Vægttab

Jeg har siden teenageårene har et anstrengt forhold til min vægt. Som barn var jeg en bønnestage og min familie drillede mig med, at jeg skulle passe på vinden ikke tog mig. Det ændrede sig dog, da jeg kom i puberteten og fik former og kød på kroppen. Det er svært for mig at vurdere hvor stor jeg reelt har været gennem teenageårene, men jeg følte mig fed og grim. Familiemedlemmer var ikke bange for at kommentere på hvordan min mave hang eller hvordan jeg havde muffinform i mine bukser. Det var ikke ligefrem noget, der gavnede mit selvbillede og min selvfølelse og jeg var rigtig ked af både min krop og deres kommentarer. Samtidig var det en phase af mit liv, hvor jeg endnu ikke havde fået styr på det der med, hvordan jeg skulle klæde mig for at få det bedste ud af den krop, jeg nu engang havde. Så ud over at føle mig fed og grim følte jeg mig også kikset og dum, fordi jeg ikke var smart som de andre.

Efter jeg flyttede hjemmefra tabte jeg mig nogle kg uden at gøre noget aktivt for det. Det betød noget at jeg ikke længere spiste ris hver dag og at jeg cyklede frem og tilbage til studiet og brugte weekenderne på dansegulvet. Alligevel var jeg ikke helt tilfreds og ville gerne tabe mig for at få det bedre med mig selv. Jeg indgik derfor et væddemål med et par studiekammerater om at jeg kunne tabe mig 10 kg på et år. Det kunne jeg ikke. Efterfølgende har jeg af flere omgange forsøgt at tabe mig, men uden held.

Mit største problem er, at mad ikke bare er næring for mig. Det er ikke et spørgsmål om at jeg er sulten og så spiser jeg. Mad er for mig en kilde til intens nydelse og er en meget sanselig oplevelse. Jeg kan bruge meget, meget lang tid på at tænke på mad, jeg bliver glad ved tanken om gode madoplevelser og jeg bliver ret irriteret, når jeg får serveret mad, som jeg synes er kedelig eller tarvelig. Min yndlingsret er dessert. Det er i sig selv uheldigt for en der vil tabe sig, at være så glad for mad, men hvis man dertil lægger at jeg også bruger mad som vidundermiddel mod al slags dårligt humør, så har man den sikre vej til at kiloene sætter sig. Ked af det? Spis en mazarintærte. Sur? Spis en is. Mærkelig tom fornemmelse? Spis to roulader. Jeg gemmer efterhånden mine kager, fordi jeg synes det er pinligt at jeg spiser det stads.

Faktum er at jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort før, men samtidig har jeg det bedre med mig selv end jeg har haft før. Der er en kæmpe forskel på den person jeg føler mig som og den person jeg fysisk fremstår som. Jeg vil derfor gerne komme i form for at være ligeså sej udenpå, som jeg føler mig indeni. Jeg vil gerne lægge trøstespisning fra mig og jeg vil gerne passe på min krop og mig selv. Spise sundt og komme i psykoform. Kunne danse, løbe, hoppe og bevæge mig frit i stedet for at få sidestik og ånde tungt og besværet, når jeg skal op på femte sal. Jeg vil være stærk og selvstændig og ikke kun mentalt.

Jeg skal giftes sommeren 2015 og vil gerne til den tid have styr på vægt, kost og motion. Både for at kunne stråle på dagen, men også for ikke at tage livsstilskampen med mig ind i mit liv som gift kvinde. Jeg vil egentlig bare gerne have styr på den del af mit liv, så jeg kan bruge min energi på andre ting, som at skrive bøger, lære sprog, begynde at male og andre aktiviteter, som jeg drømmer om, men ikke føler jeg har tid og energi til.

Jeg poster løbende, hvordan det går. Så hold dig til, hvis du er nysgerrig:)

2 Comments

  • Cæcilie

    Kan godt lide at følge med i personlig kamp. Det giver stof til eftertanke. Du sætter ord på noget, som mange kæmper med. At maden ikke bare er for at stille sulten, men også en uundgåelig del af hyggelige stunder, samvær og tristhed. Også er man udsat hele tiden.

    Også til sidst: Du er vildt sej!!! 😀

    • Sharangka Manokaran

      Tak! Det betyder virkelig meget at blive set og anerkendt for det man nu kæmper med. For mig er det mine fordømte spisevaner og hver gang jeg møder en der ikke fejer det hen som værende noget fjol, men tager min kamp seriøst bliver jeg taknemmelig og føler mig stærkere. Det er svært at være stærk helt alene og jeg er lykkelig for mine støttepersoner!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *