Jeg vil gerne være god til tamilsk

Forskning viser, at det første sprog vi lærer er det sprog, som vores følelser er knyttet op på – det er i hvert fald det, jeg har hørt. Mit første sprog er tamilsk og tamilsk er for mig utroligt smukt og udtryksfuldt. Til gengæld er jeg bedst til dansk og jeg kan overhovedet ikke tale tamilsk på samme niveau, som jeg kan tale dansk. Og det er et problem. For med haltende sprogkundskaber følger haltende relationer.

Afgrunden mellem mennesker
Mit tamilske rækker til hverdagsbrug og jeg kan fint konversere om den del af livet, der handler om konkrete hverdagsscenarier. Jeg kan f.eks. sige at far er i haven og klippe græs. Eller at maden i køleskabet var mugnet, så jeg smed den ud. Eller at jeg tager på arbejde direkte efter skole, så jeg er først hjemme sent mm.

Men jeg kan ikke diskutere idéer og filosofier på tamilsk. Hvordan siger man f.eks. feminist, kønsroller og samfundsstruktur? Hvordan siger man psykologiske behov, succeskriterier, fællesskab eller rollemodel?

Og jeg ved ikke, hvordan man taler om følelser på tamilsk. Det er ikke noget, vi har gjort os i i min familie. Hvordan siger man behov, grænser, frustreret eller angst?

Når der er grænser for mit sprog, er der også grænser for, hvad jeg kan tale med mine forældre (og andre tamilere) om. For ligesom mit tamilske har begrænsninger, er der også begrænsninger for, hvor meget dansk mine forældre kan. Og så ender vi med at sidde dér overfor hinanden med så meget at dele, men i stedet for at række ud mod hinanden, er der en afgrund af stilhed mellem os, som kun kan krydses med ord ingen af os kender. Så vi holder os til samtaler om mad, tøj og ting og får ikke snakket om det, der virkelig betyder noget for hver især.

Selvfølgelig kræver det mere end at man kender ordene, før man tager en dyb eller svær samtale. Men hvis ikke man har ordene til rådighed, så er det ikke længere et valg om man vil tale om et givent emne eller ej. Det er bare ikke en mulighed.

Snappy comebacks
Udover at jeg gerne ville kunne have mere nuancerede og vigtige samtaler på tamilsk vil jeg også gerne være lidt hurtigere med at komme med svar på tiltale. Jeg har tabt min andel af diskussioner alene fordi jeg ikke kunne sige på tamilsk, hvad jeg tænkte på dansk. Og så grinte de af mig, som stod der med røde kinder og var arrig, fordi de udemærket vidste at det var det, der foregik. Det huede mig ikke.

Ramya og tamilsk
Netop på grund af mine egne oplevelser med at virke lidt dummere og blive ensom af ikke at kunne tamilsk, vil jeg gerne have, at Ramya lærer tamilsk. Jeg vil gerne have, at hun kan kommunikere med sin ammama og ammappa og familiemedlemmer i andre lande. Genetisk er hun 50 % Sri Lanka tamiler og jeg føler, at jeg skylder hende at lære hende så meget tamilsk (sprog og kultur) at hun har mulighed for at blive en integreret del af det tamilske fællesskab – hvis hun vil.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe det an dog. Det føles ikke naturligt pludseligt kun at ville tale tamilsk med hende.

Jeg ved dog, at jeg gerne vil forbedre mit tamilske og mon ikke jeg kan finde en løsning, hvor der skabes lidt synergi og det smitter af på hende også…

Og nu vi er ved at tale om at tale flere sprog: tjek lige de her to ud, de er simpelthen så seje!

Aske edit: Aske siger, at det lyder som om, at mig og min mor aldrig har nogen dybere samtaler, hvilket jo ikke passer. Det har han ret i. Men grunden til at vi kan have det, er at hun er min mor. Hun tager sig tid til at lytte og forstå og så taler vi sammen på et miks-maks af dansk og tamilsk og det går. Men der er masser af samtaler med hende, hvor jeg giver op på forhånd eller giver op midt i det hele og siger, at det er ligemeget. For jeg mangler ord. Og så er der alle de mennesker, som ikke er min mor og som ikke lytter tålmodigt og virkelig prøver at forstå mig.

Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Kulturel appropriation – Karneval Del 3 af 3

DSC_0047

A hvafanoget? Kulturel appropriation. Jeg har lært udtrykket for nyligt i YouTubes kommentarspor… af alle steder. Det kom op fordi at der var nogle vesterlændinge, der havde filmet musikvideoer i Indien og det var der nogle indere, der havde det stramt med. Jeg kan ikke huske om det var den her:

eller den her:

Men i hvert fald var der nogle som synes det var respektløst, at udenforstående kom og gjorde som om de var indere, når de nu tydeligvis ikke var det. De synes, at de havde eneret på “den indiske kultur” og påberåbte sig, at det var kulturel appropriation. Det anede jeg ikke hvad var, så jeg slog det op.

Kulturel appropriation er når en majoritetsgruppe tyvhugger noget kultur fra en minoritetsgruppe, som står tilbage med følelsen af at være blevet frarøvet noget unikt identitetsmæssigt og at det, som er blevet taget fra dem bliver vandaliseret af bavianer, der ikke forstår den symbolik og værdi, som det nu har for dem, der oprindeligt havde det.

Bvaargh det var en ordentlig og abstrakt mundfuld og ordlyden er ikke just, som det bliver defineret i ordbogen, men det er sådan jeg forstod det i hvert fald.

Grunden til at jeg tager det op  er at jeg var klædt ud som kineser og Aske var klædt ud som ja… muslim(?) til karnevallet i Aalborg. Det fede ved Aske var at han aldrig havde hørt om kulturel appropriation og alligevel var ret beklemt ved at købe en sort “kjole” i indvandrebutikken og det endda dameversionen, fordi at den var billigst. Han havde det dårligt med at købe tøj i en butik, som solgte tøjet “seriøst” og så bruge det “for sjov”. Det er jo ikke sådan at han synes, at tøjet eller kulturen er komisk eller latterlig.

Min egen kineser lignede åbenbart mere en vietnameser ifølge en som bor i Kina til dagligt. Men som vi diskuterede kunne det sagtens tænkes at en vietnameser overhovedet ikke kunne se ligheden med vietnamesere heller.

Jeg har tænkt mange tanker om emnet og I får dem nok leveret drysset tilfældigt ud over de kommende måneder. Men ja – det var vidst alt der var at sige om Aalborg Karneval 2016.