Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Om at være i svømmehallen som tamilsk kvinde

I går skrev jeg om, hvordan vi havde Ramya med i svømmehallen for første gang. Det var et ret stille og roligt indlæg. Familie på 3 tager i svømmehallen på en lørdag. No biggy.

Men det er en biggy. Det er en biggy, fordi jeg er tamiler og er vokset op med et helt andet forhold til svømmehallen end den gennemsnitlige dansker er. Jeg er vokset op med, at ligeså snart min krop var mere kvinde end barn, så skulle den dækkes til.

Jeg gik til svømning som barn. Men det blev besluttet, at det nok var meget godt, at jeg stoppede, for jeg ville snart være for stor til, at det var passende for mig at blive set i en badedragt. Jeg gik også til håndbold. Det stoppede også, for snart ville jeg være for stor til, at det var passende for mig at blive set i korte shorts. Så gik jeg til ridning. Det stoppede, fordi at der var nogen, der havde sagt til mine forældre, at det ikke var passende for piger at ride.

Jeg går i badedragter nu. Og bikini. Og jeg skammer mig ikke. I hvertfald ikke, når jeg er sammen med mine danske venner og jeg er steder, hvor folk ikke kender mig. Men jeg går ikke i svømmehallen i Sønderborg. For dér møder jeg måske en tamiler, som jeg kender. Og det kan jeg slet, slet, slet ikke overskue endnu.

For mig er der en enorm kropsskam knyttet til det at være kvinde. Skammen kommer ikke fra mig, men fra min tamilske opvækst, men det gør den ikke mindre virkelig. Og jeg er træt af det. Jeg vil kunne tage i svømmehallen og på stranden uden at skulle planlægge min tur, så jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg ville gerne turde bare at være mig. En brun kvinde i en bagedragt. Uden at skamme mig.

København føles som min by og jeg er ikke så bekymret for at møde nogen, jeg kender her. For så er de kommet ind i min verden og her gør jeg, hvad jeg vil. Men det kunne nu være dejligt, hvis jeg kunne tage den attitude med mig til Sønderborg også.

Hvorom alting er. Jeg er fast besluttet på at Ramya aldrig nogen sinde skal skamme sig over den kvindekrop hun engang vil få. Så vi skal masser af mere i svømmehallen. Også når hun bliver en stor pige.