Skip to content

Fællesskaber

Hvad er der med de fællesskaber og hvorfor hjemsøger de mig?

Jeg synes, jeg har brugt det meste af mit liv på at føle mig forkert og udenfor. Som om at jeg i de fleste selskaber er viklet ind i et gråt klistret spind, der lammer min tunge og krop, så jeg forvandles til den her passive, grimme, kedelige pige, der sidder i hjørnet tavs og glemt. Udefra ser jeg, hvordan de andre taler sammen, ler, nusser en skulder, giver et kram, taler alvorligt sammen eller udveksler indforståetheder. Og jeg ser hvordan jeg ikke er en del af det og jeg mærker en sorg i min mave og svælg.

Jeg vil også være med. Jeg vil også nusses på skulderen. Jeg vil også være indforstået og vidende, være en del af fællesskabet. Jeg vil også høre til.

Jeg brugte så lang tid på, at lære det danske samfund at kende. Mine forældre sang ikke børnesange med mig eller klappede kage. Vi holdt ikke jul eller påske. Jeg var ikke hjemme og lege med de andre. Jeg så bare på. Så på de blonde piger, som spillede syvstjerne. Som hinkede. Sjippede i bue. Byttede glansbilleder.

Jeg har ikke haft ungdomskærester.
Ingen teenage-byture.
Ingen overnatninger hos veninden og snak om det at blive voksen.

Jeg blev voksen alene, men nåede vist aldrig i mål.
Lille, forvirret og ensom spørger jeg mig selv om barnet Sharangka aldrig forsvinder. Om hun nogen sinde stopper med at have store bekymrede øjne og altid at føle sig isoleret og anderledes.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *