Operation 15 kg

Operation 10, 15, 25 og nu: 30 kg

Med hverdagen følger også tanker om “Hvad nu”? Jeg har levet i en boble længe og det har været et spørgsmål om overlevelse og at komme på benene igen. Og nu er vi her, tilbage i vores liv, i vores lejlighed, her er trygt og rart og der er plads til tanker om, hvordan vores nye hverdag skal skrues sammen.

Et af de store temaer, som mine tanker kredser om, er hvordan jeg får min krop i topform. Hvis der er noget, jeg tager med mig efter graviditeten og det år, som der er gået, så er det at en krop, der fungerer ikke er en selvfølge og et stærkt ønske om, at gøre mig selv så sund, stærk og smertefri, som muligt. Hvor jeg før i tiden kiggede på muskuløse kvinder og tænkte at de virkede maskuline, kigger jeg nu på dem og bliver grøn af misundelse. Jeg ville ønske, det var mig, der kunne knuse en vandmelon mellem mine lår.

Det store problem er, at jeg jo faktisk har prøvet at tabe mig og komme i form før og det er endnu ikke lykkedes mig at knække koden til sund mad og træning. Faktisk er der sket det, at jeg bare har taget på og taget på og taget på. Og ja – jeg ved godt at noget af det, kan tilskrives at jeg har været tvunget inaktiv, men der er altså mere til den historie end bare dét. Så nu hedder det ikke operation 10 kg, men operation 30 kg og det gør mig lidt forpustet. Hvordan smider man 30 kg, når man ikke kunne smide 10 kg? Der er jo nok ikke andet for, end at tage det en dag af gangen og kigge min livsstil efter i sømmene, men puuuuh.

Det betyder, at jeg kommer til at skrive en del om livsstilsændringer, kost og motion den kommende tid. Jeg ved, at der er en del læsere, der kigger forbi pga. det tamilske aspekt i mit liv og til jer vil jeg bare sige, at der nok skal komme noget en gang imellem.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *