Skip to content

Mit stolteste 7 tal

Jeg endte med at få 7 i mit speciale (svarer til 8/9 gammel skala) og jeg er udpræget tilfreds. Faktisk er jeg stolt, tilfreds og vanvittig glad. Det er ikke 12 og det er ikke 10 og der er givetvis nogle, som ikke forstår, hvordan jeg kan være tilfreds med 7 i mit speciale. Lad mig forklare.

Jeg er naturvidenskabeligt uddannet, men valgte alligevel at skrive et speciale med hovedvægt på sociologisk metode velvidende at jeg potentielt kom til at f**** det op. Men specialet var min absolut sidste chance for at lære noget nyt og eftersom jeg er af den overbevisning, at målet med universitetet/livet ikke er, at tage den sikre vej og skovle topkarakterer ind, men at udvikle sin egen faglighed, forfølge sine interesser og vokse i personlig karakter, så var der ikke rigtig nogen anden mulighed end at skrive om netop dette emne.

Men det har været svært. Rigtig svært faktisk, mest fordi at jeg har skulle lære det hele selv. Jeg har ikke fulgt kurser eller haft en specialemakker, som jeg kunne vende tingene med. Og et halvt år alene med uvant litteratur, teorier, filosoffer og videnskabsteori som ekstrovert trak tænder ud. Det meste af tiden vidste jeg jo ikke engang, hvad det var, jeg ikke vidste. Til tider var det så surt, at jeg forbandede min læreiver og overbevisninger langt væk og ønskede at jeg havde skrevet om skovbunde eller vilde dyr i Danmark. Men jeg havde taget en beslutning og så var der ikke andet for end at fortsætte. En dag af gangen. Selvom min taktik nogle gange var, at få dagen til at forsvinde (så behageligt som muligt) for så føltes jeg tættere på en færdig opgave, selvom jeg den dag, hverken havde læst eller skrevet noget.

Jo tættere på deadline, jeg kom jo mere tydeligt blev det for mig, at min opgave ikke ville nå at blive topdollarsuperduperdejligt velskrevet og jeg var fristet af bare ikke at aflevere for liiiige at få 3 måneder mere til at sikre mig, at den blev rigtig god. Men. Jeg havde faktisk også et andet mål med min opgaveskrivning end at lære nyt. Jeg ville også øve mig i at lægge perfektionismemonsteret væk og lære mig selv at livet går videre – også når man ikke får 10 eller 12. Så jeg afleverede til tiden. Jeg havde ondt i maven, mine skuldre sad højere end ørene og jeg tudede ret meget bagefter. Men jeg afleverede, fordi at jeg nægtede at blive tyranisseret. Heller ikke af hende, der bor inden i mig og altid vil være perfekt.

Jeg gruede for mit mundtlige forsvar og var bekymret for, hvad de ville slå ned på i opgaven. Og der var ting, de slog ned på. Bestemt. Jeg fik jo 7 og ikke 12. Men der var også masser af ting, som jeg fik rigtig meget ros for. Og de virkede ikke sure eller skuffede. Bare konstruktive. Og det gjorde mig glad. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes der er en værdi i at lave shaky arbejde, hvis det betyder man er ved at lære noget nyt.

Jeg blev færdig til tiden og jeg var tilfreds. Er tilfreds. Meget tilfreds. Der var god stemning til forsvaret, mine søskende og mand var med inde og se det og der var brunch, bobler og jordbærkage bagefter. Jeg fik blomster, krammere og gaver og det spillede absolut ingen rolle at jeg fik 7. Ingen rolle overhovedet.

Efterfølgende var mine søskende og jeg i Den Blå Planet, fordi jeg huskede det som værende virkeligt fedt. Det var det stadig. Jeg kunne bruge en hel dag på bare at kigge på hajer og rokker svømme langsomt, langsomt, langsomt rundt tror jeg. Studere tropefiskenes ubeskriveligt smukke farver. Kigge på de guldglimtende piratfisk der nærmest ligger stille i vandet. Sildene, der svømmer i cirkler. Rundt og rundt, sølvglinsende, slanke, hurtige. Al den skønhed. Al den ro.

DSC03188 DSC03201 DSC03204 DSC03213 DSC03214 DSC03237 DSC03241 DSC03244 DSC03257 DSC03258

 

Om aftenen var jeg ude at spise med Aske.
Jeg havde en perfekt dag.
Nu er jeg færdiguddannet.
Livet er ret lækkert.

DSC03276

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *