Jeg fik konstateret graviditetssukkersyge, da jeg var gravid med Mohan. Ikke til det første tjek, men senere, da de dobbelttjekkede, fordi baby virkede til måske at være lidt til den store side. Og ganske rigtig, så havde jeg udviklet en graviditetssukkersyge i de sidste måneder inden termin.
Jeg nåede at blive startet op på insulin og skulle “tælle mine kulhydrater” i… jeg tror i 10 – 14 dage og så blev jeg faktisk sat i gang før baby blev for stor.
Efterfølgende fik jeg at vide, at graviditetssukkersyge er en heads up. Cirka halvdelen af dem, der har får det, udvikler senere diabetes type 2, så det her var min mulighed for at tage det i opløbet og enten komplet forebygge at det sker eller at udskyde det nogle år.
Så nu står jeg der, at det vil jeg gerne, altså forsøge at forebygge at jeg får sukkersyge, men det er ikke nemt at lave om på sin livsstil bare sådan.
Status lige nu er at mit blodsukker er alt for højt. Jeg tjekker mit fastesukker hver mandag morgen og nogle gange er det højt. Andre dage for højt. Men jeg har ikke været inde og målt mit langtidssukker længe, så jeg ved ikke om jeg teknisk set allerede har fået sukkersyge. Og jeg vil heller ikke vide det lige nu.
I stedet vil jeg virkelig forsøge at tage mig selv og min sundhed seriøst nok til at bevæge mig mere og spise på en anden måde end jeg gør nu. Og når de nye vaner er blevet til hverdag, så kan vi tjekke og se, hvor slemt det eventuelt står til. Lige nu har jeg brug for at håbe at alt er fint.
For mange er det er muligt at være rigtig stor og sund på samme tid, men det er det bare ikke for mig, så nu skal jeg tabe mig. Ikke for æstetikken, men for sundhedens skyld.
