Det er fredag aften. Jeg har en forestiling om, at byen er fuld af mennesker, der skal til fest. Eller at de samles hjemme hos hinanden, spiser god mad og drikker vin, mens de sammen nyder at endnu en arbejdsuge er overstået og at i aften er startskuddet til et par dage, hvor de kan lave hvad de vil.
Ikke mig. Jeg er alene hjemme. Jeg sidder i min seng med computer, kalender, telefon og dankort og prøver på at få plads i kalenderen til mit langdistanceforhold samtidig med at jeg endevender DSBs hjemmeside for billige biletter. Nej, det er ikke Aske, jeg har et langdistanceforhold til. Ham deler jeg jo hverdag med og det er en velsignelse. Næ langdistanceforholdet er til min familie. Jeg bor her i København. Mine forældre bor i Sønderborg. Min bror, svigerinde og niece bor i Kolding. Min søster bor i Randers.
Jeg savner dem tit. Det tager lang tid at komme hjem til Jylland, det er dyrt og det kræver en del planlægning. Resultatet er at jeg ikke får set dem så ofte, som jeg gerne ville og det gør mig ked af det.
Jeg tænker tit over at forhold skal plejes for at nærheden og fortroligheden ikke skal forsvinde. Det er naturligt, at man føler sig emotionelt tættere på dem, man ser ofte end dem man sjældent ser eller taler med. Jeg kan godt blive bange for at vi vokser fra hinanden. At vi behandler hinanden høfligt og venligt, men at vi ikke deler stort og småt, griner sammen til vi får ondt i maven, tager på fælles eventyr og husker at fortælle og vise hinanden, hvor meget vi betyder for hinanden. Når jeg tænker sådan, mærker jeg jalousien mod alle dem, som mine søskende ses med oftere end mig. Det er ikke specielt rart.
Nogle gange ville jeg bare gerne bo i Jylland. Kunne tage forbi familien til en kop te. Mødes om en film. Gå tur med Jocker. Spise sammen nogle gange om ugen. Bede min far om at fikse min cykel. Udsætte de andre for mine madprojekter. Træne med min søster. Smide mig på sofaen og lade de andre lave mad til mig, når jeg var sløj eller havde haft en hård dag. Shoppe med min svigerinde. Bage pandekager med niecen. Slå min bror i bezzerwizzer på en tirsdag aften. Hjælpe min mor med fredagsrisene.
Men her er jeg. I København, som jeg elsker af hele mit hjerte og ikke har lyst til at forlade. Så DSB og jeg fortsætter nok med at være venner et godt stykke tid endnu.