Pepper Nutten aka pebernødder

Pepper Nutten aka pebernødder

Har I set at alle butikker har fået julebag på hylderne? Pebernødder, brunkager, klejner og andet fra Karen Volfs verden. Jeg blev helt forarget over det og aftalte i går med mig selv at alt jule-namnam er forbudt for mig indtil midt november og at det slutter til Nytår. Der skal jo også være noget at se frem til og julegodterne mister lidt af deres magi for mig hvis de ikke begrænses til en bestemt (kort) periode. Jeg prøvede at sælge november-til-nytår reglen, som en par-regel til Aske, så den ligesom også gjaldt for ham, lejligheden og vores fremtidige børn, som jeg allerede opdrager på, men han gennemskuede mig på et splitsekund og sagde med en hånlatter at jeg var en lille magtesløs diktator, som ikke ville få min vilje. Hmpf… Det var forsøget værd.

Men altså, det var alt sammen i går og i dag er i dag, så da Aske sagde han glædede sig til at få pebernødder, så tilbød jeg at bage nogen. For jeg bliver jo nød til at lave en generalprøve, så jeg ved hvad vi skal bage sammen til juletamtam i Sønderborg. Og jeg bliver jo også nød til at bage alt muligt, så jeg finder ud af, hvad der skal med i min personlige jule-traditions-samling. Og jeg skal jo finde de bedste opskrifter. Og og og jeg kan bare godt lide at bage og spise.

Jeg brugte en opskrift fra Kvalimad, som er en fantastisk madside:) Mad for dummies? Gå til Kvalimad.dk

Jeg halverede opskriftens mængder og fik 2 plader pebernødder ud af det. Eller Pepper Nutten, som Aske så elegant oversatte til vores tysker. Det betyder så peber ludere…

Nå, men hvad blev konklusionen på min prøvebagning?
1. Jeg synes 2 plader pebernødder er perfekt, hvis man bare skal crunche lidt og ikke foræde sig og efterfølgende have mavepine og/eller brække sig, så mængde lig 5 stjerner.

2. Det er en nem opskrift og det går ret hurtigt at få banket dejen sammen og bagt peber luderne af. Tidsforbrug og sværhedsgrad lig 5 stjerner.

3. Jeg synes ikke de smager særlig fantastisk. De er for luftige/lette i det efter min smag og måtte godt være mere bastante og hårde i det. Aske synes de er lækre. Men han kan også spise rugbrødsmadder til frokost hver evig eneste dag. Spiseoplevelse lig 3 stjerner.

4. Endnu en opvask, som jeg efterlader til dagen efter. Min selvdisciplin lig 0 stjerner.

Hvis ikke jeg finder en opskrift, der er markant bedre, så skal pebernødder ikke indlemmes i mit personlige jule tilbedelse, der i de kommende år starter i midten af november og ikke i efterårsferien, som denne gang.

No Comments

Post a Comment