Vi fik os en god snak, mig og veninden i går. En af de ting vi kom ind på var, hvordan hun synes at det var besynderligt at jeg på samme tid gør så meget oprør mod mine forældre og det tamilske samfund og insisterer på at være min egen, men samtidig er besat af selvhjælpsbøger og i at observere andre menneskers måde at leve på. Jeg synes forbindelsen er soleklar.
Jeg har hele mit liv været underkastet regler og restriktioner alene af den grund at jeg er en pige. Der var også regler for min bror, men de var meget mere lempelige end dem, der gjaldt for mig.
Der var regler omkring mit tøj. Det skulle minimum dække skuldre, knæ og bryst, det måtte ikke sidde for stramt og det skulle helst være meget konservativt. Ikke noget street, hippie eller poptøs tak.
Jeg måtte ikke drikke alkohol. Det betød at klassefester/fester med vennerne for mit vedkommende blev dybt uinteressante og en kilde til ulykkelige følelser og frustration fra 7. klasse og gennem hele gymnasietiden.
Jeg måtte ikke have drengevenner eller en kæreste.
Jeg skulle være hjemme kl.22.00.
Jeg skulle hjælpe med at rydde op, gøre rent og lave mad for det skal piger kunne og en fremtidig mands familie skulle ikke kunne pege fingre af mine husholdningsevner.
Jeg skulle være en mønsterelev.
Jeg skulle være respektfuld, gøre hvad der blev sagt, følge strømmen og formes som en klump ler, så jeg blev til “den perfekte tamilske pige”.
Jeg var ved at kvæles. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg ville bare væk.
Og det kom jeg. Jeg flyttede til København og siden har jeg i ekspresfart udforsket hvem jeg var og taget kampe, hvor ikke engang halvdelen har været med andre. De aller fleste kampe er foregået i mit hoved og hjerte og med mig og kun mig, som ulykkeligt vidne og utilstrækkelig støtte på første parket.
Det ultimative opgør med min tamilske baggrund og opvækst var, da jeg fortalte mine forældre omkring Aske og at vi skulle giftes. Dér var slaget tabt for dem. Ud røg deres drømme og forventninger til hvordan jeg skulle giftes med en tamilsk mand af god familie og hvordan vi alle skulle leve lykkeligt til vores dages ende. Og ind kom lys, luft og frihed til mig.
Mit problem er nu at jeg har kæmpet i så mange år med mine lænker, at jeg ikke er sikker på, hvad jeg nu skal med min nyvundne frihed. Derfor læser jeg bøger og blogs om selvudvikling og lykke og derfor er jeg så optaget af, hvordan mennesker jeg ser op til håndterer deres liv. Jeg skal lige lære hvordan man gør, det der med at leve, som man selv har lyst til. Jeg havde ikke noget teenage-oprør, hvor jeg frigjorde mig og fandt min egen identitet. Det kom først næsten 10 år senere.