Kostprincipper

Kostprincipper

Jeg tror ikke på, at der er én endegyldig sandhed om, hvad man bør spise for at tabe sig og holde vægten. Det er fint at folk sværger til den ene eller anden kur eller kostretning, men det bliver for firkantet til mit temperament. Jeg er derfor i gang med at finde ud af – fra dag til dag – hvad jeg godt kan lide at spise og hvad der fungerer for mig. Den eneste regel, jeg tror på, er at man skal være i kalorieunderskud for at tabe sig.

De kostprincipper, jeg spiser efter for at tabe mig ser sådan her ud:
1. Ingen sukkerholdige drikke
2. Meget små mængder ris, pasta, brød mm. og spises fortrinsvis om aftenen
3. Masser af grøntsager
4. Masser af vand
5. Godt med protein og sundt fedt
6. Ikke noget junk
7. 2-4 måltider om dagen afhængig af appetit

Det er retninglinjer, som fungerer, når jeg følger dem, men jeg prøver at lade være med at skælde mig selv ud, hvis jeg ikke lykkedes med det hver dag. Den skam, der følger med, hvis jeg ikke lykkedes med at følge dem, resulterer nemlig oftest i at jeg trøstespiser, så jeg øver mig virkelig i at trække på skuldrene og fortsætte mit gode arbejde, så det ikke bliver et dobbeltnederlag.

Visdom fra kostvejlederen
Sidste år gik jeg hos en kostvejleder og selvom jeg ikke følger hendes kostanvisninger 100 %, så tilskriver jeg hende alligevel æren for at forstå, hvordan jeg skal tabe mig. Jeg tabte mig 10 kg da jeg var i forløb hos hende og det har grundlæggende givet mig en tro på, at jeg kan tabe mig.

Jeg har længe arbejdet med min vægt, men min indsats har båret præg af, at jeg ikke helt troede på projektet. Jeg bliver hver gang utålmodig og når at tænke “det lykkedes alligevel ikke” og giver op midt i det hele. Men i den tid jeg gik hos Anne og fulgte hendes anvisninger tabte jeg mig og endda i et rigtigt fint tempo. Hun hjalp mig virkelig med at få øjnene op for at jeg godt kan tabe mig, så længe jeg holder mig til kostplanen.

Stabilt blodsukker
Anne bad mig eliminere de kulhydrattætte fødevarer for at holde mit blodsukker stabilt. Det betød at jeg for første gang oplevede, hvordan for mange (og for hurtige) kulhydrater gør mig oppustet, træt, ødelægger mit humør og øger min appetit. Når jeg skærer ned på kulhydraterne bliver jeg stadig sulten, men jeg bliver ikke hangry, som jeg ellers bliver. Det var noget af en aha-oplevelse for mig!

Nu er jeg derfor opmærksom på ikke at spise for mange kulhydrater, men jeg er ikke villig til at skære dem helt ud af min daglige kost. Jeg er for glad for smagen og kan ikke holde den nye måde at spise på, når jeg hver dag føler at jeg kører kun på viljestyrke. Derfor prøver jeg at rationere kulhydraterne og spise dem til aftensmaden, så jeg ikke starter dagen på kulhydrater, som gør mig sur og sulten resten af dagen.

Jeg tæller ikke kalorier – det fungerer ikke for mig. Men jeg prøver at designe mine måltider, så den kalorietætte mad ikke fylder for meget. Så må vi se, om jeg skal ændre noget senere.

Du kan se hvad jeg spiser fra dag til dag på Instagram 🙂

No Comments

Post a Comment