Jeg er snart færdig på Universitetet og jeg har stadig ikke luret, hvad slags mennesker professorer, lektorer og adjunkter er. Hvordan har de det med de studerende? Forventer de noget af dem? Er det meget de forventer eller lidt?
Jeg selv kan have det lidt anstrengt med underviserne og vejledere i og med at de er autoritetsfigurer og jeg er vokset op med kæft, trit og retning, når autoriteterne er til stede. Derfor er det også svært for mig, at finde balancen i kommunikationen med min specialevejleder.
Hvor meget må jeg kontakte hende?
Hvordan tiltaler jeg hende i mine mail? Kære? Hej?
Hvor meget kan jeg bruge hende og til hvad?
Må jeg godt indvi hende i følelser og oplevelser eller kan vi kun snakke om formaliteter?
Jeg ved det ikke. Det jeg ved er, at der er masser af andre specialestuderende, der har de samme tanker og at det er en major stresser ikke at vide, hvor man står i forhold til sin vejleder.
Nå. Men min vejleder er heldigvis ret sej og jeg har allerede indviet hende i mine tanker og følelser omkring hele det her specialeprojekt og hun var skidegod at tale med. Det er også derfor jeg håber, at hun tager vel i mod den mail jeg lige har sendt. Den udtrykker i sin essens bare at jeg ikke har gennemført interviews i juleferien, som vi snakkede om at jeg skulle gøre og at jeg måske er alvorligt bagud i forhold til tidsplanen. Om hvorvidt jeg kan nøjes med at interviewe nogle respondenter og så lade være med at gennemføre spørgeskemaer, selvom det er en større ændring i forhold til det projekt vi havde aftalt det skulle være.
Måske bliver hun skuffet.
Måske er hun bare cool med, hvad end der fungerer for mig.
Vi får se.
Jeg er bare stolt af, at jeg skrev til hende selvom, jeg skammer mig sådan over bare at have julet igennem og lavet ingenting.
Men hey. Det var en awesome jul.
Tilføjelse
Hun har lige svaret, at det var fint.
Hun er for awesome.
Og hvis hun er skuffet skjuler hun det godt.
Fedt!
Suuuuper fedt! Er helt høj 🙂