Proaktive Sharangka

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Så blev det første studiedag i mit sidste studieår.

Jeg har sat mig for at gribe det hele meget mere struktureret an, så jeg sidder med numsen plantet foran computeren 7,5 timer hver dag mandag til fredag. Jeg kan have en tendens til at være styret af følelser og fornemmelser, hvilket gennem tiden har medført overvældende mange uproduktive dage domineret af eksistentielle tanker og kage cravings. Men efterhånden som jeg får styr på flere og flere ting i privaten dukker overskuddet til at være rigtig dygtig og fuld af selvdisciplin op.

I dag præsterede jeg hele 7 timers uni-arbejde på trods af ærinder og andre aftaler og jeg er revnefærdig af stolthed. Det burde jeg måske ikke være, men det er jeg. Jeg mærkede flere gange i løbet af dagen en lyst til bare at give slip, lave noget andet, vente med det jeg nu lavede, for det hastede jo ikke. Men jeg gider simpelthen ikke bruge mit liv på at slukke ildebrande, så jeg blev siddende og kæmpede videre.

Det resulterede i at jeg udover forelæsninger og øvelser har fået sendt følere ud omkring specialet og forberedt mig til en samtale hos studievejlederen på onsdag. Læst en artikel, som ikke er pensum, men interesserer mig. Og forhørt mig om et kursus, jeg gerne vil have om et halvt år. Bom. Proaktive Sharangka.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Studenterliv

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Ja, knap har jeg skrevet et indlæg om, hvordan mit liv som studerende snart skydes i gang før jeg har en dag, så gennemsyret af studenterliv på den fede måde, at jeg slet ikke kan få armene ned.

Jeg startede dagen med at få styr på skrivebordet, som planlagt og det var overvældende rart at få taget hånd om alt det, der bare lå og ventede på mig.

Efter oprydning var jeg til specialeforsvar, hvor hende, der var oppe gjorde det overvældende godt og fik 12. Hun havde skrevet om menneskers tilknytning til naturen og hvilke faktorer, der gjorde at mennesker passede på den. Konklusionen var at hverken viden eller kontakt med naturen fik folk til at opføre sig særligt miljøbevidste, men først i det øjeblik der var en følelsesmæssig tilknytning til naturen passer mennesker på den. Hvordan denne tilknytning så opstår kom hun ikke ind på. Men jeg følte mig simpelthen så inspireret og fik en følelse af at være på den rette hylde. Mennesker og natur. Ja tak.

Censor og vejleder havde flittigt ladet småkageskålen gå rundt under forsvaret og efterfølgende lod censor os vide, at der var gratis mad ovre i nabo bygningen eftersom at en eller anden, som jeg burde vide, hvem var gik på pension. Det skulle han ikke sige to gange. Vi fik listet os hen til receptionen, minglet os ind i flokken, kapret forsyninger og så tilbage til lokalet, hvor forsvaret havde fundet sted. Vi havde planlagt at se Casablanca (1942) på storskærm og at der så lige var snacks til filmen var kun et plus.

DSC_0738 DSC_0750

Jeg foråd mig. Gratis mad gør mig grådig.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Studiestart

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Jeg starter mit sidste år på skolebænken på mandag. Det betyder fem dage tilbage af sommerferien, hvor jeg skal have styr på hængepartier, rod i lejligheden, rod i økonomien og rod i mit hoved. Og så selvfølgelig liiige få slappet lidt mere af:)

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde, så sidder bare lige lidt her. Men mens jeg sad her, så jeg at jeg har fået en kommentar fra en ung mand, der ligesom jeg er vokset op i Sønderborg og jeg blev simpelthen så glad. Se under indlægget Ræven for at finde kommentaren.

Jeg sidder her hver dag og fifler med min blog. Kigger på hvordan den kan bygges op, installerer plugins og prøver at gennemskue, hvor meget kodning jeg skal kunne og hvor jeg kan lære det. Jeg skriver mine indlæg mest for min egen skyld, men også med et håb om, at andre finder det, læser det og kan bruge det til noget. Men jeg ved ikke om jeg har nogen faste læsere og om de, der lige kigger forbi kan lide hvad de læser og det gør, at jeg kan være lidt ligeglad med frekvensen for hvis der ikke er nogen, der læser med, så er der heller ikke nogen, der savner mine indlæg. Hvilket er ret trist. Så det var simpelthen SÅ rart lige at få lidt bekræftigelse på at nogen altså læser lidt på siden.

 

Så fornyet med positiv energi vil jeg tage fat i nogle af de løse ender, der bare hænger og dingler. Som f.eks.at få gjort mit overdængede skrivebord ryddeligt, så jeg rent faktisk kan sidde og arbejde hér og måske, måske, måske tage ned og træne, selvom jeg også var der i går:)

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Øl, øl, øl!

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Apropros fællesskaber: mine medstuderende kommer over til øl og pizza i aften. De skulle faktisk have været her for 13 minutter siden. Øl. Fællesskaber. Det er altså svært at snige sig udenom fulderiet, hvis man gerne ville hænge ud på flertallets betingelser og jeg vil jo gerne hænge ud. Men jeg er på det seneste blevet meget opmærksom på, at der er sammenhæng mellem forekomsten af brystkræft og kvinders alkoholindtag og jeg er derfor ret bevidst om ikke at drikke for meget for sjov.

Men hvad gør jeg så, når nu den står på øl-hygge? Alkoholfri øl selvfølgelig! Jeg har aldrig prøvet dem før, men i aften bliver det. Det ligner øl, det smager som øl, det kommer i dåser ligesom de andres øl og så tror jeg faktisk at det er okay. Ingen grund til at føle sig udenfor på dét område, når jeg ser ud til at gøre som alle de andre. Indsæt lumsk smilende smiley.

DSC_0708

Jeg købte også lige en ginger beer, som faktisk bare er en sodavand, men hvad: jeg elsker sukker. Fem dåser for fællesskabet og postevand for resten. Så skulle det være på plads.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Fællesskaber

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Hvad er der med de fællesskaber og hvorfor hjemsøger de mig?

Jeg synes, jeg har brugt det meste af mit liv på at føle mig forkert og udenfor. Som om at jeg i de fleste selskaber er viklet ind i et gråt klistret spind, der lammer min tunge og krop, så jeg forvandles til den her passive, grimme, kedelige pige, der sidder i hjørnet tavs og glemt. Udefra ser jeg, hvordan de andre taler sammen, ler, nusser en skulder, giver et kram, taler alvorligt sammen eller udveksler indforståetheder. Og jeg ser hvordan jeg ikke er en del af det og jeg mærker en sorg i min mave og svælg.

Jeg vil også være med. Jeg vil også nusses på skulderen. Jeg vil også være indforstået og vidende, være en del af fællesskabet. Jeg vil også høre til.

Jeg brugte så lang tid på, at lære det danske samfund at kende. Mine forældre sang ikke børnesange med mig eller klappede kage. Vi holdt ikke jul eller påske. Jeg var ikke hjemme og lege med de andre. Jeg så bare på. Så på de blonde piger, som spillede syvstjerne. Som hinkede. Sjippede i bue. Byttede glansbilleder.

Jeg har ikke haft ungdomskærester.
Ingen teenage-byture.
Ingen overnatninger hos veninden og snak om det at blive voksen.

Jeg blev voksen alene, men nåede vist aldrig i mål.
Lille, forvirret og ensom spørger jeg mig selv om barnet Sharangka aldrig forsvinder. Om hun nogen sinde stopper med at have store bekymrede øjne og altid at føle sig isoleret og anderledes.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Om at være sig selv

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Vi fik os en god snak, mig og veninden i går. En af de ting vi kom ind på var, hvordan hun synes at det var besynderligt at jeg på samme tid gør så meget oprør mod mine forældre og det tamilske samfund og insisterer på at være min egen, men samtidig er besat af selvhjælpsbøger og i at observere andre menneskers måde at leve på. Jeg synes forbindelsen er soleklar.

Jeg har hele mit liv været underkastet regler og restriktioner alene af den grund at jeg er en pige. Der var også regler for min bror, men de var meget mere lempelige end dem, der gjaldt for mig.

Der var regler omkring mit tøj. Det skulle minimum dække skuldre, knæ og bryst, det måtte ikke sidde for stramt og det skulle helst være meget konservativt. Ikke noget street, hippie eller poptøs tak.

Jeg måtte ikke drikke alkohol. Det betød at klassefester/fester med vennerne for mit vedkommende blev dybt uinteressante og en kilde til ulykkelige følelser og frustration fra 7. klasse og gennem hele gymnasietiden.

Jeg måtte ikke have drengevenner eller en kæreste.

Jeg skulle være hjemme kl.22.00.

Jeg skulle hjælpe med at rydde op, gøre rent og lave mad for det skal piger kunne og en fremtidig mands familie skulle ikke kunne pege fingre af mine husholdningsevner.

Jeg skulle være en mønsterelev.

Jeg skulle være respektfuld, gøre hvad der blev sagt, følge strømmen og formes som en klump ler, så jeg blev til “den perfekte tamilske pige”.

Jeg var ved at kvæles. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg ville bare væk.

DSC_0926.jpg_1

Og det kom jeg. Jeg flyttede til København og siden har jeg i ekspresfart udforsket hvem jeg var og taget kampe, hvor ikke engang halvdelen har været med andre. De aller fleste kampe er foregået i mit hoved og hjerte og med mig og kun mig, som ulykkeligt vidne og utilstrækkelig støtte på første parket.

Det ultimative opgør med min tamilske baggrund og opvækst var, da jeg fortalte mine forældre omkring Aske og at vi skulle giftes. Dér var slaget tabt for dem. Ud røg deres drømme og forventninger til hvordan jeg skulle giftes med en tamilsk mand af god familie og hvordan vi alle skulle leve lykkeligt til vores dages ende. Og ind kom lys, luft og frihed til mig.

Mit problem er nu at jeg har kæmpet i så mange år med mine lænker, at jeg ikke er sikker på, hvad jeg nu skal med min nyvundne frihed. Derfor læser jeg bøger og blogs om selvudvikling og lykke og derfor er jeg så optaget af, hvordan mennesker jeg ser op til håndterer deres liv. Jeg skal lige lære hvordan man gør, det der med at leve, som man selv har lyst til. Jeg havde ikke noget teenage-oprør, hvor jeg frigjorde mig og fandt min egen identitet. Det kom først næsten 10 år senere.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Forskellen på brug for og lyst til

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Der er små tre uger tilbage af min sommerferie og jeg har lyst til at bruge de resterende dage som hidtil med at afprøve opskrifter, koge, stege, bage, drømme, slappe af, træne og lære at elske mig selv. Sige pyt, nyde at lave absolut ingenting og svæve afslappet i tomrummet uden forpligtigelser. Men det går desværre ikke længere. Jeg mangler et obligatorisk kursus i økonomi, som jeg kommer til at tage sideløbende med nogle andre kurser, så jeg bliver desværre nød til at kigge på det her i ferien. Jeg har virkelig ikke lyst. Men mit akademiske jeg har brug for det forbandede kursus, så i dag skal jeg øve mig i at gøre noget, som jeg ikke har lyst til men har brug for. Hurra for selvdisciplin og selv-motivering.

Jeg gik egentlig i gang med at læse i sidste uge og det gik fint den første dag. Mit hoved summede og snurrede, humøret var i bund og ryggen værkede, men der var god samvittighed i bunkevis, da dagen var overstået. Det holdt bare kun en enkelt dag og de to efterfølgende dage brugte jeg på at være i dårligt humør over at jeg ikke lavede noget, men samtidig inderligt ude af stand til at tage mig selv i kraven og komme i gang. I weekenden holdt jeg fri, for det havde jeg lyst til og brug for og nu er det mandag, hvor jeg SKAL i gang.

Jeg talte med min søster om det og hun mente at jeg ikke havde delt materialet op i små nok bidder siden jeg synes det var for uoverkommeligt at komme igennem det. Jeg tager hendes råd til efterretning og laver mig en detaljeret plan for dagen før jeg går i gang med de økonomiske begreber.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry