Tanker om (min) identitet – det ender godt

Jeg er vokset op med en fortælling om, at jeg skulle vælge mellem at være dansker eller tamiler. Det var noget, som blev gentaget igen og igen både blandt danskere og tamilere og det var en fortælling, som satte mig under voldsomt pres. For jeg følte mig ikke som kun dansker eller kun tamiler. Jeg er begge dele på samme tid og fortællingen om at jeg skulle vælge var en stor, fed løgn og beror på en oversimplificeret måde at betragte identitet på.

Der findes faktisk termer, der beskriver sådan nogle som mig. Vi er third-culture kids, personer med komplekse identiteter og vi kan typisk gå nemt ind og ud af kulturer, som en slags kulturelle kamæleoner. Det har bestemt sine fordele at kunne sætte sig ind i forskellige menneskers livssyn, værdier og måde, at leve livet på, men der er også en hage ved at være en kamæleon. Hvis man er så god til at skifte farve, så man går i et med omgivelserne, hvordan ved man så hvad ens egne true colours er?

Jeg har i mange år kæmpet med at få greb om min identitet. Jeg har kæmpet med følelsen af at være forkert, aldrig at passe ind, at skulle skjule mine tanker og følelser for ikke at blive udstødt. Både af danskere og tamilere. Jeg har følt mig så alene med mine tanker og har virkelig manglet nogen at spejle mig i.

Heldigvis har internettet gjort, at man pludselig kan finde andre, der er som en selv og pludselig bliver der dannet communities på trods af geografiske afstande og mennesker, der før var isoleret kan nu komme i dialog med andre, som dem. Det er så smukt og jeg vil gerne stille mig frem, som en du måske kan spejle dig i. Måske.

Meget at mit personlige identitetsarbejde foregår på Instagram – følg mig gerne der, hvis du vil have det hele med.