Podcasten det ender godt

Podcasten Det ender godt

Hej ven,
jeg er i skrivende stund ved at få bakset min første afsnit af min nye podcast sammen. Podcasten hedder Det ender godt og forhåbentligt ligger den klar på Spotify og de andre podcast-steder på fredag.

Det ender godt er en podcast for dig, der er vokset op som barn i en dysfunktionel familie – ligesom mig.
Jeg har været i tvivl om “dysfunktionel familie” var den rigtige term at bruge i podcasten, for det er en term, der vækker stærke følelser hos mange og i virkeligheden er det på samme tid en meget generel term og en måske lidt for fagspecifik term. Men det er det, jeg har valgt at kalde det for nu. Til gengæld vil jeg gerne folde ud, hvad jeg egentlig mener, når jeg taler om dysfunktionelle familier.

En dysfunktionel familie er en familie, hvor et eller flere familiemedlemmer for ofte oplever negative følelser og hvor dynamikken mellem familiemedlemmerne er medvirkende årsag til det dårlige humør og det dårlige mentale helbred. Det er helt normalt, at vi som mennesker er kede af det eller bliver vrede, men det skal ikke være den dominerende følelse vi har, når vi er sammen med vores familie. Og vi skal slet ikke føle os utrygge og bange i vores familie. Hvis vi gør det, er der noget, som ikke fungerer i familien og det er sådan en familier, jeg kalder dysfunktionel.

Når man selv er viklet ind i familiedynamikkerne, kan det være svært at identificere, hvad der egentlig foregår i sin familie. Det kan også være rigtig svært at vurdere, hvor mange negative følelser, der er “for mange” og om det er familien den er “gal med” eller en selv. Så i stedet for at kigge indad kan du også kigge på en række forhold, som er gode sladrehanke.

Hvis én eller begge dine forældre drikker for meget eller tager stoffer er det et tegn på, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Hvis der er én eller flere, der er fysisk voldelige, er der noget, der ikke er, som det skal være. Hvis der bliver begået seksuelle overgreb i familien, er der noget, som er, som det ikke skal være. Hvis du har oplevet eller stadig oplever noget af ovenstående i din familie, vil jeg kalde den for dysfunktionel. Det er ikke alle dysfunktionelle familier, der oplever ovenstående, men alle familier, der oplever druk/stoffer/vold/overgreb er dysfunktionelle.

Voksne børn fra dysfunktionelle familier har en række fællestræk for det sætter spor at vokse op i så utrygge rammer. Man træder ind i voksenlivet med en tung rygsæk fuld af traumer og svigt. Samtidig skulle man have haft en kuffert med værktøjer til egenomsorg og relationer med andre med, men den kuffert er bare skuffende let. At have en tunge traumerygsæk og en alt for let værktøjskasse med ind i voksenlivet, giver et for andre til tider usynligt, men for os selv et meget, meget virkeligt handicap, der gør det svært at få en almindelig hverdag og relationer til andre til at fungere.

Den gode nyhed er traumerygsækken kan tømmes og værktøjskassen kan blive fyldt op med de værktøjer, som vi har brug for. Det kan gøres på flere forskellige måder og enhver persons helingsrejse vil se forskellig ud. Men det kan lade sig gøre og det er ikke sådan, at fordi du fik en dårlig start på livet, så er hele dit liv ødelagt. Men det kræver arbejde og det kræver at du tør tage påbegynde den rejse, som din heling er.

Podcasten Det ender godt er ment som en følgesvend for dig, der er på en sådan helingsrejse – både dig, der lige er startet og dig, der har været i gang i flere år. Jeg deler ud af min viden, som psykoterapeut, coach, selvudviklingsnørd og som et menneske og du får lov til at komme tæt på mine egne praksisser (læs: ting jeg gør for at passe på mig og min familie). Fælles for alle afsnit er at fokus er på, hvordan man tager ansvar for sit eget liv og hvordan egenomsorg i praksis ser ud og der kommer til at ligge et afsnit klar hver fredag hele 2025. Når vi når frem til december 2025 gør jeg status over, om jeg stadig det giver mening at udgive den, men indtil da. Hver fredag. Så ligger der et afsnit til dig.

//Sharangka

Published by Sharangka Manokaran

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *