Jeg havde købt en marcipangris, der skulle tjene som mandelgave i weekendens familiejulehygge. Af en eller anden grund er den undsluppet sit cellofanfængsel og der er ikke nogen, der vil vedkende sig, at have hjulpet den ud. Så eftersom jeg ikke aner, hvorfor grisen pludselig bare står i køleskabet uden indpakning, hvorvidt den har været på eventyr, om et besøgende barn måske har slikket på den, om hunden har slikket på den, ja så kan grisen jo ikke rigtig være præmie alligevel. Så meget for at stille noget til side i forældrenes køleskab…
Så har vi været på indkøb. Vi har købt piskefløde og sild i karry og piskefløde og rejer og piskefløde og æg og piskefløde og grønkål og piskefløde… Kartofler købte vi ikke, dem havde mine forældre jo masser af i kolonihaven. Fint, ud og hente kartofler.
“Far! Hvad er det? Er det ikke grønkål, der står lige dér? ” spørger jeg farmand, der selv har plantet alting i haven.
“Hvaffonau? mjo ja det kan godt være.” siger han.
Nå okay. Plukke, plukke grønkål, mens jeg mumler for mig selv, at det var spild af penge at købe grønkål, når nu der er noget lige her i kolonihaven og hvordan kan man egentlig ikke vide, at man har grønkål stående, når det nærmest er det eneste, man har tilbage og resten af haven er en muddermark og man går lige forbi den lilla struttende grønkål, hver gang man skal hente kartofler?
Vi kommer hjem og min mor stikker hovedet ud, da hun ser mig komme gående med kartofler og kål.
“Sharangka. Sharangka! Hvad er det for en slags kål?” spørger hun.
“Grønkål” svarer jeg med øjenbrynene løftet. Jeg er stadig i mit bedrevidende og fordømmende mode.
“Men det er jo ikke grønt?” siger hun.
“Nej” siger jeg, mens jeg sukker indvendigt.
“Nej, det er det vel egentlig ikke. Men det er altså stadig grønkål.” siger jeg så, mens jeg modvilligt kravler ned af min høje hest.
Jeg var lige kommet i tanke om dengang Aske grinede af, at jeg troede hvidtøl var hvidt.
Vi har vel alle huller i vores almenviden.