvad det er for en familie, vi kommer fra. Som forberedelse er vi blevet bedt om at lave et genogram, som er en form for stamtræ, men kun med de mennesker, der betyder noget for, hvem vi er i dag. Jeg glæder mig helt afsindigt – både til at sidde og klippe klistre mit genogram og til at være afsted tre dage med min skønne gruppe.

Jeg skal være psykoterapeut!

På fredag starter jeg på en 4-årig personlig rejse, som jeg længe har drømt om: jeg starter på SEOP – Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi 😀
Det er et deltidsstudie, der ligger i weekenden, så jeg er stadig jobsøgende…

Jeg vil gerne være psykoterapeut, fordi psykoterapi har spillet en stor rolle i mit eget liv. Mine terapeuter (én i Sønderborg og én i København) har hjulpet mig med at finde ud af, hvad der var op og ned i mine følelser, tanker og handlemønstre og de har været en kæmpe støtte i mine svære perioder. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er, hvis ikke det var for mine terapeuter. Derfor giver det også så meget mening for mig at blive uddannet psykoterapeut, så jeg selv kan hjælpe og støtte andre med deres udfordringer.

Uddannelsen er meget praktisk orienteret og det er en integreret del af forløbet, at man selv sideløbende går i terapi. Resultatet er, at man som uddannet psykoterapeut er fortrolig med selv at sidde i stolen og forstår, hvor svært og hårdt det kan være at sætte ord på alle de komplicerede følelser og tanker man har. For det er det. Og man får nok selvindsigt til, at være i stand til at skelne mellem ens egne problematikker og klientens.

Jeg er stadig i proces med at finde ud af, hvad jeg skal arbejde med nu og jeg har ikke en knivskarp plan for fremtiden, men jeg kan mærke at det her er godt. Rigtig godt. Jeg glæder mig så meget!

Jeg har alt – undtagen et job

Vi har det virkelig godt for tiden. Jeg er vild med Aske, Ramya er skøn, lejligheden bliver hele tiden lidt bedre og ja – jeg er bare rigtig, rigtig glad. Så længe jeg ikke tænker på mit job. Eller rettere manglen på samme.

Arbejdsløs og i dårligt humør
Jeg er blevet arbejdsløs og hånden på hjertet – jeg er ikke så god til at være jobsøgende. Det er ensomt og frustrerende og jeg bryder mig ikke om usikkerheden ved ikke at vide, hvor og hvornår jeg kommer i et ansættelsesforhold igen. Så energien og humøret svinger afhængig af, hvem jeg har været i kontakt med den pågældende dag og om der er tikket afslag på en ansøgning ind – igen.

Jeg føler mig tilovers og hver gang jeg får et afslag, spørger jeg mig selv om, hvad jeg egentlig kan. Og endnu værre end afslag er, når jeg slet ikke får et svar eller ikke kan få kontakt. For jeg har svært ved ikke at føle, at det er fordi jeg er værdiløs, at man ikke engang gider svare på mine mails eller tage mine opkald. Jeg siger til mig selv, at det er, fordi de har travlt, at de er glemsomme eller at de bare ikke er særligt empatiske, når de ikke vender tilbage, men av, hvor gør det altså stadig ondt.

Betydning af at kende nogen, der kender nogen
En ganske betragtelig del af jobs slås aldrig op, fordi det er hurtigere, nemmere og billigere at rekruttere gennem sit netværk. For at komme i betragtning til de jobs, er det vigtigt at være en del af dét netværk. Jeg kan godt føle mig lidt bagud på point og føle, at jeg ikke kender nogen. Jeg var optaget af at få gode karakterer på universitetet og nu har jeg så opdaget, at jeg også skulle have prioriteret at få drukket en masse øl med mange forskellige mennesker.

Til mit held er jeg så socialt anlagt, at jeg ubevidst alligevel har skaffet mig et ret stort netværk – nu skal jeg bare bruge det rigtigt…

Hvad arbejder akademikere egentlig med?
Jeg oplever at en af de større forhindringer i min jobsøgning er, at jeg ikke rigtigt ved, hvad akademikere arbejder med i den virkelige verden. Jeg er virkelig god til at studere og jeg elsker at læse, skrive og blive dygtigere. Til gengæld aner ikke, hvordan jeg formidler til arbejdsgiverne, hvad det så egentlig er jeg kan. Jeg har kun haft en enkelt akademisk ansættelse og det er på ingen måder repræsentativt for det danske arbejdsmarked. Så jeg kan føle at jeg står og stirrer ind i en tæt tåge, hvor andre bare kan… se.

Kaffesamtaler
Den kommende tid byder på kaffesamtaler en masse. En kaffesamtale er 30-60 minutter med en person fra mit netværk, hvor jeg får mulighed for at blive klogere på hvilke virksomheder, der findes derude, hvad de egentlig laver og hvilke kompetencer, der efterspørges i branchen.

Vil du hjælpe?
Som læser er du en del af mit netværk 🙂 Hvis du har konkrete tips til min jobsøgning eller forslag til personer, som jeg burde tage en kop kaffe med, så skriv endelig til mig! Skriv en kommentar her på bloggen, på Facebook eller direkte til min mail sharangkamanokaran@gmail.com.

Jeg er uddannet Skov- og Naturforvalter fra det som i gamle dage hed Landbohøjskolen og nu hedder det KU Science. Jeg har arbejdet med affald og madspild og er derudover bl.a. interesseret i spildevand, forurening og energi.

Min LinkedInprofil er ikke helt opdateret, men den findes her.

Update på 50 day challenge

De af jer, der følger mig på Instagram har allerede fået med at min 50 day challenge med min søster gik i vasken. Det er der mange grunde til, men der er ikke andet at sige end: Op. På. Hesten. Igen.

Det er bestemt ikke nogen lige og let vej, den her vej til at være slank, stærk, sund og glad. Vejen af fuld af benspænd i form af gamle, dårlige vaner, søvnmangel, for travl en hverdag, ferie osv. osv…. Så jeg er pt. i gang med at kigge på, hvordan jeg kan strikke måltiderne i den kommende tid sammen, så jeg taber mig uden at det sker ved at bruge al min viljestyrke og være fuldstændig bombet om aftenen.

Jeg tror, at noget af det, der virkede sidst var, at jeg faktisk ikke skiltede med mit projekt før jeg stort set var i mål. Det er som om, at der er 2 holdninger til målsætninger derude. Der er dem, der tror på, at man skal udbasunere stort og bombastisk, hvad man har tænkt sig at gøre og så er der dem, der tror på, at man skal holde kortene tæt til kroppen og lade resultaterne tale sit eget sprog. Førstnævnte tror at man er føler sig mere forpligtiget til at gennemføre, hvis andre kender ens planer, mens sidstnævnte bl.a. fremhæver at den ros man får, når man siger man vil gøre noget, nogle gange er nok til at man går i stå. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der virker bedst i al almindelighed. Men jeg tror for mig, at jeg skal holde op med at sige, hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Så jeg skriver først noget om mit vægttab her på bloggen, når der faktisk har været et vægttab, som er værd at fortælle om 🙂 Til gengæld kan det være, at der kommer øjebliksbilleder på Instagram.

Mindre rod, mere liv

Vi er tilbage fra ferie i Prag. På ferien havde vi medbragt tøj, toiletsager, mobiler, en tablet, bøger, noteshæfter og kuglepenne. Det var det. Vi havde, hvad vi skulle bruge og vi brugte, hvad vi havde. Og det var skønt.

Som så mange andre har Aske og jeg en del krimskrams og rod i vores hjem. Tøj, som er for småt/stort, noter og kompendier fra studiet, breve, dokumenter, legetøj, gamle souvenirs og gaver, som vi ikke bruger. Listen er lang :/ Vi ryddede op og smed væk, da vi flyttede tilbage til København, men der er fortsat flere kasser med rod, som vi skal have sorteret og ryddet ud i.

Vi er (heldigvis!) begge enige om, at vi ønsker et hjem, som opfylder vilkårene fra ferien i Prag. At have, hvad vi skal bruge og bruge, hvad vi har. Derudover ønsker vi et hjem, der er smadderhyggeligt at være i – for os og for alle de mennesker, vi er så velsignede at have i vores liv.

Hele konceptet med at skære ned på ejendelene for at gøre plads til at leve livet er noget, som jeg har taget til mig fra bøger og videoer. Det er ikke noget, jeg har med hjemmefra og det har helt fra starten vækket genklang hos mig at fokusere mere på relationer og mening i livet end hele tiden at købe flere ting. Én af dem, som laver indhold om netop dette er Matt D’Avella. Han laver videoer om minimalisme, om at udleve sit potentiale og om at være lykkelig. Her er 3 af mine favoritter for lige at sparke hverdagslivet i gang efter sommerferien 🙂

No 1:

No 2:

No 3:

Ramyas 2 års fødselsdag

Ramya fyldte 2 år i søndags og vi fejrede hende på dagen. Som planlagt var der var toastbar og det fungerede vildt godt. Der var lidt after-party-stemning over det. Ramya fik en icing-kage med Hr. Dinosaur fra Gurli Gris og så var der vegetar-rolls.

Jeg kan godt lide at sætte god tid af til det, når vi skal noget, som vi planlægger skal være hyggeligt og rart. På den måde er det mere sandsynligt, at det vitterligt også bliver hyggeligt og rart og ikke hektisk og nederen. Så mine forældre, min søster og hendes veninde kom allerede lørdag og hjalp med at lave kage og rolls.

Det var en vildt hyggelig weekend, hvor jeg kunne mærke, hvor taknemmelig jeg er for mit liv. Og bonus ved at mine forældre var der i hele weekenden: jeg fik tamilsk mad til både frokost og aftensmad lørdag 😀

Om at synge sammen

Ramya er en gave. Hun bringer så meget kærlighed, nærvær og barnlig glæde ind i vores liv og jeg elsker det. Vi fjoller, synger og danser og hun snakker og fortæller i et væk. Jeg. Elsker. Det.

Er livet åh så alvorligt eller ih så sjovt?

Jeg er selv vokset op med, at livet var meget alvorligt og hvis man sang, dansede eller dyrkede sport, så var det enten, fordi man prøvede at blive den bedste til det eller fordi, at det var godt for en. Vi gjorde meget sjældent noget, bare fordi vi havde lyst. Min mor købte primært legetøj, som på en eller anden måde var fornuftigt og gjorde os dygtigere. F.eks. har hun en udpræget forkærlighed for elektronisk legetøj, som minicomputere, hvor man kan øve bogstaver og tal. Det seneste hun købte til Ramya var et sæt billedkort med en tegning på den ene side og ordet på den anden side. Selvom jeg er lidt ked af, at det altid var med et skarpt bogligt læringsmål, vi fik legetøj, så kan man sige, at vi alle tre har klaret os fint i skolen og ja… mission accomplished. Så tak mor 🙂

Mariehønen Evigglad

Vi synger helt vildt meget med Ramya. Vi synger sangene, som de er og vi synger dem i fjollede versioner, hvor vi selv digter tekst og/eller melodi. Og Ramya har helt styr på dem. Jeg er faktisk imponeret. Hun er (næsten) 2 år og kan teksten til Mester Jakob, Se min kjole og Bjørnen sover udenad. Så god var jeg altså ikke som barn. Jeg husker, at når vi sang i børnehaven og skolen, så undrede jeg mig lidt over, hvorfor vi egentlig gjorde det. Og jeg blev vildt usikker, fordi det føltes som en test. Jeg troede, at det var en opgave, at synge sammen og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne teksterne. Og jeg troede, at når de andre børn virkede så glade, så var det stolthed over, hvor gode var og ikke bare glæde over, hvor sjovt det er at synge. Hvilket bare gjorde mig endnu mere usikker og trist. Børnesange var virkelig en kilde til børnestress hos mig. Fun fact: jeg vidste ikke, hvad det famøse rabarberblad, som Evigglad gik tur på var og jeg turde ikke spørge.

Lær en ny sang eller to

Grunden til at jeg havde det så funky med børnesange er, at vi ikke sang dem derhjemme. Og det er jo klart. Mine forældre var nye i Danmark og kendte ikke alle klassikerne. De er ikke vokset op med at man synger med sine børn. De var mindst lige så usikre og pressede, når der var fællessang, som jeg var, så hvordan skulle de lære os unger det?

Hvis du ikke allerede synger med dine børn, niecer og nevøer, naboens børn mm. så vil jeg stærkt opfordre dig til at begynde på det. At synge sammen er faktisk vildt hyggeligt, de fleste børn elsker det og det er nemmere end man tror. Hvis man insisterer på også at få en fornuftsbaseret forklaring, så er sang, rim og remser rigtig gode til at udvikle børns sprog.

Hvis du ikke kender nogen sange eller bare har brug for ny inspiration, så har jeg 3 forslag til, hvordan du kan lære nogle nye:

  1. Lån en sangbog for børn på biblioteket. Find en sang, som virker interessant og slå op på YouTube om ikke, der er nogen, der har indspillet den. Lyt den igennem til du har fanget melodien.
  2. Lån/køb en CD med børnesange. Lyt og syng med til du kender sangen(e).
  3. Spørg dit barn og/eller pædagogerne, hvad de synger nede i børnehaven. Find sangene på Spotify, lyt og lær.

Og husk: det er skingrende ligegyldigt, hvor godt du synger. Det er ikke en konkurrence.

Challenges som en vej til vægttab

Maj gik strålende, vi fejrede en veloverstået challenge, som planlagt og det hele var så fint. Men efterfølgende kom jeg ikke rigtig i gang igen og det generede mig grusomt. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at “i dag er jeg god” og så spiste jeg et eller andet, som ikke lige var meningen. Hvorefter jeg selvfølgelig besluttede, at jeg ville være god fra det magiske i morgen.

I processen har jeg været forbi min kostvejleder og vi har haft en god snak om, hvad der er op og ned på min vægttabsrejse. Selvom vores snak var berigende, kom jeg stadig ikke i gang; det var som om, der manglede noget.

Så jeg har tænkt over, hvordan det kunne være, at maj var sådan en succes og hvad jeg kan bruge fremadrettet. Jeg er nået frem til følgende:

  1. Del den lange rejse op i mindre bidder – ellers bliver det for surt.
  2. Allier dig med nogen, der hepper på dig og kender din kamp.
  3. Opsæt et belønningssystem, der belønner indsatsen (som du kan styre) og ikke resultatet (som er uden for din kontrol).
  4. Belønningen skal være en rigtig belønning; altså noget, som du virkelig gerne vil have eller opleve, og som du ikke bare lige ville få eller gøre uanset hvad.
  5. Kend din kalender og hav en plan for, hvordan du spiser ved de mange “særlige anledninger”.

Baseret på principperne har jeg lavet en ny challenge. Denne gang har jeg involveret min søster og challengen varer i 50 dage, hvor jeg har forpligtiget mig til at følge kostprincipperne fra min kostvejleder. Jeg holder 2 pauser i de 50 dage; 1 weekend, hvor vi fejrer Ramyas fødselsdag og 1 uge, hvor vi skal til Prag. Det betyder at jeg har en plan for, hvordan jeg skal spise t.o.m. d. 10. august. Og når tiden er gået og jeg har været dygtig, som planlagt, så kommer søster til København og vi skal ud at spise!

Man kan vel ikke challenge sig gennem livet?

Det kan virke som en løsning, der ikke er bæredygtig, når jeg bruger challenges til at holde mig til ilden. For når challengen er forbi, er jeg tilbage i chipsposen. Eller? Jeg tænker både og. For jeg kunne godt tænke mig et liv, hvor der er plads til, at jeg af og til skejer ud. Men det tager kegler at smide overflødige kg og dér er der ikke meget plads til hyggekalorierne. Så jeg bruger challenges til at holde kursen og ramme min drømmevægt og undervejs arbejder jeg på at finde ud af, hvordan mit afbalancerede, lykkelige liv egentlig ser ud. Hvad skal ratioen mellem kål og kage være? Hvor tit dyrker jeg motion? Hvor mange timers søvn skal jeg have for at fungere? Er der nogen, jeg burde ses mindre med? Nogen, jeg gerne vil se mere? Nye hobbyer? Projekter? Rejser? Hvilke vaner vil jeg gerne oparbejde? Og stille og roligt skal det hele nok falde på plads. Det ender godt.