Da Aske friede til mig var der åndssvagt lang tid til at vi skulle giftes. Der var 1,5 år. Så vi tænkte naivt at vi nok skulle få styr på det hele i god tid og styre i mål uden at stresse over planlægningen.
Vi tog fejl. Eller. Aske havde jo ret, for han refererede til det, han havde tænkt på. Hvis bare vi får inviteret gæsterne, der er mad og der er øl, så kan han virkelig ikke se, hvad mere vi har brug for. Men som det sikkert er for mange par, så har jeg som brud en del flere og mere krævende forventninger til det kommende bryllup og sikkert som hos andre, er det mig, der får lov at bestemme. Jeg vil have masser af blomster, bonderomantik, gennemført oppyntning, god mad, vin, et gavebord, fine bryllupsbilleder, en bryllupskage, der tager kegler, at alle har en god aften og at vi har planlagt og uddelegeret, så vi kan slappe af på dagen.
Jo mere vi planlægger, jo klogere bliver vi på, hvor meget der skal gøres, hvor mange beslutninger, der skal tages, hvor mange mennesker, man skal koordinere med og hvor dyrt alting er. Og jeg tager mig selv i at tænke: Hvis bare jeg kunne blive gift 2 gange. En gang bare for sjov og for at teste, hvor god vores planlægning var og en gang sådan rigtig, hvor vi havde lært af alle fejltagelserne. Den første fest ville også være den, hvor vi inviterede hele verden og hvis noget gik skævt, så var det okay. Den anden fest skulle have maks 50 gæster og ville være gennemplanlagt og smuk og perfekt og romatisk og lyserød og fin og alle ville være glade og danse hele tiden.
Men jeg skal (forhåbentligt) kun giftes en gang og vi er tvunget til at få det til at fungere.
Jeg er ikke den eneste brud i Danmark, der er ved kløjes, når jeg tænker på antallet af gæster og det gør mig lidt glad. En anden tamilsk pige har skrevet et blogindlæg om at skulle giftes og have mange gæster og jeg kunne genkende mig selv i indlægget. Jeg læste det lige efter en tudetur, hvor jeg forklarede Aske, at det her bryllup er det samme som med mit udseende. Nogle gange, så ville jeg ønske jeg var høj og slank og rødhåret og havde smukke grønne øjne. Men sådan er det bare ikke vel? Jeg er ikke slank og jeg er i hvert fald ikke rødhåret. Og uanset, hvor meget jeg gerne vil, så kommer jeg aldrig til at ligne Prinsesse Fiona og derfor skal jeg holde op med at dvæle ved tanken om, hvis bare…
Og det er det samme med det skide bryllup. Jeg slipper aldrig af med mine rødder og jeg kommer altså fra en baggrund, hvor bryllupperne er store og bliver bevidnet af så mange, som muligt frem for at være små og intime. Så jeg kan ligeså godt holde op med at ærgre mig og i stedet arbejde sammen med bagagen, jeg har fået med mig ind i verden frem for at drømme om det, jeg hellere ville have haft.
Måske er du typen, som nu vil indvende, at jeg er voksen og vel selv bestemmer. Du har helt ret. Sådan har jeg det også. Her er en af mine favoritsange med samme tema.
Når jeg går og synger: I am a grooooown woman! I can do WHATEVER I want!!! Så tilføjer Aske på sin nede-på-jorden facon: And suffer the consequences…
Og det er det, det handler om. Jeg gider ikke at holde mit lille lukkede drømmebryllup for så at skulle håndtere alt det lort, der følger med, når man ikke inviterer stort ud. Jeg har ikke noget at skamme mig over, så jeg bekender mig til den tamilske tankegang om, at alle skal komme og bevidne mig indgå ægteskab med min blege dansker. Så er dét nemlig på plads og jeg skal aldrig høre på kommentarer om, at folk ikke vidste jeg var blevet gift eller om, hvorfor mon vi blev gift i hemmelighed. Og jeg vil ikke udsætte mine forældre for at skulle forklare familie og venner, hvorfor deres datter både har fundet en hvid mand og så også lige i tillæg forklare, hvorfor vi ikke holder fest, som man plejer. Om det mon er fordi der er noget, de skammer sig over?
Jeg skammer mig ikke og jeg skal giftes én gang. Med Aske. Lad os se om ikke folk er glade og danser selvom, der er mange mennesker. Og om ikke jeg får både masser af blomster, god mad og en killer bryllupskage.