Det er Store Bededag i morgen og i følge traditionen så hører der sig hveder til. Jeg ringede til den smukke Aske, som jo er rigtig dansker (et begreb, som måske ikke findes, men I ved hvad jeg mener) og spurgte om det var en tradition, de havde i hans familie. Det skuffende svar var: nej. Nogle gange er der nogle i familien, som køber hveder, men det er ikke en årlig tilbagevendende tradition. Det synes jeg en skam af den indlysende årsag, at hveder med tandsmør er gudeguf og når nu kun de er tilgængelige den ene gang om året, så skal man da have en eller fem før de er væk?! Jeg har derfor besluttet at selvom hverken Aske eller jeg rigtig er vokset op med traditionen, så indføres den hermed i den lille familie jeg og Aske udgør. Jeg vil se om ikke jeg kan finde den perfekte opskrift og bage dem selv, men eftersom jeg som altid har travlt kunne det også være, jeg bare skulle købe dem i år. Men overvej lige hvor coolt det ville være, hvis vores fremtidige børn voksede op med hveder, som mor bager dem og kunne arve en opskrift, som ville være nøglen til minder, hygge og nostalgi? Det ville være übercool.
Jeg havde nogle filosofiske overvejelser om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at adoptere traditionen med hveder på St. Bededag, når jeg nu ikke er kristen, men nu er det jo heldigvis sådan, at selvom traditioner ofte udspringer af religion, så bliver de med tiden folkeeje og man husker sjældent hvordan det startede. Jeg wikipediaede hvederne og kunne læse mig frem til at de blev opfundet, så folk havde brød selvom bagerne ikke måtte arbejde på bededagen. Så hvederne er ikke engang særlig kristne. De er bare et praktisk tiltag, som folket og nu også jeg har taget til sig.