Jeg har alt – undtagen et job

Vi har det virkelig godt for tiden. Jeg er vild med Aske, Ramya er skøn, lejligheden bliver hele tiden lidt bedre og ja – jeg er bare rigtig, rigtig glad. Så længe jeg ikke tænker på mit job. Eller rettere manglen på samme.

Arbejdsløs og i dårligt humør
Jeg er blevet arbejdsløs og hånden på hjertet – jeg er ikke så god til at være jobsøgende. Det er ensomt og frustrerende og jeg bryder mig ikke om usikkerheden ved ikke at vide, hvor og hvornår jeg kommer i et ansættelsesforhold igen. Så energien og humøret svinger afhængig af, hvem jeg har været i kontakt med den pågældende dag og om der er tikket afslag på en ansøgning ind – igen.

Jeg føler mig tilovers og hver gang jeg får et afslag, spørger jeg mig selv om, hvad jeg egentlig kan. Og endnu værre end afslag er, når jeg slet ikke får et svar eller ikke kan få kontakt. For jeg har svært ved ikke at føle, at det er fordi jeg er værdiløs, at man ikke engang gider svare på mine mails eller tage mine opkald. Jeg siger til mig selv, at det er, fordi de har travlt, at de er glemsomme eller at de bare ikke er særligt empatiske, når de ikke vender tilbage, men av, hvor gør det altså stadig ondt.

Betydning af at kende nogen, der kender nogen
En ganske betragtelig del af jobs slås aldrig op, fordi det er hurtigere, nemmere og billigere at rekruttere gennem sit netværk. For at komme i betragtning til de jobs, er det vigtigt at være en del af dét netværk. Jeg kan godt føle mig lidt bagud på point og føle, at jeg ikke kender nogen. Jeg var optaget af at få gode karakterer på universitetet og nu har jeg så opdaget, at jeg også skulle have prioriteret at få drukket en masse øl med mange forskellige mennesker.

Til mit held er jeg så socialt anlagt, at jeg ubevidst alligevel har skaffet mig et ret stort netværk – nu skal jeg bare bruge det rigtigt…

Hvad arbejder akademikere egentlig med?
Jeg oplever at en af de større forhindringer i min jobsøgning er, at jeg ikke rigtigt ved, hvad akademikere arbejder med i den virkelige verden. Jeg er virkelig god til at studere og jeg elsker at læse, skrive og blive dygtigere. Til gengæld aner ikke, hvordan jeg formidler til arbejdsgiverne, hvad det så egentlig er jeg kan. Jeg har kun haft en enkelt akademisk ansættelse og det er på ingen måder repræsentativt for det danske arbejdsmarked. Så jeg kan føle at jeg står og stirrer ind i en tæt tåge, hvor andre bare kan… se.

Kaffesamtaler
Den kommende tid byder på kaffesamtaler en masse. En kaffesamtale er 30-60 minutter med en person fra mit netværk, hvor jeg får mulighed for at blive klogere på hvilke virksomheder, der findes derude, hvad de egentlig laver og hvilke kompetencer, der efterspørges i branchen.

Vil du hjælpe?
Som læser er du en del af mit netværk 🙂 Hvis du har konkrete tips til min jobsøgning eller forslag til personer, som jeg burde tage en kop kaffe med, så skriv endelig til mig! Skriv en kommentar her på bloggen, på Facebook eller direkte til min mail sharangkamanokaran@gmail.com.

Jeg er uddannet Skov- og Naturforvalter fra det som i gamle dage hed Landbohøjskolen og nu hedder det KU Science. Jeg har arbejdet med affald og madspild og er derudover bl.a. interesseret i spildevand, forurening og energi.

Min LinkedInprofil er ikke helt opdateret, men den findes her.

Mindre rod, mere liv

Vi er tilbage fra ferie i Prag. På ferien havde vi medbragt tøj, toiletsager, mobiler, en tablet, bøger, noteshæfter og kuglepenne. Det var det. Vi havde, hvad vi skulle bruge og vi brugte, hvad vi havde. Og det var skønt.

Som så mange andre har Aske og jeg en del krimskrams og rod i vores hjem. Tøj, som er for småt/stort, noter og kompendier fra studiet, breve, dokumenter, legetøj, gamle souvenirs og gaver, som vi ikke bruger. Listen er lang :/ Vi ryddede op og smed væk, da vi flyttede tilbage til København, men der er fortsat flere kasser med rod, som vi skal have sorteret og ryddet ud i.

Vi er (heldigvis!) begge enige om, at vi ønsker et hjem, som opfylder vilkårene fra ferien i Prag. At have, hvad vi skal bruge og bruge, hvad vi har. Derudover ønsker vi et hjem, der er smadderhyggeligt at være i – for os og for alle de mennesker, vi er så velsignede at have i vores liv.

Hele konceptet med at skære ned på ejendelene for at gøre plads til at leve livet er noget, som jeg har taget til mig fra bøger og videoer. Det er ikke noget, jeg har med hjemmefra og det har helt fra starten vækket genklang hos mig at fokusere mere på relationer og mening i livet end hele tiden at købe flere ting. Én af dem, som laver indhold om netop dette er Matt D’Avella. Han laver videoer om minimalisme, om at udleve sit potentiale og om at være lykkelig. Her er 3 af mine favoritter for lige at sparke hverdagslivet i gang efter sommerferien 🙂

No 1:

No 2:

No 3:

Om at være i svømmehallen som tamilsk kvinde

I går skrev jeg om, hvordan vi havde Ramya med i svømmehallen for første gang. Det var et ret stille og roligt indlæg. Familie på 3 tager i svømmehallen på en lørdag. No biggy.

Men det er en biggy. Det er en biggy, fordi jeg er tamiler og er vokset op med et helt andet forhold til svømmehallen end den gennemsnitlige dansker er. Jeg er vokset op med, at ligeså snart min krop var mere kvinde end barn, så skulle den dækkes til.

Jeg gik til svømning som barn. Men det blev besluttet, at det nok var meget godt, at jeg stoppede, for jeg ville snart være for stor til, at det var passende for mig at blive set i en badedragt. Jeg gik også til håndbold. Det stoppede også, for snart ville jeg være for stor til, at det var passende for mig at blive set i korte shorts. Så gik jeg til ridning. Det stoppede, fordi at der var nogen, der havde sagt til mine forældre, at det ikke var passende for piger at ride.

Jeg går i badedragter nu. Og bikini. Og jeg skammer mig ikke. I hvertfald ikke, når jeg er sammen med mine danske venner og jeg er steder, hvor folk ikke kender mig. Men jeg går ikke i svømmehallen i Sønderborg. For dér møder jeg måske en tamiler, som jeg kender. Og det kan jeg slet, slet, slet ikke overskue endnu.

For mig er der en enorm kropsskam knyttet til det at være kvinde. Skammen kommer ikke fra mig, men fra min tamilske opvækst, men det gør den ikke mindre virkelig. Og jeg er træt af det. Jeg vil kunne tage i svømmehallen og på stranden uden at skulle planlægge min tur, så jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg ville gerne turde bare at være mig. En brun kvinde i en bagedragt. Uden at skamme mig.

København føles som min by og jeg er ikke så bekymret for at møde nogen, jeg kender her. For så er de kommet ind i min verden og her gør jeg, hvad jeg vil. Men det kunne nu være dejligt, hvis jeg kunne tage den attitude med mig til Sønderborg også.

Hvorom alting er. Jeg er fast besluttet på at Ramya aldrig nogen sinde skal skamme sig over den kvindekrop hun engang vil få. Så vi skal masser af mere i svømmehallen. Også når hun bliver en stor pige.

Hej 2019!

Første weekend i det nye år. Sidder i sofaen og er helt bombet. Aske putter Ramya.

Aske og jeg fik begge job i september og der har været drøn på lige siden. Så juleferien var tiltrængt og det var dejligt med en kort arbejdsuge at starte op på.

Vi har haft en travl, men også god juleferie. Holdt jul med Askes familie og nytår med nogle venner. Har ordnet lejlighed. Snakket hverdag, fremtidsplaner og drømme. Og så vi har kigget på hinanden og konstateret at vi er på vej op igen. Det går meget, meget bedre og kan ikke forstå, at jeg for kun et år siden sad i Sønderborg og var forvirret og fortabt.

Jeg tog mig selv i at sidde ved morgenbordet d. 31. december og tænke “I made it”. Jeg er nået frem til dér, hvor jeg gerne ville være, men ikke var sikker på at jeg kunne komme. Enogtredive år. Gift med den person i Verden, jeg allerbedst kan lide. Har en fantastisk datter. Har venner. Familie. Uddannelse. Bor (igen) i København. Har arbejde og tjener voksenpenge. Har en blog.

Jeg er taknemmelig over, at jeg er, hvor jeg er. Og så er jeg spændt på, hvad 2019 bringer. Jeg er skidetræt og dagene kan føles uendeligt lange, men humøret er højt og det er det vigtigste!

Jeg håber at I også er kommet godt ind i det nye år og at 2019 bliver fuld af kærlighed og lykke for hver og én af jer. Kram.

Starten på et (forhåbentligt) kedeligere årti

Kære I,

Long time, no see!

Julen er veloverstået, det nye år står på spring og jeg glæder mig! Som I ved har 2017 været lidt skør for mig – der er ikke meget, som er gået som jeg troede det skulle.
Men desto mere er der at glæde sig til i 2018 for nu vender skuden sgu!

De sidste 10 år har været særdeles begivenhedsrige for mig.

I 2007 flyttede jeg hjemmefra for at læse på Københavns Universitet. Det var i hvert fald den officielle forklaring. At det lige skulle være Københavns Universitet jeg ville starte på handlede primært om, at jeg havde brug for at komme væk fra min familie og finde ud af på egen hånd, hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv. Og København var så langt væk, som jeg forestillede mig, jeg kunne komme samtidig med at byen er større og dermed tilbyder mere anonymitet end Sønderborg gør.

Som jeg drømte om fik jeg rig mulighed for at opdage og opfinde mig selv uden indblanding fra familien. På 10 år har jeg:

 

Aske og jeg, Roskilde Festivallen, 2012. En fælles ven lagde dengang billedet på Facebook og jeg var ved at få et hjertestop, fordi at ingen i det tamilske miljø vidste vi var sammen. Aske ringede vores ven op og bad ham fjerne billedet med det samme. Dengang vidste jeg bare, at jeg gerne ville Aske – jeg anede dog ikke, hvordan det skulle blive til noget. Jeg kunne slet ikke overskue den kamp, som jeg vidste skulle tages med familien og udskød konfrontationen med dertil hørende søvnløse nætter og ondt i maven.
Konfrontationen kom, da vi besluttede at vi ville flytte sammen. jeg blev nød til at sige til min familie at der fandtes denne her fyr Aske, vi kom sammen og by the way ville vi gerne flytte sammen. Reaktionen kom prompte fra familien – de var absolut ikke begejstrede. Min søster var den eneste, der fra dag 1 forsvarede mig og mine beslutninger med næb og kløer og hendes støtte var uvurderlig. Min familie havde svært ved at tage vores forhold seriøst, fordi jeg ikke kunne svare på om vi ville giftes. Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ville Aske så meget, at jeg var parat til at lade familien slå hånden af mig. Det medførte endnu flere søvnløse nætter og mere ondt i maven. Jeg havde jo ikke lyst til, at der skulle ske et brud i familien.
Aske endte med at fri efter vi havde boet sammen et halvt år. Jeg havde giftet mig i mit hoved med Aske, da vi flyttede sammen og indtil Aske friede var jeg faktisk ikke sikker på, hvor seriøs han var i forhold til vores forhold. For mig var det befriende og tryghedsskabende at vide, at han faktisk var ret seriøs – seriøs nok til at han syntes vi kunne blive gift. Forholdet til min familie blev meget lettere, da først beslutningen om, at vi skulle giftes lå fast og jeg sov bedre.
2015 blev vi gift med venner, familie og bekendte som vidner. Det er uden skyggen af tvivl den absolut lykkeligste dag i mit liv. Jeg følte mig så lettet og taknemmelig for at jeg fik, hvad jeg havde drømt om. En mand jeg selv har valgt og friheden til at leve mit liv, som jeg gerne ville.

Det har været 10 vigtige år med kæmpe opture og sejre, men det har krævet blod, sved og tårer at nå hertil. Og jeg har gennem alle årene kæmpet med følelsen af at være fuldstændig tyndslidt, træt af det hele, forvirret, ensom og edderspændt rasende på verden.

Heldigvis står jeg nu et sted, hvor jeg forhåbentligt kan se frem til, at livet bliver mere ligetil.
Slut med dobbeltliv.
Slut med 12-tals ræs på studiet.
Slut med bryllupsplanlægning.
Slut med graviditet og fødselsdepression.

Så velkommen til 2018 med kedelige, forudsigelige hverdage med plads til fis, ballade og masser af latter.

Ikke vegetariske bekendelser

Jeg var så stolt sidste år, da jeg kunne deklarere at jeg var blevet vegetar. Det kan man ikke kalde mig længere, hvilket jeg er lidt ked af, men jeg har også accepteret, at lige nu er der en del andre ting, der fylder.

Jeg kan ikke huske, om jeg har sagt det før, men vegetarlivsstilen er ligesom at være på kur for mig. Det kræver viljestyrke, energi, fokus og overskud, da jeg synes kød smager godt og det gør madsituationer med andre nemmere, når man spiser kød. Og i perioder, hvor energien og fokus skal bruges på noget andet, så ryger der kød ned.

Så farvel vegetar og goddag omnivor. Fremover vil jeg lade være med at kalde mig vegetar og i stedet bare acceptere at jeg i perioder spiser vegetarisk/vegansk og i andre ikke gør og det er godt nok for nu.

IKEA visdom

Jeg var i IKEA med min søster i mandags. Det var skidehyggeligt og vi brugte laaang tid på at slentre rundt og beundre opstillinger og indretninger. Jeg kunne mærke, at jeg blev grebet af, at en dag skal Aske og jeg bygge “et rigtig hjem” med plads til gæster og jeg havde sådan lyst til allerede at købe smukke kopper, flotte tallerkener, fine bordduge, et godt spisebord osv. osv.

Og så gik det op for mig, at det ingen mening giver, at købe alt det og gøre sit hjem nice, hvis man ikke har nogen at dele det med. Nogle, der hænger ud i ens dejlige møbler. Nogle, der drikker te, kaffe og kakao af de smukke kopper, spiser hjemmelavet mad på de flotte tallerkener. For det er jo ikke kopperne, tallerkenerne og dugene, der trækker så meget. Det er drømmen om de gode stunder med venner og familie samlet omkring et måltid. Drømmen om fællesskabet, hyggestunderne, latteren og liv, der leves.

Sådan er det i hvert fald for mig. Og med den indsigt, giver det lige nu bedst mening at bruge de penge, jeg kunne købe kopper for på at købe billetter og besøge mine forældre. Så kan jeg rent faktisk sætte mig til bords med dem, jeg elsker, drikke te, spise mad, grine og bare være til.

Jeg har booket biletter til at tage hjem igen og jeg glæder mig vanvittig meget.

Kunsten at rydde op

Jeg var teenager, da jeg første gang læste en bog om at rydde op. “Ryd op i dit rod med Feng Shui” hed den.

Min veninde var ved at brække sig af grin over, at nogen gad skrive om det at rydde op og i endnu højere grad, at jeg gad læse sådan en bog.

Nu her mere end 10 år senere er det gået op for mig, at der findes ikke bare en men utallige bøger om emnet og det er altså et ret hot emne. At rydde op.

Det nyeste jeg har læst er “The life-changing magic of tidying op”.

Forfatteren Marie Kondo fremhæver igen og igen, at det ikke handler om at sortere og organisere sine ejendele (AKA rod), men om at tage et kritisk blik på det hele og kun beholde, hvad man bruger i sit liv eller bliver virkelig glad af at se på. Hun fremlægger synspunktet, at hvis der er ting, man holder fast i og som ikke falder i førnævnte kategori, jamen så er det enten fordi man holder fast i fortiden eller frygter fremtiden – begge dele noget der hæmmer ens personlige liv. Det er en påstand, der vakte genklang hos mig.

Jeg har opdaget, at mit rod først og fremmest ryger i kategorien frygter fremtiden/vil for meget kategorien. Jeg gemmer alt muligt til den magiske en dag hvor jeg vil få brug for det. Den magiske en dag har indtil videre har været flere år undervejs og det er for dumt. Så jeg smider ud. Og sælger. Og afleverer lånte ting tilbage. Af flere omgange, for det er sgu svært at give slip på ting, jeg har klynget mig til i årevis.

Anledningen er at selvudvikling altid er godt og at baby inspirerer til at få styr på hængepartierne 😉 Og for hver ting, der kommer ud af lejligheden, jo lettere trækker jeg vejret.

Bulletjournaling – til os med tusind løse noter

Jeg er gået tilbage til at have min kalender på papir efter jeg er stødt på fænomenet bullet journaling. Det er et ret hypet fænomen med en helt bestemt opskrift på, hvordan man fører kalender, hvilket jeg synes er lidt fjollet. Men det er også muligheden for at kombinere kalender, dagbog, skemaer, oversigter, ønskelister osv. i samme bog/hæfte, så alt er samlet og går op i en højere enhed.

Hvis man søger efter bullet-jounaling på f.eks. Pinterest eller Youtube falder man over endeløse kreative eksempler på, hvordan man kan designe den og det er til at få præstationsangst af. Det der går mig lidt på, er at systemet er tænkt til at gøre ens liv nemmere og alligevel finder man alle de her kvinder, der bruger vanvittig meget tid på at tegne, male, klippe, klistre og nusse deres bullet journal til det ligner noget, som kunne være med i en amerikansk skønhedskonkurrence.

Jeg har brugt min i en måneds tid nu og mit råd er, at glemme hvordan alle guides siger du bør bruge din bulletjournal og i stedet udforske, hvad der virker for dig. Glem alt om at den skal være så og så smuk for at være godkendt. Pynt eller lad være, som du kan lide det. Det vigtigste må være, at din bullet journal hjælper dig med at have styr på dit liv og at den indeholder det, som du synes giver mening.

Jeg er vild med min bullet journal, den giver mig følelsen af at have overblik og mit papirsrod er pludselig blevet reduceret til nærmest ikke forekommende.
Min indeholder indtil videre
* kalender
* oversigt over de 40 uger graviditeten varer – hvor aftaler og begivenheder, som hvornår baby begyndte at sparke kan noteres
* liste over ønskedates for dette år
* året i Pixel
* Ugeskema, der er ligesom et skoleskema bortset fra at det er fyldt ud med de hemmelige nytårsforsætter
* Amme info
* Opskrifter
* Anmeldelser af spisesteder i KBH

Jeg har købt en Leuchtturm A5 med prikker til 139,95 i den Arnold Busck, der ligger ved Rundetårn.
Leuchtturm2 indre2gravid 2

Kæresten er ens “virkelige-verden-gruppemedlem”

Søndag aften og Aske og jeg har mundhugges. Kort sagt er vi ikke helt enige om, hvordan vores tid skal bruges i form af arbejdstimer, ferie, ses med venner, flette fingre og praktiske gøremål. Det slider på forholdet, at der er så meget, der skal overvejes og planlægges i forhold til babyen, vi er ikke helt faldet på plads i lejligheden endnu, jeg er handicappet, Aske har studie og egen virksomhed og vi vil begge gerne se både venner og familie. Vi oplever, at når man er godt med på én front, så forsømmes andre og med regelmæssige mellemrum taber især jeg hovedet over, at det hele ikke går op i en højere enhed.

Det fik mig til at tænke på, at jeg tidligere har filosoferet over, at ens partner ret meget “bare” er ens real world gruppemedlem og alt, hvad man gør sig af erfaringer om gruppearbejde også gør sig gældende i parforholdet.

Livet er et stort gruppeprojekt og som par skal vi sammen løse den (op)gave livet rummer, så vi når i mål. Målet er selvsagt at begge er glade og tilfredse. Den opgave involverer opvask, tøjvask, gulvvask, indkøb og madlavning. Spørgsmål, som hvor meget tid skal vi bruge på hinanden, svigerfamilie, rengøring og praktiske gøremål skal besvares. Der skal diskuteres, hvordan vi forvalter dine, mine og vores penge. Skal vi have børn? Hvor mange? Hvornår? Hvem er ansvarlig for hvad i vores team?

Og som med gruppearbejdet, er der plenty af steder, hvor tingene kan gå galt og man bliver sure på hinanden.

Som alle der har været i en gruppe ved, så er det pisseligegyldigt hvor sød, sjov og charmerende et gruppemedlem er, hvis vedkommende bliver ved med at fucke det op, komme for sent, misforstå aftaler, ikke lave, hvad der blev lovet og så videre. Det er ret svært at blive ved med at kunne lide et menneske, der efterlader lorten hos en selv. Og sådan er det vel også i virkeligheden. Hvis det altid er den ene, der ordner vasketøjet, mens den anden er ude med vennerne, så er det at man måske leger med tanken om, at man var bedre stillet uden ens såkaldte bedre halvdel.

Hos mig og Aske er der ikke nogen lort, der bliver efterladt hos hinanden. Heldigvis. Vi er bare (igen) i en proces, hvor vi finder ud af, hvad der skal til for at holde hinanden glade og tilfredse. På samme tid. Ligesom når man forventningsafstemmer inden man går i gang med det rigtige projektarbejde.