I oktober var Aske og jeg i Paris for at deltage i min kusines bryllup. Selvsamme kusine, der blev gift på papiret i februar. Det var vores første større tamilske fest sammen og jeg var ret spændt på, hvordan det skulle gå. Det ville være et kulturclash for Aske (gik jeg ud fra) og der ville helt sikkert være opmærksomhed på ham alene af den grund, at han var hvid.
Aske fik da også en del opmærksomhed. Min far introducerede sin svigersøn for alle sine gamle buddies, som han kendte fra sine unge dage på Sri Lanka/dengang han boede i Paris. Aske hilste pænt med et vanakkam* og fulgte ret ofte op med eppadi pokudu**? De var ved at gå bagover af overraskelse og virkede ret begejstrede for den pæne, unge, hvide mand i vesti salwa***, som hilste på tamilsk.
Jeg til gengæld blev spurgt af to forskellige tamilere om jeg talte tamilsk. Åbenbart antog de, at når nu jeg var blevet gift med en dansker, så var det nok fordi at jeg overhovedet ikke havde styr på det tamilske. Eller også er det fordi, at man i London (hvor den ene kom fra) og Paris (hvor den anden kom fra) har ret mange børn og unge, der ikke taler et ord tamilsk på trods af, at der er vildt mange tamilere i de respektive byer.
Anyhow.
Vi havde en rigtig fin fest. Vi kedede os lidt (musikken var for høj til at føre en samtale), men brugte tiden på at lege med min niece og chille. Aske har udtalt, at han fremover kommer til at slæbe legetøj med for at undgå kedsomheden. Alt vi havde denne gang var en lille bitte hacky sack.
* Goddag
** Hvordan går det?
*** Silkesæt til herrer