Ramya fylder snart 2 år, så vi er gået igang med at forberede hendes fødselsdag – igen. Vi har kun holdt fødselsdag for hende én gang før, men det føles allerede som en tradition. Ligesom sidste år har jeg sendt invitationerne ud med posten og ligesom sidste år, har jeg lagt et billede af hende med i kuverten. Der er noget åh så fint og hyggeligt ved at modtage post, der ikke er rudekuverter. Og så elsker jeg, når vi kommer rundt til onkler, tanter og bedsteforældre og der lige hænger et billede af Ramya.
Sidste år var vi i fælledparken, hvilket fungerede rigtig fint. Ulempen var at vi blev nød til at holde menuen meget simpel og at vores gæster skulle bruge de offentlige toiletter, som er ret klamme. Så I år har vi aftalt med Askes bror og svigerinde at vi kan holde fødselsdag hos dem. Vi har har kun 55 m2 og de har cirka 3 gange så meget, så det er lidt sjovere at være dér end hos os.
At vi er i et hjem åbner op for en lidt vildere fødselsdag og jeg tænker meget over, hvordan den skal holdes. Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at gå all-in med alting, men samtidig er jeg også meget bevidst om at det ikke er sådan de plejer at holde børnefødselsdag i Askes familie. Der er der mere ro på så at sige. Og en lille del af mig skammer sig lidt over at være så… tamilsk? Jeg vil bare gerne se Ramya i en flot kjole, servere alt for meget af mad, give børnene slikposer og legetøj, der larmer og have en åndsvagt flot og lækker kage. Og tage en milliard billeder.
Aske støtter mig i stort set alt jeg finder på og jeg øver mig i at stå ved mig selv. Det er ikke så farligt at stikke ud. Det er det i hvert fald ikke lige her. Askes familie er skøn og selvom de måske synes det er liiiidt crazy at gøre så meget ud af en børnefødselsdag, så er det bare det, der sker: De synes, det er lidt crazy og livet fortsætter for os alle.
Jeg overvejede, om vi skulle have en icing-cake, men har besluttet mig for, at der er for stor risiko for, at de eneste, der gider spise den, er mig og min søster. Så jeg finder på noget andet. Og hvad angår maden, så overvejede jeg om vi skulle have tamilsk mad, men ærlig talt: det ligger så tungt i maven og jeg gider ikke bruge al den tid i køkkenet, så vi er endt med at der skal være en toaststation. Yes, du læste rigtigt. Vi laver en toaststation med nogle toastmaskiner, forskelligt brød, forskellige oste, kød, kondimenter osv. og så kan man smække sin helt egen lækre toast sammen. Supernemt og potentielt megafråderen! Der kommer naturligvis til at være masser af pynt.
Jeg glæder mig!