❦ Velkommen til min verden!

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
1

Jeg hedder Sharangka, jeg er født og opvokset i Sønderborg og bor nu på Østerbro.

Jeg er 29 år og er ved at have styr på, hvad jeg synes er vigtigt i livet og hvordan jeg vil leve, men sådan har det ikke altid været. Jeg har tamilske forældre og er vokset op med strenge rammer og som teenager synes jeg det var utrolig svært at finde ud af, hvordan jeg skulle være i verden. Jeg kendte kun 2 muligheder: Dansk eller Tamilsk. Man kunne ikke være begge dele. I hvert fald ikke åbent. Hemmelige byture, hemmelige kærester, én slags tøj derhjemme, én anden slags tøj ude, to telefoner, hvide løgne – jeg kendte folk med hemmelige liv, men ikke nogen, der åbent navigerede i begge verdener.

Det savnede jeg virkeligt. At se at man godt kunne balancere mellem to kulturer og strikke sin egen identitet sammen uafhængigt af hvordan andre mener man skal være. Mennesker, der ikke skammede sig over hvem de var. Stolthed over at være begge dele. For når jeg ikke så sådan nogle mennesker, troede jeg at det var fordi, at det kunne man ikke. At det var en form for naturlov, at man skulle vælge. Men det skal man ikke.

Jeg er Sharangka. Jeg er tamiler og jeg er dansker. Jeg taler flydende tamilsk og flydende dansk. Jeg har hjemme i to verdener og det fungerer fint. Det kan man godt.

Det Ender Godt er en blog for dig, som gerne vil tæt på et menneske, der kulturelt står med ét ben i Danmark og ét ben i en verden tusinder af kilometer herfra. Jeg forsøger at vise, hvordan mit liv er, hvem jeg omgås med og hvordan jeg holder balancen. Jeg håber dermed at kunne være i hvert fald én person, som viser at det kan lade sig gøre. Både at være dansk og ikke-dansk på samme tid.

Du er altid velkommen til at skrive til mig med spørgsmål og kommentarer og så vil jeg svare dig. Skriv i kommentarfeltet nedenfor eller send en mail til kontakt@sharangka.dk.

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
1
❤ Del Share on FacebookEmail this to someoneTweet about this on TwitterShare on LinkedIn