Skip to content

Tamilsk fødselsdag

Jeg og Aske har været i Kolding til fødselsdag hos familien. Min niece blev 2 og brormand blev 30, så den stod på stor fest. Jeg stod for en dessert (mini pavlovaer) og for et løb sammen med min søster. Min tilværelse er ofte præget af filosofiske tanker og desperate eksistentielle spørgsmål, der skal give mit liv mening. Men fredag aften, da jeg havde pisket min to-be-marengs masse i en hel time og elpiskeren var varm og der lugtede af brændt plastik  i køkkenet var alt jeg kunne tænke “HVORFOR vil det ikke stivne?!!!!!”. Jeg googlede og googlede og læste indlæg fra forskellige fora og blogger og endte med at konkludere, at æggene skulle have været stuetempererede og dem jeg brugte kom direkte fra køleskabet. Så jeg kreerede et vandbad i køkkenvasken, lod baljen med hvidt skum stå der i noget tid og prøvede igen at piske videre. Massen blev ikke så stiv at jeg kunne vende baljen uden at det slap, men jeg besluttede simpelthen at det var godt nok og bagte dem af. Hvis det ikke fungerede måtte jeg jo købe færdige fuglereder dagen efter. De endte heldigvis med at blive helt hæderlige:)

    

Festen var som sagt stort anlagt og der var farvetema, så gæsterne var blevet bedt om at dukke på i sort, creme eller rosa for at matche festopdækningen. Balloner, bordduge og kage var nøje afstemt og kagen, der forestillede Pingu og hans verden fik følgeskab af oliven-gulerodssnacks i pingvinform.

 

De tamilske fester, jeg er vokset op med er røvkedelige. Man dukker op i sit stiveste puds og sidder på sin flade det meste af festen og det er langt fra sikkert man får hyggesnakket og haft det sjovt. Fokus er på opdækningen, pynten og tøjet, samt dokumentationen af festen i form af video og fotografier, mens der ikke tænkes så meget over, hvordan man sørger for at skabe en fest med latter og hygge for sig selv og sine gæster. Den her fest var dog anderledes i det der netop var udtænkt noget underholdning i form af et løb med poster, der var taler og der var en lille video stykket sammen af billeder fra min nieces 2 årige liv. Der var god stemning og der var hyppige latterudbrud.

Festen sluttede af med min niece og hendes veninde, der dansede en improviseret dans til deres yndlingsnummer i ført nattøj (det var jo sent), mens gæsterne stod om en halvcirkel om dem og klappede og hujede. De små damer vrikkede med deres blenumser, viftede med armene og leverede faktisk et helt pænt show. Lige til en YouTube video med titlen “Cute 2 year olds dancing”.

Vi forlod festen ti i ti og var hjemme i København 01.30 og var så smadrede. Men det var en god fest og en solid oplevelse til mindekisten i mit hoved.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *