Vægttab

Challenges som en vej til vægttab

Maj gik strålende, vi fejrede en veloverstået challenge, som planlagt og det hele var så fint. Men efterfølgende kom jeg ikke rigtig i gang igen og det generede mig grusomt. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at “i dag er jeg god” og så spiste jeg et eller andet, som ikke lige var meningen. Hvorefter jeg selvfølgelig besluttede, at jeg ville være god fra det magiske i morgen.

I processen har jeg været forbi min kostvejleder og vi har haft en god snak om, hvad der er op og ned på min vægttabsrejse. Selvom vores snak var berigende, kom jeg stadig ikke i gang; det var som om, der manglede noget.

Så jeg har tænkt over, hvordan det kunne være, at maj var sådan en succes og hvad jeg kan bruge fremadrettet. Jeg er nået frem til følgende:

  1. Del den lange rejse op i mindre bidder – ellers bliver det for surt.
  2. Allier dig med nogen, der hepper på dig og kender din kamp.
  3. Opsæt et belønningssystem, der belønner indsatsen (som du kan styre) og ikke resultatet (som er uden for din kontrol).
  4. Belønningen skal være en rigtig belønning; altså noget, som du virkelig gerne vil have eller opleve, og som du ikke bare lige ville få eller gøre uanset hvad.
  5. Kend din kalender og hav en plan for, hvordan du spiser ved de mange “særlige anledninger”.

Baseret på principperne har jeg lavet en ny challenge. Denne gang har jeg involveret min søster og challengen varer i 50 dage, hvor jeg har forpligtiget mig til at følge kostprincipperne fra min kostvejleder. Jeg holder 2 pauser i de 50 dage; 1 weekend, hvor vi fejrer Ramyas fødselsdag og 1 uge, hvor vi skal til Prag. Det betyder at jeg har en plan for, hvordan jeg skal spise t.o.m. d. 10. august. Og når tiden er gået og jeg har været dygtig, som planlagt, så kommer søster til København og vi skal ud at spise!

Man kan vel ikke challenge sig gennem livet?

Det kan virke som en løsning, der ikke er bæredygtig, når jeg bruger challenges til at holde mig til ilden. For når challengen er forbi, er jeg tilbage i chipsposen. Eller? Jeg tænker både og. For jeg kunne godt tænke mig et liv, hvor der er plads til, at jeg af og til skejer ud. Men det tager kegler at smide overflødige kg og dér er der ikke meget plads til hyggekalorierne. Så jeg bruger challenges til at holde kursen og ramme min drømmevægt og undervejs arbejder jeg på at finde ud af, hvordan mit afbalancerede, lykkelige liv egentlig ser ud. Hvad skal ratioen mellem kål og kage være? Hvor tit dyrker jeg motion? Hvor mange timers søvn skal jeg have for at fungere? Er der nogen, jeg burde ses mindre med? Nogen, jeg gerne vil se mere? Nye hobbyer? Projekter? Rejser? Hvilke vaner vil jeg gerne oparbejde? Og stille og roligt skal det hele nok falde på plads. Det ender godt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *