Det er sommerferie og jeg har holdt velfortjent fri. I sidste uge var jeg i Sønderborg hos mine forældre og måtte atter en gang forundres over, hvordan jeg kan glemme den skønhed de omgiver sig med. Mine forældre har en villa i et stille kvarter med kæmpe vinduer hvorigennem vind og vejr lader sig betragte. Da jeg var der, var det solrigt og kvælende varmt. Sollyset væltede ind af vinduespartiet og flød ud over det smukke trægulv, der kun blev smukkere af det varme lys. På grund af varmen, var det oplagt at sidde udenfor, hvilket jeg da også gjorde. Jeg sad på trappestenen ved terassedøren og kiggede ud på blå himmel og grønne trætoppe og nød lyden af den ikke tilstedeværende trafik.
På trods af at mine forældre har deres egen villahave, så har de også en kolonihave, hvor de dyrker grøntsager. Jeg synes det er lidt fjollet, de kunne vel bare dyrke haven derhjemme, men jeg er kommet frem til, at det i virkeligheden nok også er det sociale der lokker. To af mine onkler og andre tamilere har kolonihaver i det samme område og i kolonihavesæsonen hænger de ud, griller, laver mad på gasblus, udveksler plantefrø og sladder og hjælper hinanden med de vanskelige opgaver. Mine forældre købte grunden som en græsplæne og har selv bygget kolonihavehuset og plantet/dyrket alt, hvad der står der i dag. De (især min far) er revnefærdige af stolthed over sin kolonihave og det tror da pokker! Jeg er helt stolt og jeg har ikke engang en andel i haven. Jeg kommer bare forbi og nakker lidt bær og grøntsager en gang i mellem og glæder mig over den støvlilla anemone, som de lader stå kun fordi jeg er vild med den.
Denne gang opdagede jeg at der var kommet en ribsbusk til siden sidste år og jeg blev ellevild. Plukke, plukke, plukke ribs, transportere forsigtigt til København og bage, bage kage. Jeg lavede en fusionskage, hvor der også indgik rabarber fra Askes fars baghave. Det morede mig, at de sådan uvidende bidragede til det hverdagsmirakel min frugtkage var:)
Summa Sumarum. Jeg ville bare lige blære mig med min fars have.