Så sker det. Efter at have ammet Mohan i 3 år og 9 måneder og 18 dage stopper vores ammerejse og det er bittersødt.
Jeg har lige ammet ham i søvn og han kalder nok på mig i nat på et tidspunkt, som han plejer og så ligger vi og putter og ammer til klokken bliver 6. Så står vi op og så var det det. Slut, prut, færdig.
Jeg har ikke skrevet så meget om det herinde, men det har været nogle vilde år. Jeg er så fucking stolt af mig selv og er blæst omkuld over, hvor meget jeg har lært de sidste 9 år – startende da jeg var gravid med Ramya og nu, sluttende med Mohan, som er færdig med ble, middagslure og lige om lidt også mors bryster.
Jeg crashede for hårdt, dengang med Ramya. Der var ingenting, der forberedte mig på, hvor råt og sårbart det var at blive mor og hvor mange af mine egne barndomstraumer, der ville blive trigget. Hvor svært det ville være for mig at være sammen med små børn, som er så sårbare og afhængige af stabil og kærlig voksenkontakt, samtidig med at jeg ikke kunne udstå min egen sårbarhed og behov for kærlig, tryg og stabil kontakt til andre. Det var blevet min rustning at kunne klare mig selv og være alene om alt der var svært.
Jeg lykkedes ikke med at etablere amning med Ramya, hvilket har efterladt et blødende sår i mit hjerte, men jeg fik det til at fungere med Mohan og det er stort, at det lykkedes og det er stort at det slutter nu.
Så jeg har grædt en hel masse her til aften og kigget billeder og videoer fra han var en lille bitte bebs, og i morgen har jeg lovet ungerne at vi skal spise en masse chokolade og markere at vi går ind i et nyt kapitel. Aske og ungerne kom hjem med blomster til mig i dag og i morgen har jeg blokeret kalenderen og skal bare lade det hele bundfælde sig i mit system.
Og så er det et nyt kapitel. Det er slut med graviditeter, babyer, tumlinge, bleer, barnevogne, klapvogne, sutteflasker, amning, vikler, putte til lur og alt det der.
Om 2 år starter han i skole. Hvor er det vildt.
