Skip to content

Skærmzombiens endeligt I

Når jeg dykker ned i en serie, bliver den hele min verden. Jeg lever mit liv gennem karaktererne og jeg får en følelse af, at jeg kender hovedpersonerne, at vi er venner og at jeg er en del af deres fællesskab. Og hver gang jeg starter et nyt afsnit, så er det rart, det er som at komme hjem, karaktererne og jeg har en fælles historie og en fælles hukommelse.

Det lyder godt ikke?
Det ville det også være, hvis ikke det skete på bekostning af virkeligheden. Når jeg er i seriemode, bliver jeg en arrig lille satan, som føler mit liv er så tomt og ensomt, kedeligt og intetsigende, når jeg ikke er i gang med et afsnit. Jeg bliver afhængig af karakterenes liv, tanker og følelser, fordi der ikke sker en skid i mit eget.

Det store spørgsmål er om mit liv er kedeligt, fordi jeg sammenligner det med serierne eller om jeg ser serier, fordi jeg keder mig i min hverdag. Uanset hvordan det hænger sammen, så bliver mit liv i hvert fald ikke en tøddel mere interessant før jeg giver slip på de fiktive venner, jeg har og omfavner alt det, som den virkelige verden byder på.

Så Netflix er død. I går var sidste dag, jeg havde adgang til det og meget passende var mit sidste afsnit af Supernatural et juleafsnit. Jeg så det i bussen til Jylland og blev køresyg, fordi jeg VILLE have et sidste afsnit med. En af hovedpersonerne fik trukket en negl af. Det er måske okay, at mit liv ikke er som hans.

One Comment

  1. Aske Sønderby Knudsen Aske Sønderby Knudsen

    Det gør mig glad at høre 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.