Vi er hjemme igen og hurra for det! Jeg elsker at være sammen med tamilere og jeg hader det. Jeg elsker at vi taler tamilsk hele tiden. Jeg hader at alle taler HELE tiden. Jeg elsker at spise tamilsk mad hele tiden. Jeg hader at spise HELE tiden. Jeg elsker at alle hjem og butikker dufter af røgelse og krydret mad. Jeg hader at ALLE hjem og butikker dufter af røgelse og krydret mad.
Det var fedt at være i London og se familien, købe ind og svælge i tamilsk mad. Her i København kan jeg godt få cravings efter mors mad koblet sammen med en stærk hjemve. På sådanne dage vil jeg bare hjem (til Sønderborg) og spise kari, se tamilske film og lade min mor servere 4 kopper sød te om dagen.
I London fik vi masser af tamilsk mad. Det var fantastisk og helt forfærdeligt. Det smager såååå godt, men er samtidig kalorie-rig og kulhydrattung mad, der sender blodsukkeret på rutchebane-tur. I den traditionelle danske madkultur udgør kød den vigtigste del. Man spiser frikadeller med… eller steg med… eller medister med… I den tamilske madkultur er det kulhydraterne, der dominerer. Man spiser ris med… eller idiyappam med… eller puddu med…
Jeg havde en idé om, at jeg ville prøve at begrænse kalorieindtaget under vores ophold ved at spise færre måltider, men det kunne jeg godt glemme alt om. Som den “gode” værtinde hun var nødede og nødede min mors fætters kone både Aske og mig til at spise lidt mere og lidt mere og lige lidt mere til hvert måltid. Hun blev faktisk pigesur, hvis man insisterede på at nøjes med én lille portion, så jeg foråd mig hele tiden. Det var ikke kun hendes skyld. Maden var jo også god.
