Ja, altså dit svar er jo lige så godt som mit. Jeg ved, at det teknisk set godt kan lade sig gøre, men hvad hvis man indregner alle de faktorer, der gør at jeg er træt og overvældet de fleste dage? Hvad nu hvis jeg bare ikke er motiveret nok? Hvad hvis… jeg ikke kan lide hende, der lever åh så sundt? Hvad hvis mit liv ændrer sig for meget og jeg aldrig har det sjovt mere?
Lige nu hælder jeg til at nej, jeg kan nok ikke tabe mig 30 kg. For vejen virker afsindig lang, ligger i mørke og virker også jævnt kedelig at gå.
Sukkersyge
Hvis ikke du har fået det med, så er grunden til at jeg vil tabe mig, at jeg har for højt blodsukker og måske-måske ikke har rodet mig ud i en type 2 sukkersyge.
Jeg havde lovet mig selv at få tjekket mit langtidsblodsukker inden min fødselsdag i starten af december, men så fik jeg travlt med alt det, som jeg skulle nå inden ferien og fik ikke prioriteret at komme til lægen.
I virkeligheden turde jeg sikkert ikke. Hvem har lyst til at VIDE at de har sukkersyge? Ikke mig.
Det selvkærlige ville være bare at få det undersøgt og komme videre. At holde mig selv i hånden, tage ind og blive stukket i armen, vente på resultatet og potentielt skulle ind til en røvsyg samtale med en sygeplejerske eller læge, som kigger på mig med løftede øjenbryn og fortæller mig om, hvor alvorligt det her er og hvor seriøst, jeg skal tage det. Bræk.
På den anden side er det også bræk, ikke at vide om jeg har sukkersyge eller ej, men gå og være bekymret hele tiden. Hver gang, jeg spiser, tænker jeg på om jeg er ved at grave min egen grav. Jeg bruger enormt meget krudt på at bekymre mig, så helt ærligt – jeg burde virkelig få det tjekket. Om ikke andet, så “bare” for at få vished og for at komme ud af mit eget hoved.
2026
Uanset om jeg har sukkersyge eller “bare” er på vej til at få det, så har jeg har sagt til mig selv at 2026 bliver året, hvor jeg endelig smider alle de ekstra kilo. Jeg har en slags plan klar, men ærligt talt ved jeg ikke, om jeg lykkedes med projektet.
Gennem årene har jeg prøvet at tabe mig mange gange, nogle gange med ingen og nogle gange med kæmpe succes, men min oplevelse er at resultaterne aldrig varer ved og jeg altid vender tilbage til den samme måde at leve livet på. Masser er forarbejdet mad, masser af søde sager, masser af fedt og næsten ikke noget fysisk aktivitet. Det er komfortabelt, det er hyggeligt og det er velkendt.
Men samtidig med at jeg har lært, at jeg altid vender tilbage til mine gamle vaner, så har jeg også opdaget at der er sket et skifte i mig. Jeg har vitterligt oplevelsen af, at jeg tidligere altid prøvede at lave om på mig selv, fordi jeg følte mig uduelig og jeg gerne ville være sådan en, der havde styr på tingene. F.eks. var jeg meget optaget af, at jeg ikke var god nok, så længe jeg var tyk og hvis jeg skulle være noget værd, så skulle jeg være tynd. Jeg var ret besat af idéen at mit liv ville være nemmere og bedre, hvis bare jeg smed en masse kilo.
Jeg er heldigvis blevet klogere og ironisk nok, er jeg blevet rigtig glad for min krop præcis som den er lige nu. Selvfølgelig er der ting ved min krop, som jeg er selvbevidst om, men jeg kan med hånden på hjertet stå ved, at hvis ikke den skide sukkersygetrussel hang så mørk og tung over mit hoved, så ville jeg ikke prøve at tabe mig. Jeg ville nok prøve at spise mindre sukker og bevæge mig mere, fordi jeg har ondt i leddene og jeg synes, jeg er for ung til det, men jeg ville ikke prøve på at tabe mig 30 kg. For jeg er jo delish, som jeg er. Jeg synes, jeg er stanglækker, præcis som jeg er nu.
Men ja. 2026. Året, hvor jeg opnår at blive tynd. Måske.
Håber ikke at jeg har sukkersyge og hvis jeg har, håber jeg at det hjælper at smide alle de kilo. Måske kan det lade sig gøre fordi, jeg nu går til det med så meget mere egenomsorg, tålmodighed, selvrespekt og med mere selvværd end nogensinde før.
Vi får se.
