Skip to content

Godt Nytår!

Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte, så lad mig starte med det nærliggende:

Rigtig, rigtig godt nytår til jer alle.
Må jeres 2017 blive endnu bedre, smukkere og kærligere end jeres 2016!

Nu til det andet, som kan siges så kort her: Vi flytter og vi venter barn.

Vi flytter
Aske og jeg har aldrig boet kun mig og ham sammen – der har altid været et tredje hjul. I 2016 blev vi enige om, at vi gerne ville tage skridtet videre og møfle vores liv sammen i en ny bolig. Jeg flyttede i sin tid ind, hvor Aske boede med sine venner og selvom jeg har forsøgt, er det sgu aldrig rigtig blevet vores sted. Der er for mange historier og glade dage knyttet til stedet, som intet har med mig eller os to som par at gøre.

Nu har vi så fået en lille lejlighed på Østerbro, som vi flytter til i morgen.
Mig og Aske.
Vores lejlighed.
Jeg glæder mig helt åndssvagt meget.

Vi venter barn
Termin er sat til d. 25. juni 2017, så der er lige et fint halvt år til at nyde den sidste tids tosomhed, bygge rede og prøve at forberede sig på at livet aldrig bliver som vi kender det igen.

Jeg er ramt af en del graviditetsskavanker, hvilket egentlig er okay. Til gengæld er jeg ved at blive sindsyg af at jeg har svært ved at forstå, at der faktisk er en rigtig, levende baby på vej med fingre og tæer og behov for rene bleer og kærlighed. Jeg forstår det ikke. Hvor kommer babyer fra? Puf! Så er de der bare.

Så jeg ligger søvnløs om natten og prøver at regne ud, om der virkelig er en baby i min mave og om den vil vokse sig stor og fin og levedygtig eller om den går til inden den er klar til verden.

Andre nætter holder jeg Aske vågen, fordi det går op for mig at der faktisk er et barn på vej og jeg har brug for at høre ham sige at det nok skal gå. At man bliver forældre, man er det ikke og at vi nok skal kunne finde ud af at være voksne, ansvarlige mennsker og at vi klarer den. Sammen.

Her er baby-spiren i både 2D og 3D som den så ud til 12-ugers scanningen. Dér havde den det super og skulle eftersigende være very much real. Selvom jeg stadig ikke forstår det helt.

skaermbillede-2017-01-01-20-16-05skaermbillede-2017-01-01-20-15-59

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *