Okay folkens. Here we go.
Ramya er 3,5 år nu og jeg er endelig, endelig, endelig et sted i mit liv, hvor jeg har energi og mod på at kigge tilbage på min graviditet og fødsel for at finde ud af, hvad fuck der egentlig skete for mig og for os.
Jeg rodede mig ud i en solid fødselsdepression og fik bækkenløsning allerede, da jeg var gravid. Både min depression og bækkenløsning blev værre efter fødslen og toppen på kransekagen var, at jeg ikke lykkedes med at amme mit lille nyfødte barn. Ramya røg på modermælkserstatning allerede det første døgn og selvom vi prøvede at lægge hende til og pumpe ud, så lykkedes det bare ikke at få gang i nogen mælkeproduktion. Jeg kan for sin vis godt leve med, at jeg fik en depression og en bækkenløsning. Jeg ville helst have været foruden, men alligevel. Det er okay. Men at jeg ikke kunne amme, det får mig stadig til at stortude. Jeg havde så mange forestillinger og om mig i rollen som mor og det gjorde ondt, da de forestillinger faldt knuste til jorden. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle amme mit lillebitte, fine barn. Forestillet mig, hvordan vi skulle sidde helt tæt, hvordan vi skulle kigge hinanden i øjnene, hvordan jeg ville kunne dufte hende, duften af baby og gylp og jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være den altomfavnende moder, der dækkede hendes behov for nærvær, føde, kropskontakt og kærlighed. Men det skete ikke og lige nu vil jeg ikke engang forsøge at beskrive den smerte, som det medførte. Jeg kan bare sige, at mit hjerte stadig bløder og at jeg føler mig svigtet af det danske sygehusvæsen for jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for til at etablere amningen.
I forbindelse med at jeg er begyndt at tænke på og tale om min oplevelse med at blive mor, så googler jeg også, hvordan andre har oplevet det at være gravid og føde. Og her faldt jeg over, at bl.a. Femina faktisk har sat spot på gravide kvinders forringede måde at blive behandlet på i det danske sundhedssystem, som er præget af at personalet simpelthen ikke har tid til at yde den omsorg, som de fødende har brug for. Du kan læse mere nedenfor, hvor jeg har linket til artiklerne. Jeg ved ikke om man skal være mor med en dårlig fødselsoplevelse for rigtigt at kunne mærke smerten, men jeg tudede, mens jeg læste artiklerne. Måske er det bare mig.
Femina: Moderskab er også kvindekamp, og fødslen er frontlinjen
Femina: Nanna Sofie blev sygemeldt med angst og PTSD under sin graviditet
Femina: Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter.
Femina: Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla
Femina: Mie købte privat fødselsforberedelse: “Det sygehuset tilbød, var ikke tilnærmelsesvist nok”
Mødrehjælpen har lavet et manifest til politikerne, hvor de fremsætter seks krav til politikerne (tak for det!) og du kan være med til at støtte sagen og skrive under her. Jeg har skrevet under og jeg håber, at du også vil klikke på linket og få skrevet under. Det tager ingen tid og det betyder rigtig, rigtig meget!
Mødrehjælpens 6 krav til politikerne:
- Gratis adgang til fødselsforberedelse i små hold
- Tilbud om sundhedsplejebesøg til gravide før fødslen – og sammenhæng gennem hele forløbet
- Mere jordemodertid til den gravide før og under fødslen
- Ingen familier sendes hjem fra fødegangen, før de er klar
- Gratis hjælp hele døgnet til at komme godt i gang med amning
- Gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer
Det gør mig glad, at der er fokus på de fødende kvinders vilkår. Det betyder, at der er nogen, der faktisk går op i det og at jeg ikke er den eneste, der synes at det er fuldstændig forrykt, hvad man byder de fødende. Men det gør mig faktisk også ked af det, at der overhovedet er behov for at vi kvinder skal lave så meget larm for at få en tryg fødselsoplevelse. Det gør mig ked af det, at jeg skulle have en dårlig oplevelse på sygehuset og at jeg som resultat ikke kunne amme mit barn. Og det gør mig ked af det, at jeg ikke er den eneste kvinde, der føler mig svigtet af den offentlige sundhedssektor. Jeg er gal og jeg er ked af det. Så ja. Bare skriv under already.
Det var alt for i dag. Jeg vender tilbage.