Vi syntes det var svært at blive enige om et navn.
Det skulle være tamilsk, men Aske insisterede på at han skulle kunne udtale det “rigtigt” og det måtte ikke være for langt. Det udelukkede en lang række navne, jeg kunne lide.
Vi endte med Ramya – det udtales som Ronja, bare med “am” i stedet for “on”. Jeg synes det er svært at gå fra at kalde hende baby og Chellam (skat) til Ramya, men det hjælper at andre kalder hende det.
Velkommen til smerteland – hvor kroppen ingenting kan.
I morgen er det 3 uger siden, at baby kom til Verden og jeg er overhovedet ikke kommet af med mine bækken- og hoftesmerter, som adskillige optimistiske mennesker forsikrede mig om ville ske efter fødslen.
Efter fødslen er smerterne taget til og min læge snakker om, at jeg har en kraftig bækkenløsning. Så jeg er på panodiler og senge/sofaliggende det meste af tiden, mens vi venter på, at det bliver bedre og det bliver afdækket, hvordan det skal behandles. Jeg har fået at vide, at det nok skal blive bedre, men at jeg må væbne mig med tålmodighed og bruge mit netværk i mellemtiden.
Sideløbende med at kroppen fucker med mig, er humøret styrtdykket og jeg græder stort set hver dag. For det er sgu svært at acceptere, at jeg er sådan en, der skal have hjælp. Hjælp til at komme op at stå, hjælp til at bære og flytte ting og hjælp til at vende mig i sengen. Når baby græder, kan jeg ikke gå rundt og vugge hende i mine arme, men bliver nød til at bede Aske eller hvem der ellers er til stede om at tage hende. Især det med baby knuser mit hjerte.
Det er lang tid siden, at jeg har følt mig så magtesløs, frustreret og altovervældende trist til mode. Det er ydmygende at jeg skal have så meget hjælp og det stemmer ikke overens med mit selvbillede af at være en kan-selv-vil selv-pige. Mit liv er pt. fuld af aftaler med akupunktør, massør, fysioterapeut og læge og jeg skal have hofterne ultralydsscannet for at tjekke om der er væske i leddene. Oven i det er der den klassiske historie om nybagte forældre, kaos, lortebleer og manglende søvn. Fuck my life, som man siger.
Men her er det eneste madbillede, som jeg har taget i de 3 uger. Min søsters hjemmelavede burak med feta-mynte-fyld. Mumsfilibabba siger jeg bare. Det er ikke ALT der er lort…
Baby blev født fredag d. 07.07 2017.
51 cm lang og 3.646 g tung.
Min telefon plejede at være fuld af madbilleder.
Nu er den fuld af babybilleder.
Me gusta.
Så er jeg nået til 41+4 og idioten, som jeg har døbt baby er umiddelbart ikke interesseret i verden uden for maven. Jeg er derfor blevet sat i gang i dag efter sundhedsstyrelsens anbefalinger. Måske kommer der en baby i nat, måske kommer den først om flere dage. Det ved man ikke. Men indtil videre har jeg 6 piller, der skal sluges over de næste 15 timer og så tager vi den derfra.
Det gode ved at vi vidste, at vi blev sat i gang i dag er, at vi igår kunne markere overgangen til en ny livsfase og nyde vores sidste almindelig dag sammen. Vi valgte at gøre det ved at tage på roadtrip langs Sjællands nordkyst. Vejret var med os og det var en fantastisk kærestedag, som ryger lige i mindekisten. Vi startede med at tage til Rungsted og besøge Karen Blixen museet, derefter tog vi til Helsingør for at se Kronborg og kigge hen på Sverige og sluttede så turen i Heather Hills, som var mere end jeg havde turde håbe på. I Heatherhills sad vi et solidt stykke tid, hånd i hånd og betragtede solen gå ned over havet, mens vi blev gennemblæst og kunne følge svalernes flugt.
Jeg synes det var svært at vende ryggen til solnedgangen og tage hjem, for det markerede slutningen på livet, som vi kender det. Jeg ved, hvad jeg har, men ikke hvad jeg får. Jeg var uendelig skruk, da vi planlagde baby, men her hvor vi står på dørtrinnet til at møde hende, er jeg bare bekymret for, om vi kan klare det og hvordan mon livet som 3 personers familie bliver.
Igangsættelsen betyder også at vi officielt er gået i hi og udelukkende fokuserer på den forestående fødsel og de første dage, hvor vi skal have tilknytningen til baby og amning op at køre. Planen er at det kun er den nærmeste familie, som får at vide, når vi to er blevet til os tre og så melder vi ud på Face og her på bloggen senere.
Såeh… hyg jer og vi ses på den anden side!
3. jordemoderbesøg
Da vi var inde til 3. jordemoderbesøg (35+2) vejede baby 2500 gram – ifølge jordemoderens skøn. Hun mente at baby følger det danske gennemsnit ret præcist og nok vejer 3600 gram til fødslen. Jeg har ikke meget fidus til de skøn, de kommer med og skal se det før jeg tror på det.
Jeg ved ikke om vi bare er uheldige med jordemødrene eller om det er os, der har misforstået deres funktion, men jeg gik igen derfra og havde ikke fået svar på alle mine spørgsmål og overvejelser. Jeg ved f.eks. ikke noget så simpelt som, hvorvidt baby har hovedet ned af. Jordemoderen mærkede efter og sagde intet, så jeg går ud fra, at det har hun. Men altså. Jeg skulle have spurgt.
Nomadetilværelsen
Vi har tilbragt den sidste uge hos svigerfar i Brønshøj. Han bor i villa og det er federe for mig, at være dér, så jeg kan komme udenfor. Det er ret smertefuldt for mig at komme op og ned til 3. sal, så resultatet var alt for mange indetimer og jeg fik spat.
Vejret har været skønt, vi har grillet og spist koldskål.
Jeg har nydt det, men der har også været alt for mange timer med Netflix i sengen, hvor jeg var så frustreret over at det var det eneste jeg kunne, at jeg havde lyst til at slå alt i stykker omkring mig.
Taknemmelighedsøvelser
Graviditeten har slet ikke været, som jeg havde forestillet mig og jeg er lidt træt af at være sur, utilfreds og ked af det hele tiden. Så for at hjælpe mig selv med at se lysere på det og trods alt også huske de gode ting har jeg lavet en omvendt bucket list i min Bullet Journal. Jeg har simpelthen forsøgt at huske alle de overfede ting, som der trods alt har været plads til i den trælse ventetid og skrevet dem ned, så jeg kan genkalde mig dem, når humøret dykker.
Listen er ikke overvældende lang, men det som er med er jeg i sandhed virkelig taknemmelig for!
Der er bl.a. med, at
1) vi har grillet og fået kartoffelsalat med rygeostcreme
2) jeg har spist mere end én pebermynteis
3) jeg har besøgt mine forældre mere end jeg plejer
4) jeg har været i Krakow med Aske og vores fælles ven
5) jeg har overvundet min frygt for at vokse mine egne ben
Om sidstnævnte er der kun at sige, at når man ikke kan gå pga. smerter, så er hårfjerning med voks ligesom at se en Disneyfilm. Det er lidt tragikomisk, men jeg er taknemmelig, for det er meget praktisk 🙂
Redebyggeri
Med bare 4 uger tilbage (plus/minus) begynder det at være tid til, at få styr på de sidste babyforberedelser. Vores ejendom skal have skiftet vinduer og døre, så der kommer til at være håndværkere og byggestøv i lejligheden de næste 3 uger, hvilket gør mig lidt cranky. Det ville passe mig fint, hvis alt var sat op og klar nu, men vi venter.
Jeg krydser fingre for, at håndværkerne ikke bliver forsinkede og at baby ikke kommer før terminsdatoen, selv om jeg er så klar til at få hende ud.
Men hey, på den lyse side er det fedt at få nye vinduer, døre og efterisoleret for det er en latterlig kold lejlighed om vinteren. Det bliver fedt, når kulden sætter ind og vi ikke behøver varme op med en elektrisk varmeblæser 🙂
Søndag.
Solen skinner.
Jeg har brugt det meste af dagen i sengen med hoftesmerter. Jo mere tid jeg bruger dér, jo dårligere bliver mit humør og jeg har truet Aske med at føde babyen, stikke den i armene på ham og selv rejse til Australien.
Jeg er så træt af at være fanget i en krop, der gør ondt, uanset om jeg går, står, sidder eller ligger. Jeg græder sådan ca. hver dag efterhånden, fordi jeg er vred, frustreret og har ondt.
Jeg vil bare gerne kunne ting igen. Som at gå en tur uden at skulle bruge de følgende dage på at ligge i sengen og vente på, at mine hofter kan bære mig igen. Eller tage en opvask eller sidde i mere end 20 minutter på en stol.
Jeg er i dag 35+0 uger henne, hvilket vil sige at der er 5 uger til termin. Jeg tæller minutterne til den højtelskede og også lidt forbandede unge melder sin ankomst. Man må vist ikke sige højt at man er træt af at være gravid eller at man er vred på sit ufødte barn, fordi det forvolder så meget smerte, men hey: Vi gider ikke for mange tabuer.
Til fødselsdagen var der et lille smykkeudsalg og jeg endte med at købe de smukkeste sorte, trådøreringe.
De er i samme stil som en håndfuld andre øreringe jeg har og jeg er vild med dem alle sammen.
Tamilere (og sikkert mange andre grupper) har det med at kigge hinanden ud i mængder. Er det en tamiler det der? Adoptiv? Inder? Look a like? Og jeg kan huske at min søster fortalte mig, at et sikkert give away er at kigge efter smykkerne. Der er ikke så meget at tage fejl af, når folk går med guld eller indiske smykker.
Så jeg brugte en lang række år på, IKKE at gå med tamilske smykker fordi jeg værnede om mit privatliv og ikke kunne overskue, at blive identificeret i mængden pga. et par skide øreringe.
Men nu hvor jeg bare er mig og der ikke er hemmeligheder flasher jeg uden at blinke mit etniske ophav. Jeg har også fået mere overskud til at finde min egen blandingsstil, nu hvor jeg ikke prøver at passe for meget ind hverken i den brune eller hvide verden. Og jeg elsker altså den type øreringe. De er for nice.
Jeg har købt dem hos Elegance Jewels. Du finder hendes Facebook side her og hvis du finder noget du kan lide, så kontakt hende endelig. Hun taler dansk, selvom siden er på engelsk:)
Én af grundene til, at vi var i det jyske var, at min niece fyldte år. Det blev fejret i Dinos legeland og børnene havde en fest.
Jeg hyggede mig egentlig også ret godt.
Jeg tog mig selv i at tænke på fænomenet tid.
Første gang Aske var med til en komsammen med tamilere var da min niece fyldte 2 og der er altså gået 3 år.
Dengang havde jeg ondt i maven op til og prøvede at gemme mig lidt i køkkenet, mens jeg nervøst prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til det hele. Jeg synes det var vildt skræmmende at skulle introducere Aske til det tamilske miljø. Det gik fint, men damn det var mærkeligt.
Denne gang er vi gift, vi venter barn og jeg var mentalt et helt andet sted. Jeg slappede af og nød at være der og snakkede om løst og fast med de fremmødte. Alle vidste at Aske var min mand, så det skulle jeg ikke tænke på og det var skønt. Det sjove er, at der faktisk var flere med, som havde ikke-tamilske kærester og ægtefæller. Måske var der også nogle med for tre år siden, men så har jeg bare ikke opdaget det. Det var også en medvirkende faktor til, at jeg slappede af. Så mærkeligt og ildeset er det heller ikke at finde sig en ikke-tamiler. I hvert fald ikke i det selskab.
Der var en håndfuld unger, hvor kun den ene forælder var tamilsk. Jeg nærstuderede dem selvfølgelig, fordi jeg gerne vil lidt tættere på vores egen unge, men jeez de var vanvittigt forskellige i deres look.
I sandhed 50 shades of caffe latte. Men hver og en lige til at spise 🙂
Jeg og Aske var i Jylland sidst i april. Det var sidste gang inden baby.
Der var en underliggende stemning under opholdet, som jeg genkendte fra, da jeg boede hjemme og gik og ventede på eksamener i foråret. Hele verden var smuk, solen skinnede, blomsterne nikkede i forårsbrisen og fuglene sang dagen ind samtidig med at jeg ventede. Ventede anspændt og uroligt på den horrible dag, hvor jeg skulle til eksamen. Ventetiden var ikke sjov og jeg plejede at slå den ihjel ved pinagtigt at tælle dagene til eksamensdag. Ikke at det gjorde den sjovere.
Men jeg lagde mærke til, at jeg gjorde det igen. Lod mig opsluge af nervøs venteenergi, mens forårsskønheden både gik lige i hjertet og hen over hovedet på mig.
Jeg kunne ikke slippe erkendelsen af, at det var mit sidste besøg hos mine forældre, hvor jeg bare var mig. Fra nu af vil jeg altid have et ekstra vedhæng med, som jeg har ansvaret for. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og nyde omsorgen og opmærksomheden. Det er slut. Næste gang har jeg en lille klump med, som er mit ansvar. Klumpen skal ammes, skiftes, nusses, puttes, holdes og elskes, mens mine behov bliver sat i bero og sådan vedbliver det at være i meget lang tid.
Så jeg kom tilbage til København og græd og græd og græd.
Nu sker det, vi skal være forældre.
Vi er nået til point of no return.
Der er ingen vej ud og jeg skal vænne mig til et nyt element i min identitet.
At være nogens mor.
Jeg synes, at det er fair nok at have en mindre identitetskrise over det.
Yai! Mit nyeste graviditetssymptom er at vågne mellem 4:30 og 6:00 og glo ud i luften. Så jeg har nogle morgentimer, hvor Aske sover og jeg røvkeder mig. Jeg er begyndt at bruge timerne på at samle løse ender op og det er egentlig meget rart.
En af de løse ender har været at undersøge, hvorvidt jeg kan få svanemærket make-up eller ej. Jeg har haft en (dyr) tendens til at købe make-up, bruge det få gange og så donere det til min søster, da jeg ikke bryder mig om den syntetiske duft og tanken om hvilke stoffer, der er i.
Derfor har jeg i lang tid overhovedet ikke brugt make-up og har lovet mig selv, at når det er, så skal det være svanemærket. De såkaldt “naturlige” mærker duer ikke, da det ikke er en garanti mod uønsket parfume eller skrappe indholdsstoffer.
Nå, men jeg googlede det her til morges og bingo! Lige præcis i disse dage lanceres mærket Miild, der både er svanemærket og “AllergyCertified”. Sidstnævnte mærkningsordning kender jeg ikke, men det lyder umiddelbart godt 🙂
Du kan finde deres produkter på deres hjemmeside www.miild.dk. Her er der også en forhandlerliste, så man kan gå ned i en fysisk butik og købe produkterne. Nogle produkter er klar, andre er under udvikling.
Jeg er begejstret og går fluks i gang med at skrive ned, hvilke produkter, jeg ønsker mig! Der er jo kun sølle 9 måneder til min fødselsdag og jul :/