Kali

DSC_0027DSC_0026

Da jeg flyttede hjemmefra var jeg ret træt af tamilsk mad. Ris, ris, og ris. Varm, tung, krydret mad og ikke så stor variation i retterne i løbet af ugen. Men efterhånden melder trangen til at spise tamilsk mad sig mere og mere. Der er noget nostalgisk over retterne og de minder mig om min mor, der rumsterer i køkkenet, måden hun måler salt op i hånden på og hendes let fraværende udtryk, når hun hurtigt og rutineret laver topklasse mad, mens tankerne er et andet sted.

Tamilsk mad er meget mere end ris med kyllinge-kari og spinat (som vi fik tit!) og hvor tungt det ligger i maven afhænger også af, hvor meget man spiser og hvordan man sammensætter tilbehøret. Jeg er i en langsom proces, hvor jeg får styr på min mors opskrifter, så jeg kan genindføre duftene, smagene og konsistenserne fra min mors køkken i mit hverdagsliv.

Her får I opskriften på kali. Kali er et ord, der beskriver ting med en leret konsistens. Min mor lavede kali, som en snack når hun kom hjem fra arbejde og før aftensmaden skulle laves eller på en fridag bare fordi hun havde lyst til lidt lækkert. Denne version, som er sød, laves på kokosmælk, ris- og linsemel og sukker. Resultatet er en blød sammenhængende masse, der kan spises med fingrene. Det smager for mig af hygge og små pusterum i hverdagen, hvor min mor og jeg lige havde et fælles begejstret øjeblik. Jeg har lavet det til morgenmad nogle dage og det fungerer også godt i frokostpakken.

Ingredienser
1 dl kokosmælk
35 g melblanding (halv ris, halv linse)
20 g sukker

Fremgangsmåde
1. Bring kokosmælken i kog. Det gør ikke noget, der er klumper i. De bliver opløst, når mælken bliver varm.
2. Tilsæt mel og sukker og rør godt, mens kali’en samler sig. Det går ret stærkt.
3. Spis!

No Comments

Post a Comment