Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Læselisten 2020

Godt Nytår! Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år. Jeg har virkelig nydt helligdagene, men jeg er nu også glad for, at det er blevet hverdag igen. Jeg elsker Ramya, men jeg har brug for nogle timer hver dag, hvor min primærfunktion ikke er at være mor…

Før nytår spurgte jeg, om I havde nogle boganbefalinger, fordi jeg gerne vil tilbage til at være læse-Sharangka frem for Netflix-Sharangka. Jeg har nu strikket årets læseliste sammen og det er ikke uden stolthed, at jeg kan meddele, at jeg faktisk allerede har fået læst en af bøgerne på listen. Jeg fik læst Kalak af Kim Leine på 2 dage, så nu skal jeg på biblioteket for at låne en ny bog.

Listen er som følger:
1. Hvor flodkrebsene synger
2. En uretfærdig tid
3. The hard thing about hard things
4. Hvor taler du flot dansk
5. Abundance now
6. Kalak
7. Englene i Avignon
8. Min kamp 4
9. Min kamp 5
10. Min kamp 6
11. Vi burde alle være feminister
12. Dødevaskeren
13. En lykkelig slutning
14. Jytte fra marketing er desværre gået hjem
15. Kroppen husker
16. Folk med angst
17. Den halve konge
18. Tempus investigations I
19. Tempus Investigations II
20. Brødrene Løvehjerte

Udover de 20 bøger, skal jeg også igennem en del pensum til studiet, så jeg kan se frem til at læse stort set hver dag. Det gjorde jeg også som barn og teenager og det var skønt – så jeg glæder mig!

Når det er sagt, så er jeg lige begyndt at se The Witcher sammen med Aske. Men altså. Det er The Witcher.

Min kærlighedsbog

Jeg har i anledning af det nye år tilladt mig selv at købe nye notesbøger. Den turkise er min bullet journal 2020 og den grønne er min kærlighedsbog.

Min egen værste fjende
Kærlighedsbogen har jeg købt, fordi jeg ikke behandler mig selv, så godt som jeg kunne. Nogle gange er jeg faktisk decideret led ved mig selv. Jeg slår mig selv i hovedet med alt det, som jeg ikke er god nok til og jeg kritiserer mit udseende og min måde at være på. Det dræner mig for energi og gør mig virkelig ked af det. Så jeg vil gerne prøve at arbejde lidt mere fokuseret på at elske mig selv. I tanke og i handling.

Forskellen på brug for og lyst til
Jeg købte egentlig den grønne bog med hensigten at skrive affirmationer til mig selv. Ting a la “Jeg er smuk, stærk og slank” og “Jeg har et stærkt netværk af familie og venner, der elsker mig og griber mig, hvis jeg falder”. Men så fik jeg det lyse indfald at prøve at fokusere på, hvad jeg her og nu egentlig kunne gøre for mig selv, så jeg fra dag til dag får det bedre. Hvad kan jeg gøre for at passe på mig selv? Sådan helt lavpraktisk? Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde meget nemmere ved at få gjort nogle af de ting, jeg ellers ikke kunne tage mig sammen til. Jeg kan have en tendens til at lade mit indre barn bestemme lidt for meget og så bliver jeg mere og mere stresset over ting, som jeg burde få gjort, men barnet Sharangka nægter at tage sig af. Ved at spørge mig selv, hvad jeg kan gøre for mig selv i dag oplever jeg, at jeg nemmere kan skelne mellem “hvad jeg har lyst til” og “hvad jeg har brug for”. Lige pludselig bliver det nemmere at få ekspederet de praktiske ting som at tage opvasken, rydde op og lufte ud for resultatet er et hjem, der er rart at være i. Og jeg har brug for et rart hjem. Og det bliver nemmere at gå tidligt i seng, spise sundere, få mediteret osv. osv. For jeg gør det ikke fordi at “det bør man gøre”. Jeg gør det, fordi det faktisk var det, som jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at gøre for mig i dag.

3 øvelser til bedre selvværd, selvtillid og tilfredshed
Udover at spørge mig selv hver morgen “Hvad kan du gøre for dig i dag?”, så lister jeg hver aften 3 ting op, som jeg er lykkedes med den dag og 3 ting, som jeg er taknemmelig for.

Ved at fokusere på, hvad jeg er lykkedes med, får jeg vendt fokus fra, hvor lang min to-do liste er til at anerkende, noget af det jeg fik gjort. Og det giver mig selvtillid. Især de ting, der var svære at få gjort 😀

Taknemmelighedsøvelsen hjælper mig med at se, hvad jeg har lige her og nu. Jeg kan godt blive fanget i fantasier om at mit liv bliver meget bedre i fremtiden, når x, y og z er faldet på plads. Men faktum er at livet foregår lige nu. Og jeg når aldrig til fremtiden – jeg er fanget i en lang række af nuer, så jeg kan lige så godt øve mig på at nyde det.

Så ja – jeg øver mig i at elske mig selv mere. Elske mig selv nok til at nå min drømmevægt. Elske mig selv nok til at holde vores hjem rent og ryddeligt. Elske mig selv nok til at sætte grænser. Elske mig selv nok til at sige min mening. Elske mig selv nok til at passe rigtig, rigtig godt på mig selv.

Læselisten 2020

Der er stille på bloggen, men tryk på tankerne. Jeg har en masse indhold i form af halvbagte idéer, som lige har brug for lidt mere tid i ovnen før det er klart til jer.

Men jeg kan fortælle jer, at jeg stadig synes at psykoterapistudiet er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget – sammen med beslutningen om at Aske og jeg skulle danne par og beslutningen om at få Ramya 😀

Mens mine idéer får lov at bage videre, så er jeg ved at sammensætte min egen læseliste til 2020. Jeg har droppet Netflix (igen-igen), for jeg bliver for opslugt af hjernedøde serier og jeg bliver dvask og sur af at bruge for meget tid foran skærmen. Så jeg er begyndt at læse igen og det er giver mig så meget glæde og energi.

Jeg ville høre jer om I havde nogle titler I kan anbefale?

Jeg læser både faglitteratur og skønlitteratur og har en forkærlighed for selvudviklingsbøger, feministisk litteratur, fantasy og thrillere, men jeg er også interesseret i at udvide min horisont. Så kom gerne med forslag og skriv samtidig, hvorfor jeg skal læse lige præcis den bog!

Jeg har følgende bøger på listen lige nu, men det kan være nogle af dem må vige pladsen for mere værdige titler:

  • Hvor taler du flot dansk – Abdel Aziz Mahmoud
  • Min kamp 1-6 – Karl Ove Knausgård
  • Abundance now – Lisa Nichols
  • Jytte fra marketing er desværre gået for i dag – Morten Münster
  • Vi burde alle være feminister – Chimamanda Ngozi Adichie
  • Dødevaskeren – Sara Omar
  • En lykkelig slutning – Maren Uthaug
  • Yahya Hassan – Yahya Hassan
  • Væk din indre gigant – Anthony Robbins
  • Love warrior – Glennon Doyle

Jeg sadler om

Jeg har kun været til 2 moduler i SEOP, men det har allerede sat så mange tanker og følelser i gang hos mig, at jeg føler mig nødsaget til at handle på det.

Min livsdrøm og passion
Jeg har længe drømt om “en dag” at kunne leve af at skrive bøger, holde foredrag og tilbyde workshops og kurser. “En dag” er desværre for fluffy og bliver aldrig en realitet, hvis ikke jeg arbejder på det, jeg brænder for, selvom det er vildt svært og jeg er lidt (meget) bange i processen. Så jeg har indset at det er nu, det er nu. Jeg sadler om.

Jeg har droppet alle forestillinger om at arbejde med miljø, bæredygtighed og klima. Jeg vil være med til at sikre, at børn og unge med anden etnisk baggrund føler, at der er plads til dem i verden og at de kan få det liv, som gør de gerne vil have. Det vil jeg gøre ved at holde foredrag om mine egne erfaringer, afholde workshops og kurser for pædagoger, lærere, socialrådgivere mm. som arbejder med etnisk unge, skrive bøger, blogge og med tiden tilbyde psykoterapi.

Den kommende tid
Der venter mig en masse arbejde nu, hvor jeg skal genopfinde og etablere mig selv, men det bliver godt. Rigtig, rigtig godt! Jeg har en masse løse to-do’s og en milliard idéer og tanker, som jeg skal bruge noget tid på at hitte rede i. Men toget kører nu… I love it.

Ting jeg ikke måtte

Der var mange strenge regler for, hvordan jeg skulle opføre mig, da jeg var teenager. Regler der var strengere end for min bror for jeg var jo en pige. Jeg skulle gå sømmeligt klædt, jeg måtte ikke have drengevenner eller kærester, jeg måtte ikke overnatte hos andre og jeg måtte ikke drikke alkohol. Og jeg var sådan en pæn, pæn mors pige, som fulgte reglerne til punkt og prikke. Det var helt utænkeligt for mig at skulle tage konflikten med mine forældre eller at skulle leve et dobbeltliv, mens jeg boede hjemme.

Grim, utjekket, usikker og udenfor
Resultatet var at jeg gik glip af rigtig mange ting i mine teenageår, som jeg stadig er ked af. Jeg kom tidligt hjem fra fest, selvom de andre blev til den lyse morgen. Jeg tog ikke i byen og dansede. Jeg overnattede ikke, når pigerne i klassen holdt videoaften. Jeg gik i konet tøj for at skjule min krop. Jeg tog ikke på stranden eller i svømmehallen, selvom jeg elsker fornemmelsen af at være i vand. Jeg brugte mine teenageår på at føle mig grim, utjekket, usikker og udenfor og drømme om at komme væk, så jeg kunne leve mit eget liv.

Mere end mit køn
Jeg har nogle andre værdier end mine forældre. Jeg tror især på, at det ikke kan passe at der gælder andre regler for mig end for mændene. Jeg vil ikke defineres af mit køn og gå glip af livet, fordi det ikke passer sig for en kvinde at gå i sommerkjoler, danse, bade i havet og drikke rødvin. Jeg vil have præcis de mennesker i min omgangskreds, som jeg har lyst til – uanset om det er kvinder eller mænd.

#Tingjegikkemåtte
Jeg kommer til at dele øjeblikke fra mit liv på Instagram, som jeg for 10 år siden ville gøre alt for at skjule. Det er egentlig ikke så vilde ting. Det er bare mig, der er sent ude med vennerne eller alene ude at rejse. Det er blevet helt normalt for mig, at gøre de ting nu og det er ikke noget, jeg skammer mig over. Men jeg ved, at der er masser, som stadig lever dobbeltliv og/eller skammer sig over, at de ikke bare kan være, som deres forældre gerne vil have de er. Jeg håber, at I vil tage #tingjegikkemåtte til jer og selv bruge tagget, når I står i en situation, som I egentlig er opdraget til ikke er i orden, men som I synes er helt normal. På den måde kan vi sammen være med til at normalisere en mere fri måde at leve på, som alligevel finder sted i dag!

Familiekultur

Jeg syntes, det var svært at være barn. Jeg følte mig udenfor i skolen: min familie holdt ikke jul og påske og det var ikke altid, vi var klædt ud til fastelavn. Når vi holdt fødselsdag, var det på en helt anden måde end mine klassekammerater. Samtidig fejrede min familie ikke de tamilske helligdage. Mine forældre ville ikke bede om at få fri, for man ved jo aldrig, hvornår man bliver fyret.

Jeg tror ikke, at de fik gjort sig det bevidst, at hvis ikke de prioriterede at fejre de tamilske helligdage med os, jamen så ville vi ikke få kendskab til den del af vores kulturarv eller kunne mærke, at helligdagene var vigtige.

Kulturelt hjemløs
Jeg følte mig i mange år kulturelt hjemløs, hvor jeg hverken følte mig som en del af det danske eller det tamilske kulturfællesskab. Det var noget, der gjorde mig rigtig usikker og ked af det. Jeg havde brug for at høre til.

Derfor er det vigtigt for mig, at give Ramya en oplevelse af, at vi er en familie med traditioner og give hende en stærk oplevelse af at høre til. Jeg vil gerne give hende en lysere og tryggere barndom end jeg selv havde.

Forældre som kulturbærere
Forældrene er kulturbærere i familien. Forældrene er de voksne og dermed dem, der har ansvaret for familiens trivsel. Forældre sætter bl.a. tonen for hvordan man taler til hinanden eller behandler hinanden. Det er forældrenes ansvar at opbygge en sund familiekultur, hvor børn føler sig trygge, set og hørt. Og en del af den tryghed kommer af at man har traditioner. Traditioner er noget vi gør sammen og noget, som vi har tilfælles. Traditioner er altså med til at give os følelsen af at tilhøre et fællesskab.

Den bevidste familiekultur
Jeg arbejder meget bevidst med at opbygge vores familiekultur. Jeg og Ramya er så heldige, at Askes familie faktisk allerede har nogle veletablerede familietraditioner, som vi er blevet en del af . Hvert år er der julebanko med spiselige gevinster, gløgg og æbleskiver og hvert år er der påskefrokost, hvor vi maler og triller æg.

Men de to traditioner skal ikke stå alene. I år indfører vi en familiekalender* til jul og vi skal bage småkager af flere omgange. Og så er der fødselsdage, ferier, nytårsaften, kulturnatten, sommerhusture med vennerne, alenedage med mor eller far, tamilertirsdage*, lørdagsbrunch, date nights og meget, meget mere.

Man bliver aldrig færdig
Familiekultur er ikke noget, som man bare lige sætter sig ned og får styr på en gang for alle. Som så meget andet i livet, så er familiekulturen noget, der udvikler sig og tilpasser sig i takt med at vores tilværelse ændrer sig. Børn bliver ældre, man skifter adresse eller får nyt arbejde, nye idéer dukker op og man opdager, at noget man plejede at syntes var sjovt, bare ikke fungerer mere. Og det er helt okay. Jeg øver mig i ikke at klamre mig til et bestemt billede af, hvem vi som familie skal være og bare eksperimentere mig igennem lidt forskelligt og se, hvad vi kan lide.

Hvad har I af familietraditioner? Hvad er det, der gør jeres familie til et trygt fællesskab? Del gerne jeres guldkorn!

*Mere om det en anden dag!

Er du dansker eller tamiler?

Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i min barndom og teenageår og det har altid gjort mig urolig og ubehageligt tilpas. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har svaret, men jeg har tænkt meget over spørgsmålet også som voksen. Og det dukker op igen nu, fordi jeg tænker, at der nok ikke går mange år før at der er nogen, der begynder at spørge Ramya om det samme.

Hende den brune til børnefødselsdag
Jeg kan huske, at jeg har siddet til børnefødselsdag og været ufrivillig ambassadør for “de brune”, mens børnene og fødselarens forælder diskuterede kultur og identitet. Jeg kunne ikke komme med et enkelt svar på spørgsmålet om jeg var dansker eller tamiler og jeg følte mig anderledes og udenfor.

Når man er 8 år, forstår man ikke, at det ikke er én selv, der er noget i vejen med, når man ikke kan give et enkelt svar. Det er spørgsmålet, der er skævt.

Kulturel identitet
At opdele en persons kulturelle identitet, som værende enten det ene eller det andet er en voldsom oversimplificering, som slet ikke afspejler min og mange andres virkelighed. Jeg behøver ikke være enten tamiler eller dansker. Jeg er begge dele. Og om jeg er tamiler eller dansker er kontekstuelt altså det afhænger af omstændighederne.

Jeg er altid først og fremmest Sharangka. Sharangka, der har sit eget indre liv med tanker og følelser. Sharangka, der kan blive ked af det, vred, glad, taknemmelig, sulten, træt og alt det andet, som mennesker har tilfælles. Først derefter er jeg kvinde, akademiker, mor, blogger, dansker, tamiler, livsnyder, foodie, læsehest, veninde mm.

Når der skal klistres et label på mig (og andre), så er det altid i en kontekst. Når jeg er til en kusines bryllup, er jeg tamiler. Jeg taler tamilsk, jeg har tamilsk tøj på, jeg lytter til tamilsk musik og jeg spiser tamilsk mad. Når jeg er til middag med vennerne er jeg dansk. Jeg taler dansk, jeg har vestligt tøj på, vi lytter til vestlig musik og vi spiser dansk mad.

Jeg skal ikke vælge, om jeg er tamiler eller dansker, og jeg synes, at det er helt skævt at spørge andre mennesker og især børn om, “hvad” de er. De er først og fremmest sig selv. Det andet er kontekstuelt.

Det håber jeg, at jeg kan forklare lille Ramya, når den tid kommer.

Første modul – tanker og følelser

Det er blevet mandag morgen og jeg er færdig med første modul på SEOP. Fredag morgen dukkede jeg op på skolen og havde læst materialet til modul 1 og 2, printet mine noter, lavet mig min “psyko-mappe”, havde en kuglepen med og var bare så klar. Og så viste det sig, at vi faktisk slet ikke skulle igennem noget teori om fredagen.

Gruppeterapi
Psykoterapeutuddannelsen på SEOP er todelt. De første to år har fokus på at udforske og bearbejde egne sår og traumer og så bruger man de sidste to år på at blive rigtig god til at yde psykoterapi på andre. Det giver så god mening, at man ikke kan hjælpe andre særligt godt, når man selv er en vingeskudt fugl, men jeg var alligevel overrasket over, hvor meget gruppeterapi, der var.

Vi talte sammen i små grupper og alle sammen samlet, delte livshistorier, fortalte om hjertesorger, personlige nederlag og sejre og kom hinanden ved. Og selvom der kom teori på banen lørdag og søndag, så fortsatte vi samtidig med at tale om, hvordan den enkelte havde det og med at nærme os hinanden. Og resultatet har været, at vi simpelthen er så trætte. Vi har lige brugt tre dage på at lære 16 andre mennesker at kende på et meget intimt niveau og det er overvældende at komme så tæt på andre menneskers inderste tanker og følelser. Og samtidig er det sådan en gave og jeg føler mig meget taknemmelig og levende. Jeg er blevet set, hørt og rummet og jeg har set, hørt og rummet de andre.

Den gode samtale og forskellen på “men” og “og”
Vi diskuterede og øvede god samtaleteknik. I virkeligheden er samtaleteknik ikke helt retvisende; man kunne også kalde det samtalekunst. Der er bestemt nogle retningslinjer for den gode samtale, men eftersom ingen samtale og intet menneske er ens, er der også en god portion situationsfornemmelse og menneskeforståelse, som skal findes frem.

Noget af det, jeg tager med mig, er forskellen på “men” og “og”. Ordet “men” benægter det, der kommer forud, og vi bruger det rigtig tit “forkert”. F.eks. er det helt almindeligt, at sige “jeg elsker dig, men jeg er vred på dig”. Jeg gør det selv. Men det, der ligger i den sætning er, at man ikke kan elske nogen samtidig med at man er vred på dem. Men det gør man jo. Pludselig bliver det farligt, at gøre andre vrede, for det betyder at man kan miste deres kærlighed. Men… jeg elsker stadig Aske, selvom jeg bliver vred. Vreden fortæller bare noget om, hvor mine grænser er og så er det det, vi skal tale om. Vi skal fokusere på mine grænser frem for at han skal være bange for at jeg ikke elsker ham. Og ved at bytte “men” ud med “og” bliver man mere bevidst om, at man godt på samme tid kan rumme flere forskellige følelser.

Som Hermione, så fint forklarer Ron 😀

Den videre rejse
Næste modul gang foregår på Internat og vi skal udforske, hvad det er for en familie, vi kommer fra. Som forberedelse er vi blevet bedt om at lave et genogram, som er en form for stamtræ, men kun med de mennesker, der betyder noget for, hvem vi er i dag. Jeg glæder mig helt afsindigt – både til at sidde og klippe klistre mit genogram og til at være afsted tre dage med min skønne gruppe.

Jeg skal være psykoterapeut!

På fredag starter jeg på en 4-årig personlig rejse, som jeg længe har drømt om: jeg starter på SEOP – Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi 😀
Det er et deltidsstudie, der ligger i weekenden, så jeg er stadig jobsøgende…

Jeg vil gerne være psykoterapeut, fordi psykoterapi har spillet en stor rolle i mit eget liv. Mine terapeuter (én i Sønderborg og én i København) har hjulpet mig med at finde ud af, hvad der var op og ned i mine følelser, tanker og handlemønstre og de har været en kæmpe støtte i mine svære perioder. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er, hvis ikke det var for mine terapeuter. Derfor giver det også så meget mening for mig at blive uddannet psykoterapeut, så jeg selv kan hjælpe og støtte andre med deres udfordringer.

Uddannelsen er meget praktisk orienteret og det er en integreret del af forløbet, at man selv sideløbende går i terapi. Resultatet er, at man som uddannet psykoterapeut er fortrolig med selv at sidde i stolen og forstår, hvor svært og hårdt det kan være at sætte ord på alle de komplicerede følelser og tanker man har. For det er det. Og man får nok selvindsigt til, at være i stand til at skelne mellem ens egne problematikker og klientens.

Jeg er stadig i proces med at finde ud af, hvad jeg skal arbejde med nu og jeg har ikke en knivskarp plan for fremtiden, men jeg kan mærke at det her er godt. Rigtig godt. Jeg glæder mig så meget!