Vi har endelig, endelig, endelig fået taget hul på den væmmelige byld, der hedder bryllupsplanlægning. Jeg tror både Aske og jeg har udskudt det ret længe, fordi det virker så uoverskueligt at planlægge et bryllup, hvor to så forskellige kulturer som den danske og den tamilske skal mødes. Der er mange overvejelser, tanker, beslutninger og bekymringer. Hver gang vi træffer en beslutning er der muligheden for, at vi træffer et valg, som viser sig at være “det forkerte”. Måske kunne det have været gjort billigere. Måske hader gæsterne maden. Måske ville vi have sparet tid og energi, hvis vi havde uddelegeret det og det. Problemet er at det ofte først er bagefter man forstår hvad valget havde af konsekvenser og da er det for sent at lave om. Og det kræver ret mange dybe indåndinger at træffe beslutningerne alligevel, når man er en kontrolfreak som mig.
Der er lige under 4 måneder til vores bryllup og vi har ikke sendt invitationer ud endnu. Men vi har endelig fået taget nogle valg omkring invitationerne og er begyndt at få det ekspederet, hvilket er en lettelse.
Traditionelt er den tamilske bryllupsinvitation trykt i enten Indien eller Sri Lanka på tykt, flot karton med motiver af f.eks. elefantguden Ghanesh, hindu symboler eller et brudepar. Selve invitationen er meget formel, hvor det er forældrene til brudeparret, der inviterer til deres børns bryllup. Teksten er både på tamilsk og på engelsk og ordlyden er stort set ens i samtlige invitationer, jeg har set.
I modsætning til den tamilske invitation er den danske invitation ret uhøjtidelig og er tit præget af et eller andet personligt, som en rimende invitation, et citat, en personlig historie eller at man selv har siddet og klippeklistret den.
Tamilere afleverer helst invitationerne ansigt til ansigt over en kop te og en hyggesnak, danskerne synes det er så fint at modtage en invitation med posten.
Så hvordan skulle vi håndtere de skide invitationer?!
Først ville vi gerne have de tamilske invitationer, men på tamilsk og dansk i stedet for engelsk. De skal dog bestilles over nettet og det er umiddelbart en lidt kringlet proces, hvor man skal sende mails, læse korrektur, betale, få tilsendt stor pakke fra Indien og måske betale told også. Og taget i betragtning af, at en enkelt invitation ville koste omkring 12-15 kr. og der så også er porto og told, så regnede vi ud, at det bedre kunne betale sig at få invitationerne trykt her. Især fordi vi så ikke skal maile frem og tilbage med en eller ander inder på et kontor i en anden tidszone og hvor vi er usikre på, hvad vi egentlig får leveret.
Vi har derfor valgt at lave invitationerne i Photoshop og få dem trykt i Danmark. Vi laver en tamilsk version og en dansk, hvor den tamilske er den klassiske formelle tekst, mens den danske er afslappet. Beslutningen er taget. Jeg har brugt timer på nettet og ledt efter motiver, teksten er skrevet og vi har taget kontakt til et trykkeri. Forhåbentligt er invitationerne sendt ud om højst 14 dage, så vi kan komme videre i programmet!
Jeg har tænkt over, hvordan den tamilske side kommer til at modtage det, at invitationen ikke er som den “plejer” at være. Jeg tror jeg er kommet frem til, at den skal være så flot at selv mig og min hypersnobbede æstetiske sans er tilfreds. Når invitationen er gennemført og smuk, men ikke heeelt som den plejer at være, så er der ikke nogen grund til at blive ophidset. Og hvis man alligevel bliver det, så siger det vel egentlig mere om dem end om mig.
Billeder følger, når gæsterne har modtaget deres invitation!