Julen 2019

Jeg er mæt af jul – på den gode måde. Jeg havde en liste af ting, jeg ville i december og jeg tror faktisk, at jeg nåede det hele! Det føles i hvert fald sådan. Jeg har været i Tivoli og spise flæskestegssandwich. Jeg har drukket megameget gløgg. Jeg har fået æbleskiver. Bagt småkager. Lavet familiekalender. Lavet juleklip. Haft pyntet op i lejligheden – inklusiv et lille juletræ. Været til julebanko med Askes familie. Holdt julehygge i Jylland med min familie. Hørt masser af julemusik. Og det var bare alt det, der ikke var juleaften, som også var skøn. Jep. Jeg er mæt.

Vores nye juletradition

Så blev det min yndlingsmåned igen og vi har markeret det ved at bruge weekenden på at hygge igennem! Jeg havde aftalt med Aske, at vi skulle bruge d. 30. november på at høre julemusik, hente et lille juletræ, pynte op og bage småkager, så vi kunne vågne op til en juleklar lejlighed d. 1. december. Så det gjorde vi 😀

Lys mørket op
December er så mørk og kold at komme igennem, men ved at fylde den med lys, gaver, godter, gløgg og hygge bliver den på magisk vis tryllet om til en måned, som byder på en perlerække af dejlige oplevelser sammen med andre. Jeg elsker det! Og nu hvor Ramya er stor nok til at forstå, at det snart er jul går jeg endnu mere op i december end før!

I år har vi f.eks. for første gang fået et lille juletræ og det står i stuen med nogle lyskæder viklet om sig. Da Ramya trissede ind i stuen i morges, kunne jeg høre hende sige til Aske: “se, et juletræ! Det Ramyas juletræ”. Og jeg lå inde i sengen og var varm om hjertet og vildt tilfreds med min og Askes indsats.

Min anden barndom
Der var mange ting, jeg var ked af at vi ikke gjorde i min barndom. Mine forældre havde vildt travlt med at få det hele til at hænge sammen og de vidste ikke, hvor meget det betyder for børn at der er ro og nærvær til bare at være sammen og hygge sig. Nu, hvor jeg er mor, har jeg muligheden for at give Ramya det, som jeg selv savnede og når jeg gør det, kan jeg mærke, at jeg får læget nogle meget gamle sår på sjælen. Og det er vildt dejligt.

Bryd mønsteret
Når man ikke selv er vokset op med at forældre og børn hygger sammen og man ikke har en tydelig fornemmelse af, “hvordan man gør”, så kan det være meget svært at give sine børn dét man selv savnede. Man bliver nemt fanget i en fortælling om, at vi jo ikke er “sådan nogle, som klippe klistrer eller bager eller synger og danser sammen – jeg ved slet ikke, hvordan man gør!”. Og så gør man, som man altid har gjort, for det ved man da, hvad er.

Jeg vil gerne slå et slag for, at det aldrig er for sent at indføre nye traditioner eller arrangere noget rart for dig og din familie. Det kan føles helt mærkeligt og måske lidt ubehageligt, hvis du ikke er vant til det. Hvis du er ligesom mig, så dukker tanken “gør vi det rigtigt?” hele tiden op, mens I prøver det nye af. Men øvelse gør mester og det vigtigste er bare, at man har det sjovt med det, man laver. Med tiden skal I nok blive til sådan nogle, der råhygger sammen som familie. Det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv.

Vores nye familietraditon
Jeg har virkelig nydt at byde december velkommen sammen med Aske og Ramya og vi har allerede aftalt, at det er noget, vi kommer til at gøre hvert år fremover. Den 30. november er hermed reserveret til at pynte op, bage, lægge familiekalenderen frem og trække vejret sammen. Jeg havde overvurderet, hvad vi kunne nå på én dag, så småkagerne blev først bagt i dag. Jeg skulle hele tiden huske mig selv på, at det vigtigste ikke var om jeg nåede alt på listen og alt blev perfekt. Det vigtigste var, at vi hyggede os og havde det rart. Eftersom Ramyas primærbidrag til småkagebegningen var at spise af dejen, mens hun smilede og jeg havde mit nattøj på i Meny, hvor der var smagsprøver på gløgg, så synes jeg vi lykkedes ret godt med at slappe af og bare nyde det 😀

Til næste år skal jeg huske, at lave småkagedej og lægge i fryseren/køleskabet, så det er nemt at hive frem, når vi skal bage. Og at købe julegaver til familien på forhånd, så vi kan pakke dem ind d. 30. november og bruge dem som pynt. Så skal vi heller ikke bruge tid på at købe gaver i december, hvilket giver mig mere tid til at drikke gløgg.

Glædelig december!

Familiekultur

Jeg syntes, det var svært at være barn. Jeg følte mig udenfor i skolen: min familie holdt ikke jul og påske og det var ikke altid, vi var klædt ud til fastelavn. Når vi holdt fødselsdag, var det på en helt anden måde end mine klassekammerater. Samtidig fejrede min familie ikke de tamilske helligdage. Mine forældre ville ikke bede om at få fri, for man ved jo aldrig, hvornår man bliver fyret.

Jeg tror ikke, at de fik gjort sig det bevidst, at hvis ikke de prioriterede at fejre de tamilske helligdage med os, jamen så ville vi ikke få kendskab til den del af vores kulturarv eller kunne mærke, at helligdagene var vigtige.

Kulturelt hjemløs
Jeg følte mig i mange år kulturelt hjemløs, hvor jeg hverken følte mig som en del af det danske eller det tamilske kulturfællesskab. Det var noget, der gjorde mig rigtig usikker og ked af det. Jeg havde brug for at høre til.

Derfor er det vigtigt for mig, at give Ramya en oplevelse af, at vi er en familie med traditioner og give hende en stærk oplevelse af at høre til. Jeg vil gerne give hende en lysere og tryggere barndom end jeg selv havde.

Forældre som kulturbærere
Forældrene er kulturbærere i familien. Forældrene er de voksne og dermed dem, der har ansvaret for familiens trivsel. Forældre sætter bl.a. tonen for hvordan man taler til hinanden eller behandler hinanden. Det er forældrenes ansvar at opbygge en sund familiekultur, hvor børn føler sig trygge, set og hørt. Og en del af den tryghed kommer af at man har traditioner. Traditioner er noget vi gør sammen og noget, som vi har tilfælles. Traditioner er altså med til at give os følelsen af at tilhøre et fællesskab.

Den bevidste familiekultur
Jeg arbejder meget bevidst med at opbygge vores familiekultur. Jeg og Ramya er så heldige, at Askes familie faktisk allerede har nogle veletablerede familietraditioner, som vi er blevet en del af . Hvert år er der julebanko med spiselige gevinster, gløgg og æbleskiver og hvert år er der påskefrokost, hvor vi maler og triller æg.

Men de to traditioner skal ikke stå alene. I år indfører vi en familiekalender* til jul og vi skal bage småkager af flere omgange. Og så er der fødselsdage, ferier, nytårsaften, kulturnatten, sommerhusture med vennerne, alenedage med mor eller far, tamilertirsdage*, lørdagsbrunch, date nights og meget, meget mere.

Man bliver aldrig færdig
Familiekultur er ikke noget, som man bare lige sætter sig ned og får styr på en gang for alle. Som så meget andet i livet, så er familiekulturen noget, der udvikler sig og tilpasser sig i takt med at vores tilværelse ændrer sig. Børn bliver ældre, man skifter adresse eller får nyt arbejde, nye idéer dukker op og man opdager, at noget man plejede at syntes var sjovt, bare ikke fungerer mere. Og det er helt okay. Jeg øver mig i ikke at klamre mig til et bestemt billede af, hvem vi som familie skal være og bare eksperimentere mig igennem lidt forskelligt og se, hvad vi kan lide.

Hvad har I af familietraditioner? Hvad er det, der gør jeres familie til et trygt fællesskab? Del gerne jeres guldkorn!

*Mere om det en anden dag!

Ramyas 1 års fødselsdag

Smukke, lille Ramya er allerede blevet 1 år!

Vi fejrede det med en lille komsammen for den nærmeste familie i Fælledparken med hjemmelavede sandwiches, leg og lækker kage. Vejret var perfekt og det var en super hyggelig dag.

Vi snakkede meget om hvordan vi skulle fejre hende for især jeg var meget i tvivl. Jeg tror, det stressede mig, at jeg som mange gange før prøver at arrangere noget, som ingen kan sætte en finger på og well, det kan man bare ikke rigtigt vel? Vi er alle forskellige og det er svært at finde noget, som alle synes bare er for fedt. Jeg bekymrede mig for om nogle ville syntes vi gjorde for meget ud af det, om andre syntes vi var for skrabede, om alle ville kunne lide kagen, om de kunne lide maden og om folk kunne finde ud af at mingle og snakke sammen på tværs af familierne.

Vi endte med at prioritere, at det skulle være nemt, afslappet og billigt, da vi stadig har meget om ørerne og vi gerne ville nyde dagen i stedet for at stresse ihjel fordi ambitionsniveauet var for højt. Det lykkedes vi med og jeg er glad. Det bliver ikke mere afslappende end når der er tid til trampolinhygge…

Vi havde en skøn dag og det var en vanvittigt dejlig følelse at synge fødselsdagssang for Ramya for første gang! Jeg snublede dog nogle gange i sangteksten og skal lige have terpet nogle af fødselsdagssangene inden næste år 😀

Tempelfestival i Aabenraa – Thiruvilar

Der har lige været Tempelfestival (Thiruvilar) i Aabenraa. Jeg var med fredag, lørdag og søndag, fordi mine forældre går ret meget op i det. Jeg selv synes det er hyggeligt i afmålte mængder, men jeg nåede at få nok af klokkeklang og røgelse og mine fødder svulmede op af at stå så meget op i den hede.

Det er det samme tempel, som jeg skal giftes i og det var rart at være der flere dage og ligesom se stedet an og se, hvordan det fungerer, når der er mange mennesker. Der er helt klart nogle ting, vi lige skal have krejlet før brylluppet! Som f.eks. lyset på toiletterne…

Jeg ville gerne sætte jer ind i “alt om tempelfestivaler”, men det må blive en anden gang. I dag vil jeg bare lige dele nogle billeder med jer og så haste videre og fortsætte med bryllupsplanlægningen. Hvis jeg siger, at det trækker tænder ud, at planlægge det bryllup, så har jeg vidst ikke sagt for meget.

DSC_0819

Praktiske Gris Mano i funktion igen. Også kendt som min far. Han og hans buddy er ved at udsmykke vognen, som guderne skal trækkes rundt på med lyskæder og blomsterguirlander. Min far er ham med hænderne, hans buddy er ham med den æstetiske sans. Det er også de to, der skal ordne ret meget af bryllupsdekorationerne i templet.DSC_0826DSC_0824 DSC_0843 DSC_0913

Templet gemmer sig godt. Naboen er vist en bilvask kombineret med værksted.DSC_0831

Hindutempler. De bare fødders stedDSC_0834 DSC_0855 DSC_0888 DSC_0934 DSC_0954 DSC_0923 DSC_0875 DSC_0861

Festivalen løb over 11 dage, mig bekendt, og hver dag havde sine egne ceromonier og ritualer tilknyttet. Alle dage var der en voldsom larm fra trommer og klokker og et mylder af mennesker. Til dagligt gemmer templet sig i en nedlagt bilhal og ikke mange har opdaget templets eksistens. Derfor var der da også en del nysgerrige mennesker, der stoppede op på fortovet og tog sig en kigger nu hvor der var så meget larm og røre. Min veninde og jeg stod lige i indgangen, da en mand cyklede op til os, længe stirrede ind i bilhallen/templet og så spurgte os på engelsk, hvad der foregik. Vi svarede på dansk, at der var tempelfestival. Mere gad vi ikke forklare dén dag, det var meget varmt, det larmede og vi var trætte.

Men folkens. Der er flere hindutempler i Danmark, de afholder årligt tempelfestivaler, der trækker mange mennesker til og de fleste af dem, der kommer taler dansk. Også selvom de har tamilsk tøj på. Foruden alt det religiøse kan man på festivalen socialisere, købe tamilsk tøj, tamilske DVDer og CDer, tropisk frugt og asiatiske madvarer. Det er ret hyggeligt.

Her ser i det man på engelsk kalder for en jackfruit. Min onkel købte den og kom senere forbi med et stykke til os. De dufter meget karakteristisk, ret søde og aromatiske. Det er lidt ligesom at spise ærter, hvor man sidder og bælger dem samtidig. Et pillearbejde, men et hyggeligt pillearbejde:)DSC_0841 DSC_0968

Bryllupsplanlægning i Sønderborg

I perioder drømmer jeg om det kommede bryllup. Drømmene handler altid om at miste kontrollen til brylluppet og at folk ikke holder, hvad de lover eller hvad vi aftalte. De forkerte blomster bliver købt, det er de forkerte farver på dekorationerne, folk kommer for sent, maden er dårlig osv. osv. Når jeg vågner er jeg SUR og det kan faktisk ødelægge hele dagen for mig. For så vågner jeg og er frustreret og jeg bruger hele dagen på at overveje, hvordan jeg planlægger mig ud af katastroferne.

I nat drømte jeg for første gang om brylluppet, hvor det ikke var et mareridt – tværtimod. Jeg vidste slet ikke det var muligt og min sjæl har i dag blafret på glade vinger.

Det gode humør og de dejlige drømme følger i kølvandet på at Aske, jeg og min mor i går brugte flere timer på at gennemgå tempel ceremonien, ritualer og tidsplaner for bryllupsdagen og jeg føler mig såååå meget klogere nu. Aske og jeg havde mange spørgsmål og dem, som hun ikke kunne svare på fik jeg hende til at skrive ned, så hun kan spørge præsten og få svar.

DSC_0660Mørket falder på, snakken fortsætter og mor nedfælder omhyggeligt alle ubesvarede spørgsmål.

DSC_0661DSC_0662DSC_0663Jocker holder os med selskab. Han er blevet lidt døv, men han ved, hvor hans mennesker er og hvor det er godt at slå sig ned.

Engang i mellem fordybede mor og mig os i detaljer og skøre diskussioner på tamilsk og Aske blev desvære hægtet af. Heldigvis var han god til at beskæftige sig selv og han fandt bl.a. en helt fantastisk hjemmeside, der beskriver hvordan tamilske hinduer bliver gift. Hjemmesiden sætter ord på ting, jeg godt vidste, men ikke var sikker på, hvordan man forklarer. Samtidig er alt så genkendeligt og derfor meget mere brugbart end højtravende tekster om hvad hinduismen er. Hinduismen er en stor religion og det er meget forskelligt fra land, egn og by, hvordan man afvikler et bryllup. Jeg havde brug for hjælp til at forklare, hvordan netop vi håndterer ægteskabsceremonien og jeg tror jeg (Aske) har fundet den. Så var det måske ok, at mor og jeg blev grebet af snakken, når nu Aske fandt svaret på mine bønner.

billede

Jeg er lettet.Måske jeg drømmer glade bryllupsdrømme igen i nat.

Bryllup for folket

Vi er ved at lægge sidste hånd på bryllupsinvitationerne. I morgen tidlig har vi en aftale med trykkeriet og forhåbentligt får vi hurtigt snakket pris og levering på plads, så vores gæster har invitationen i næste uge.

Lige nu sidder jeg og prøver på at finde ud af, hvor mange invitationer vi skal have printet.

Traditionelt inviterer tamiler familier og ikke individer til bryllup. Det vil sige at man inviterer hele familien og ikke bare de voksne. Jeg har aldrig været til eller hørt om et børnefrit bryllup i den tamilske verden. Og jeg overvejede kun ultrakort om det var mig, der skulle stable sådan et på benene før jeg forkastede idéen som ikke værende besværet værd.

At det er familier og ikke individer, der kommer med til bryllup er selvfølgeligt medvirkende årsag til at bryllupsfesterne er så store. Når hvert par slæber 2-4 børn med, så kommer der bare til at være mere gang i den. Problemet med at invitere familier, altså forældre+børn, er at  “børn” faktisk også tæller ugifte voksne, som man inviterer med i forældrenes invitation. Så længe man ikke er gift hører man altså under sine forældre i den tamilske verdensforståelse. Jeg er usikker på om det gælder for mænd og kvinder eller om det kun er kvinderne. Faktum er at jeg i de 8 år, jeg har boet for mig selv og været stærk og selvstændig har jeg ikke modtaget en eneste invitation til et tamilsk bryllup.

Men sådan synes jeg ikke det skal være og det er ikke sådan, jeg opfatter verden. Jeg synes det er umyndiggørende, ikke at blive inviteret personligt. I princippet kunne jeg blive 50 år og være ugift og jeg ville stadig ikke få min egen invitation, fordi jeg stod under mine forældres beskyttelse. Det synes jeg er trist. Hvis jeg er inviteret med til et bryllup vil jeg have min egen invitation. Jeg vil ses og respekteres for at være en selvstændig person og ikke bare en del af en familie.

Så jeg lander på, at hvis man ikke er hjemmeboende, så får man altså sin egen invitation.