Søndag aften og Aske og jeg har mundhugges. Kort sagt er vi ikke helt enige om, hvordan vores tid skal bruges i form af arbejdstimer, ferie, ses med venner, flette fingre og praktiske gøremål. Det slider på forholdet, at der er så meget, der skal overvejes og planlægges i forhold til babyen, vi er ikke helt faldet på plads i lejligheden endnu, jeg er handicappet, Aske har studie og egen virksomhed og vi vil begge gerne se både venner og familie. Vi oplever, at når man er godt med på én front, så forsømmes andre og med regelmæssige mellemrum taber især jeg hovedet over, at det hele ikke går op i en højere enhed.
Det fik mig til at tænke på, at jeg tidligere har filosoferet over, at ens partner ret meget “bare” er ens real world gruppemedlem og alt, hvad man gør sig af erfaringer om gruppearbejde også gør sig gældende i parforholdet.
Livet er et stort gruppeprojekt og som par skal vi sammen løse den (op)gave livet rummer, så vi når i mål. Målet er selvsagt at begge er glade og tilfredse. Den opgave involverer opvask, tøjvask, gulvvask, indkøb og madlavning. Spørgsmål, som hvor meget tid skal vi bruge på hinanden, svigerfamilie, rengøring og praktiske gøremål skal besvares. Der skal diskuteres, hvordan vi forvalter dine, mine og vores penge. Skal vi have børn? Hvor mange? Hvornår? Hvem er ansvarlig for hvad i vores team?
Og som med gruppearbejdet, er der plenty af steder, hvor tingene kan gå galt og man bliver sure på hinanden.
Som alle der har været i en gruppe ved, så er det pisseligegyldigt hvor sød, sjov og charmerende et gruppemedlem er, hvis vedkommende bliver ved med at fucke det op, komme for sent, misforstå aftaler, ikke lave, hvad der blev lovet og så videre. Det er ret svært at blive ved med at kunne lide et menneske, der efterlader lorten hos en selv. Og sådan er det vel også i virkeligheden. Hvis det altid er den ene, der ordner vasketøjet, mens den anden er ude med vennerne, så er det at man måske leger med tanken om, at man var bedre stillet uden ens såkaldte bedre halvdel.
Hos mig og Aske er der ikke nogen lort, der bliver efterladt hos hinanden. Heldigvis. Vi er bare (igen) i en proces, hvor vi finder ud af, hvad der skal til for at holde hinanden glade og tilfredse. På samme tid. Ligesom når man forventningsafstemmer inden man går i gang med det rigtige projektarbejde.