Skip to content

Instagram

Der er to hovedårsager til at min blog findes:

  1. Jeg vil gerne dele mine oplevelser med at skabe det liv, der er rigtigt for mig.
  2. Bloggen er mit eget terapi-projekt, hvor jeg får sat ord på oplevelser og følelser, som ellers ville gemme sig i de mere støvede afkroge af mit sind.

Da jeg var ung – yngre – følte jeg mig virkelig isoleret fra livet “derude”. Jeg vidste ikke meget om, hvordan ens tilværelse kunne se ud, hvis ikke jeg valgte den vej, som mine forældre havde forberedt mig på. Og det skræmte mig. Samtidig var min udbrydertrang stærk. Jeg ville ikke “bare” være en pæn, tamilsk pige, som blev gift med en fornuftig, tamilsk fyr og blev boende i nærheden af familien og fortsat levede mit liv på andres præmisser. Jeg ville noget andet, men jeg var ikke sikker på, hvordan det andet overhovedet så ud. Så jeg tog til København og tog det dag for dag.

Det har været tilfredsstillende, at kunne blogge om min danske kæreste og hvordan vi blev gift. For mig var det engang noget, der aldrig nogen sinde ville kunne lade sig gøre. Men vores historie ender jo ikke med, at vi blev gift. Det som også er interessant er, hvordan vi er lykkelige efter vi er blevet gift. Hvordan ser livet ud for en tamiler gift med en dansker?

Jeg har valgt at bruge Instagram til at dele, hvordan mit lykkelige liv ser ud. Det er lutter candyfloss-øjeblikke, skønhed og kærlighed og billederne er sande. I øjeblikket, hvor billedet er taget, er jeg lykkelig. Ellers ville jeg ikke have taget det billede 😀 Og det er det, der er formålet. At vise, hvordan livet kan se ud, selvom man valgte sin egen vej. En vej, der stadig er fuld af lykkeglimt. Det er bare nogle andre lykkeglimt, end mine forældre havde stillet mig i udsigt.

Når det er sagt, så er Instagram Instagram. Det er en kondenseret samling af øjebliksbilleder, der giver en illusion om at mit liv KUN er lykkeligt og smukt. Og det er det ikke. Jeg har stadig dårlige dage, jeg oplever stadig at føle mig ensom, forvirret, vred og frustreret. Men: for 19-årige Sharangka var der flest negative følelser og følelsen af afmagt, gennemsyrede hendes liv. 32-årige Sharangka oplever til gengæld på regelmæssig basis at være så tindrende lykkelig, at hun tænker ” Jeg har ALT” og bare er taknemmelig. Og det er det Instagram viser. Mine lykkelige øjeblikke.

Så, hvis du er interesseret i at få lidt mere af mit hverdagsliv med, så følg mig på @sharangkamanokaran og @detendergodt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *