Skip to content

Proaktive Sharangka

Så blev det første studiedag i mit sidste studieår.

Jeg har sat mig for at gribe det hele meget mere struktureret an, så jeg sidder med numsen plantet foran computeren 7,5 timer hver dag mandag til fredag. Jeg kan have en tendens til at være styret af følelser og fornemmelser, hvilket gennem tiden har medført overvældende mange uproduktive dage domineret af eksistentielle tanker og kage cravings. Men efterhånden som jeg får styr på flere og flere ting i privaten dukker overskuddet til at være rigtig dygtig og fuld af selvdisciplin op.

I dag præsterede jeg hele 7 timers uni-arbejde på trods af ærinder og andre aftaler og jeg er revnefærdig af stolthed. Det burde jeg måske ikke være, men det er jeg. Jeg mærkede flere gange i løbet af dagen en lyst til bare at give slip, lave noget andet, vente med det jeg nu lavede, for det hastede jo ikke. Men jeg gider simpelthen ikke bruge mit liv på at slukke ildebrande, så jeg blev siddende og kæmpede videre.

Det resulterede i at jeg udover forelæsninger og øvelser har fået sendt følere ud omkring specialet og forberedt mig til en samtale hos studievejlederen på onsdag. Læst en artikel, som ikke er pensum, men interesserer mig. Og forhørt mig om et kursus, jeg gerne vil have om et halvt år. Bom. Proaktive Sharangka.

3 Comments

  1. Cæcilie Cæcilie

    Du er SEJ! Jeg har aldrig præsteret at sidde SÅ længe!

    • Sharangka Manokaran Sharangka Manokaran

      Tak, tak, tak:) Men altså det var med små indlagte pauser selvfølgelig – ikke i streg!

      • Signe Signe

        Du er mega sej Sharangka..! Jeg var ovre og aflevere speciale i mandags og så alle de studerende vrimle rundt på skolen.. og min mor fik sagt noget om, at de nok skulle hjem og læse videre.. Hvor jeg så fik overbevist hende om, at det var der INGEN, der gjorde første skoledag.. Den tager jeg så lige i mig igen 😉

Leave a Reply to Cæcilie Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *