Skip to content

Man kan ikke skamme sig til at elske sig selv

Jeg er inde i en periode af mit liv, hvor der er fart på. Der er noget helt inde i min kerne, som er i rivende udvikling og som er ved at “falde på plads”. Jeg føler mig forpustet og forvirret og det er lidt svært for mig at følge med. Min terapeut kaldte det for et hamskifte. Jeg kalder det for fødselsveer, eftersom jeg har ondt i maven det meste af tiden.
Der er en ny Sharangka på vej.

De af jer, der har fulgt mig gennem årene på bloggen ved at jeg har haft mange selvudviklingsprojekter i søen. Jeg ville tabe mig, jeg ville skrive en bog og jeg ville være veganer. Vel og mærke mens jeg sideløbende tog en kandidat og planlagde et bryllup. Al respekt for mit tidligere jeg og de ambitioner, jeg havde på egne vegne, men altså… Hold op, hvor havde jeg gang i meget på samme tid. Der er vel ikke noget at sige til, at jeg ikke rigtig fik succes med hverken vægttab, bogprojekt eller veganervejen.

En ting som fylder meget hos mig i de her dage er, hvordan jeg prøvede at opnå mine mål. For mig handlede det meget om at lægge en effektiv plan og så følge den. Når jeg mislykkedes med planen, så blev jeg utrolig vred på mig selv og jeg skammede mig over ikke at opnå mine mål. Jeg pressede og skubbede mig selv og talte rent ud sagt skidegrimt til mig selv. Og set i tilbageblik virker det helt absurd at behandle sig selv sådan.

Jeg kan mærke, at jeg har fået en meget mere omsorgsfuld og kærlig måde at være på over for mig selv. Jeg er ikke sikker på, om den er opstået, fordi jeg er startet på uddannelsen til at blive psykoterapeut, eller om det er fordi, jeg er blevet mor. Det er nok en kombination. Men jeg har fået en helt ny forståelse for, hvad det egentlig vil sige at være sin egen kære mor og jeg må se i øjnene, at jeg tidligere ikke har passet godt nok på mig selv. Jeg mærker en sorg over, hvordan jeg har behandlet mig selv. Og jeg mærker en form for beslutsomhed omkring, at nu skal jeg fandme vise mig selv, at jeg både kan drage omsorg for mig selv og respektere mine egne grænser.

Tidligere har jeg virkelig været optaget af alle de ting, som jeg gerne ville, men “ikke kunne” fordi jeg var for tyk. Jeg skammede mig over mig selv, min livsstil, mit udseende, min manglende selvkontrol, you name it. Jeg fortalte mig selv, at jeg ikke kunne tage på stranden og bade, fordi jeg var for tyk. Måske næste år, når jeg havde tabt mig. Jeg kunne ikke tage i svømmehallen – samme grund. Jeg kunne ikke lave videoer til YouTube, for jeg var for tyk. Jeg kunne ikke deltage i netværksarrangementer, for hvor professionel kan man egentlig være, når man har 25 kg ekstra på ribbenene? Jeg kunne ikke invitere min målgruppe på kaffe. Jeg kunne ikke tage i byen og danse længere. Jeg kunne fucking ikke engang spise en is i solskinnet længere, uden at tænke på at folk, der gik forbi tænkte at det nok var derfor, at jeg var tyk. Og ærligt talt. Der er folk, der tænker grimme tanker om tykke mennesker, men det behøver jeg sgu da ikke udsætte mig selv for? Jeg er mere værd end hvad badevægten fortæller mig og hvor er det voldsomt at fortælle sig selv år efter år, at det og det må du ikke, før du er blevet tynd igen. Det er altså bare ikke en måde at behandle nogen på.

Jeg elsker mig selv – også selvom jeg er tyk. Jeg har købt en bikinitrusse, som min tykke mormave kan være i. Jeg vil i svømmehallen og jeg gider ikke vente på, at jeg er tynd. Jeg er begyndt at invitere interessante mennesker på kaffe, fordi at jeg godt ved, at jeg både er intelligent, dygtig og professionel, selvom jeg er en plus size. Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at kunne se det, men det kan jeg altså. Jeg er god nok, lige sådan som jeg er.

I kølvandet på min nyfundne egenomsorg har jeg også prøvet at mærke efter om jeg overhovedet vil tabe mig. Hvis jeg nu kunne være tyk og stadig gøre og være alt det, som jeg ville, ville jeg så stadig gerne tabe mig? Svaret er ja. Ja, jeg vil gerne tabe mig. Det er der rigtig mange grunde til og jeg uddyber dem en anden dag. Men for nu er der bare at sige, at ja, jeg vil stadig gerne tabe mig og jeg nægter simpelthen at skælde mig selv ud i processen, aflyse sociale arrangementer, sulte mig selv eller på anden vis gøre tilværelsen sur for mig selv, mens jeg venter på at blive tynd nok til at fortjene at være glad.

Så. Jeg har slettet alle mine gamle vægttabsindlæg, fordi jeg troede, at jeg ikke ville skrive om vægttab længere. Jeg skammede mig over at blive ved med at prøve, når jeg nu tydeligvis ikke kunne finde ud af det. Men jeg vil gerne skrive om det alligevel. Jeg er på en glow up rejse, hvor jeg arbejder med at etablere sundere vaner og I er inviteret med. Jeg ved ikke, hvor rejsen ender i forhold til kg, men altså. Måske er det heller ikke så vigtigt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.