Min mor plejer at sige, at hovedpine og feber forstår man først, når man selv bliver ramt. Jeg må sande, at det også gælder fænomenet at være gravid.
Det stinker at være gravid. Ikke for alle selvfølgelig og hurra og tillykke til de heldige asener, som synes at det er fint nok at være gravid. Men såvel dem, som ikke har været gravide og dem, som har en afslappet, lækker graviditet skal lige øve sig i at holde igen med kommentarer af typen “graviditet er ikke en sygdom”. Jeg har allerede hørt lignende fra nogle stykker og helt ærligt: jeg bliver skide ked af, at man fortæller mig, at hvad jeg oplever er overdrevet eller indbildt. For nogle er der faktisk så mange gener forbundet med at være gravid, at det minder ubehageligt meget om en sygdom og *trommehvirvel*… det er ikke deres skyld.
Alle graviditeter er forskellige og man ved ikke, hvordan en graviditet påvirker en kvinde før hun rent faktisk står midt i den. Man kan ikke engang regne med at hendes anden eller tredje graviditet ligner hendes foregående og hvad hun oplever har sjældent noget at gøre med om hun er for tyk, tynd, sart eller følsom.
Så her er et indlæg om, hvor nederen jeg har haft det de sidste 3 måneder. Måske er du gravid og kan genkende beskrivelsen og bliver lettet over ikke at være alene. Måske bliver du klogere på det at være gravid og føler dig mere klædt på til når det er din tur. Og måske, måske siger du ikke dumme ting til den næste gravide, du møder, for nu ved du bedre.
Morgenkvalme
Det er noget overordentlig misledende bullshit at kalde fænomenet for morgenkvalme. For den kan sagtens være der 24/7 eller fast om f.eks. aftenen. Ifølge internettet, læger og andet fagfolk plejer den berygtede morgenkvalme at lette omkring uge 12. Mere bullshit. Eller. Det gør den sikkert for mange, men ikke for mig. Jeg oplever først at den begynder at forsvinde nu her i uge 16+ og det er kun i dagtimerne, så jeg slutter stadig dagen med at prøve at børste tænder uden at brække mig.
Kvalme er en styg ting. Jeg mistede fuldstændig appetitten og har flere gange bedt Aske om at spise sin mad et andet sted fordi synet og lugten gjorde mig dårlig. Og det er jo ikke sådan, at jeg ikke var sulten selv. Jeg var mega sulten og sult gør mig sur, men uanset hvad jeg blev præsenteret for, syntes jeg bare det var klamt.
Kvalme er ikke kun madlede og følelsen af at Verden har rottet sig sammen og skruet op for alle dufte og lugte med det ene formål at få en til at knække sig. Nope. Berøringer og lyde kan også gøre det. Jeg fandt mig selv gå grædende rundt bag Aske i lejligheden en dag, fordi jeg havde det dårligt og gerne ville trøstes, men jeg fik det endnu værre, hvis han rent faktisk prøvede at holde om mig eller nusse mig i håret. Det er sjovt nu, men var hjerteknusende sørgeligt, da jeg stod i situationen.
Jeg tabte mig 3 kg de første 2 måneder, men har taget de 2 kg på igen her til sidst, hvor kvalmen letter i perioder.
Ekstrem træthed
I kender godt det der med at være træt. En behagelig, søvnig fornemmelse, man gaber, strækker sig og er måske ikke så hurtigt tænkende eller fuld af energi som man plejer, men det er ok for en god nats søvn og så er man ovenpå igen. Sådan er det ikke, når man er gravidtræt. Ikke for mig. Det er som at være i en osteklokke hele tiden, hvor folk taler til en, men man er ikke sikker på, hvad ordene betyder. Man sover til middag og sidder alligevel og nikker over aftensmaden og tæller minutterne til man kan gå i seng. Min personlige regel var at klokken skulle blive 21.00 og jeg prøvede at holde mig vågen indtil da ved at stene Netflix. Og så sov jeg som en sten i 12-13 timer og gentog stuntet næste dag.
Zombietrætheden begyndte at forsvinde omkring uge 14+ for mig.
Smerter i hofter og lænd
Åbenbart går kroppen i gang med at forberede sig til at der skal være plads til baby i bækkenet med det samme og ikke først når fosteret begynder at fylde noget. Graviditetshormonerne blødgør ledbåndene så kroppen giver plads til den voksende livmoder og for nogle betyder det crazy smerter fordi musklerne ikke stabiliserer nok. For mig betyder det, at jeg svajer alt for meget i lænden. Så jeg har brugt en del dage i sengen, fordi min lænd og hofter ikke ville samarbejde og det gjorde ondt at sætte mig ned, rejse mig eller at gå rundt.
Jeg har været til fys, som har givet mig nogle øvelser til at aflaste lænden og så har hun nedlagt forbud mod slentreture og løbebånd, da jeg svajer mest dér. Men ellers skulle jeg bare tage i Fitness og svømmehallen, som jeg lyster for at styrke muskulaturen.
Angst og depressive tendenser
Det skulle også være normalt, at hormonerne gør en lidt følelsesmæssigt ustabil og at voldsomme følelser afløser hinanden på skift. Jeg var bare ikke forberedt på at det betød, at jeg ville græde stort set hver dag. Nogle dage fuldstændig uden grund og som jeg sagde til Aske: Mit ansigt græder og jeg ved ikke hvorfor. Andre dage fordi jeg følte mig drænet og så inderlig træt af at have det skidt.
I starten kaldte jeg fosteret for parasitten, fordi jeg følte den sugede alt liv, glæde, håb og optimisme ud af mig. En lille bitte dementor, som gjorde mig syg, ængstelig og depressiv og bare lå og voksede sig større imens jeg falmede bort. Men som med kvalmen og trætheden er også gråden gået mere eller mindre i sig selv igen og parasitten bliver nu omtalt som baby.
Tanker om graviditeten
Jeg vidste ærligt talt ikke, at første trimester kunne være så hæsligt. Jeg har længe gerne ville have barn og overvejede i sin tid om ikke godt, jeg kunne skrive speciale og være gravid samtidig. Det er jeg virkelig glad for, at jeg ikke prøvede på, for det ville jeg ikke kunne have gjort. Jeg er også glad for, at jeg ikke er i arbejde og skal prøve at få mit arbejdsliv til at fungere samtidig med at jeg har det af helvedes til. Jeg er i den privilegerede situation, at jeg udelukkende kan fokusere på, at få en god graviditet fremefter og det er der brug for.
Første trimester er blevet brugt på at ligge i sengen og kigge op i loftet, at græde, at brække sig, at have smerter, at kede sig, at spørge sig selv om babyen virkelig er det værd, om det er mig, der er svag og om hvorfor jeg ikke vidste mere om graviditeter inden jeg stod i det. Så har jeg savnet min mor, været fuld af selvmedlidenhed, selvhad, selvforagt og så har jeg savnet min mor lidt mere. Jeg har funderet over, hvor smukt livet var inden graviditeten og jeg været urimelig og lortet over for Aske, fordi det er vores baby, men han lider ikke.
Aske til gengæld har været fantastisk i alle de her uger. Han har trøstet mig, skaffet mig mad og spist den, når jeg ikke ville have den alligevel, lyttet til min kilometerlange taler om hvor skidt jeg havde det, klaret opvasken og ikke med et ord brokket sig over mig på noget tidspunkt. Og det har været lige præcis, hvad jeg havde brug for. En der lyttede og hjalp mig igennem dagene, når de virkede mørke og jeg følte mig skrøbelig. Ikke dumsmarte kommentarer om, at graviditeter ikke er en sygdom…
Nu er jeg 16+4 henne. Trætheden og tristheden er så godt som væk. Kvalmen er væk i flere timer af gangen og smerterne bliver der arbejdet med.
Jeg tror de næste måneder bliver bedre 7-9-13 og lige nu føles det bestemt som om baby er det hele værd.