Søndagsupdate: Jeg tænker kun på mad

Jeg har tabt mig 2,2 kg siden i søndag og vejer 87,9 denne morgen 🙂

Jeg tænker kun på mad
Det føles som om at jeg har været på kur i 25 fantasilioner år, fordi jeg tænker så meget på mad, måltider og vægttab.

Jeg tænker bl.a. på:
* hvad jeg skal spise til de næste måltider
* hvad vi har i fryseren, som skal bruges
* hvilke grøntsager der mon er i sæson
* hvordan jeg kan spise flere grøntsager hver dag
* hvilke grøntsager jeg overhovedet kan lide
* hvilke belønninger, der skal falde og hvornår
* om jeg kan vedligeholde mit vægttab, når jeg engang har tabt mig nok
* om 65 kg overhovedet er en god vægt
* og mange, mange flere overvejelser…

Når jeg går og tænker på, hvordan jeg får ændret vores kost varigt og vi bliver sådan nogle, der spiser mega sundt, så følger det også, at jeg taler helt vildt meget om det. Jeg tror snart Askes ører falder af, så meget som jeg fortæller ham om mine overvejelser. Jeg føler mig lidt dum og skamfuld, hver gang jeg liiige vil indvi ham i noget, men samtidig har vi en fælles forståelse for at det her vægttab er vigtigt og svært og derfor får processen meget opmærksomhed. Så håber og regner vi selvfølgelig med, at om nogle uger, hvor jeg er begyndt at blive god til at spise på en anden måde, så frigøres der noget tanke- og taleenergi til andre ting 😀

Kur versus livsstil
Samtidig med at ugen har føltes vanvittig lang, så har jeg ikke følt at jeg var på kur. I hvert fald ikke på den dér nederen jeg-bliver-aldrig-mæt-eller-glad-igen eller jeg-må-aldrig-få-noget-lækkert agtige måde.

Jeg minder mig selv om flere gange om dagen, at jeg går efter et varigt vægttab. Det betyder at selvfølgelig skal jeg være i kalorieunderskud, men processen må simpelthen ikke blive så hård, at jeg giver op. Dét har jeg prøvet og det dur ikke.

Denne uge er jeg lykkedes med at tilføje en masse grøntsager i mine måltider og spise portioner, som var tilpas små til at jeg ikke var sulten, men heller ikke propmæt bagefter. Men jeg har fået både pasta og kage og har ikke følt mig snydt. Det har været nok til at tabe mig 2 kg.

På et tidspunkt rammer jeg nok en mur og skal nok gøre noget anderledes for at tabe mig yderligere, men jeg tror den her tilgang er fin nogle uger endnu.

Den kommende uge
Den kommende uge har jeg planlagt at der både kommer til at være chokoladeæg og en minipåskefrokost på menuen – apropros at det ikke skal være sur røv at skulle tabe sig. Jeg prøver at kompensere for de ekstra kalorier ved at skifte enkelte af måltiderne ud med friskpresset grøntsagsjuice, men jeg aner ikke, hvordan kalorieregnskabet kommer til at se ud. Krydser fingre for, at det ser fint ud på søndag.

Nå. Jeg er sulten. Hvad kan jeg finde på…

Kostprincipper

Jeg tror ikke på, at der er én endegyldig sandhed om, hvad man bør spise for at tabe sig og holde vægten. Det er fint at folk sværger til den ene eller anden kur eller kostretning, men det bliver for firkantet til mit temperament. Jeg er derfor i gang med at finde ud af – fra dag til dag – hvad jeg godt kan lide at spise og hvad der fungerer for mig. Den eneste regel, jeg tror på, er at man skal være i kalorieunderskud for at tabe sig.

De kostprincipper, jeg spiser efter for at tabe mig ser sådan her ud:
1. Ingen sukkerholdige drikke
2. Meget små mængder ris, pasta, brød mm. og spises fortrinsvis om aftenen
3. Masser af grøntsager
4. Masser af vand
5. Godt med protein og sundt fedt
6. Ikke noget junk
7. 2-4 måltider om dagen afhængig af appetit

Det er retninglinjer, som fungerer, når jeg følger dem, men jeg prøver at lade være med at skælde mig selv ud, hvis jeg ikke lykkedes med det hver dag. Den skam, der følger med, hvis jeg ikke lykkedes med at følge dem, resulterer nemlig oftest i at jeg trøstespiser, så jeg øver mig virkelig i at trække på skuldrene og fortsætte mit gode arbejde, så det ikke bliver et dobbeltnederlag.

Visdom fra kostvejlederen
Sidste år gik jeg hos en kostvejleder og selvom jeg ikke følger hendes kostanvisninger 100 %, så tilskriver jeg hende alligevel æren for at forstå, hvordan jeg skal tabe mig. Jeg tabte mig 10 kg da jeg var i forløb hos hende og det har grundlæggende givet mig en tro på, at jeg kan tabe mig.

Jeg har længe arbejdet med min vægt, men min indsats har båret præg af, at jeg ikke helt troede på projektet. Jeg bliver hver gang utålmodig og når at tænke “det lykkedes alligevel ikke” og giver op midt i det hele. Men i den tid jeg gik hos Anne og fulgte hendes anvisninger tabte jeg mig og endda i et rigtigt fint tempo. Hun hjalp mig virkelig med at få øjnene op for at jeg godt kan tabe mig, så længe jeg holder mig til kostplanen.

Stabilt blodsukker
Anne bad mig eliminere de kulhydrattætte fødevarer for at holde mit blodsukker stabilt. Det betød at jeg for første gang oplevede, hvordan for mange (og for hurtige) kulhydrater gør mig oppustet, træt, ødelægger mit humør og øger min appetit. Når jeg skærer ned på kulhydraterne bliver jeg stadig sulten, men jeg bliver ikke hangry, som jeg ellers bliver. Det var noget af en aha-oplevelse for mig!

Nu er jeg derfor opmærksom på ikke at spise for mange kulhydrater, men jeg er ikke villig til at skære dem helt ud af min daglige kost. Jeg er for glad for smagen og kan ikke holde den nye måde at spise på, når jeg hver dag føler at jeg kører kun på viljestyrke. Derfor prøver jeg at rationere kulhydraterne og spise dem til aftensmaden, så jeg ikke starter dagen på kulhydrater, som gør mig sur og sulten resten af dagen.

Jeg tæller ikke kalorier – det fungerer ikke for mig. Men jeg prøver at designe mine måltider, så den kalorietætte mad ikke fylder for meget. Så må vi se, om jeg skal ændre noget senere.

Du kan se hvad jeg spiser fra dag til dag på Instagram 🙂

Søndagsupdate: Jeg faldt af vognen

Jeg gav lidt op på kuren i tirsdags, da det blev annonceret at lockdown fortsætter. Mit humør faldt helt vildt og jeg har trøstespist tilsvarende, hvilket kan ses på vægten. Men jeg er egentligt i ret godt humør i dag, for jeg ved at vægt og indsats hænger sammen og jeg er klar til at fokusere på den sunde kost igen.

Status

I dag 90,1 kg // 25,1 kg
22. marts 89 kg // 24 kg
15. marts 89,1 kg // 24,1 kg
11. marts 89,9 kg // 24,9 kg

Der er ikke én opskrift
Jeg spiser ikke efter en bestemt retning/kur, for jeg tror ikke på at der er én måde, der er den rigtige. Vi har alle forskellige kroppe, temperament og livsstil. Derfor vil du også have svært ved at finde den røde tråd, når du ser hvad jeg spiser i mine Insta-stories. Jeg forsøger mig frem og finder hen af vejen ud af, hvad der virker. Når det er sagt, så deler jeg på tirsdag, hvad mine tanker om kost er.

God søndag!

Jeg er gået på kur – igen, igen, igen

Min vægt var kommet på afveje, så onsdag d. 11. marts annoncerede jeg på Instagram og YouTube, at jeg ville genoptage mit vægttabsprojekt. Dér var jeg lykkeligt uvidende om, at Danmark var ved at gå i lockdown pga. Corona-virus og min nøje planlagte vægttabsstrategi faldt til jorden, da vores hverdag pludselig blev ændret. Ramyas første hjemmedag var allerede dagen efter og vi har holdt os i isolation siden. Det er nu 16 dage, hvor vi bare har været Aske, Ramya og mig.

Hvorfor er jeg ikke i mål endnu?
Jeg tabte mig jo en del kg sidste forår og hvis jeg havde fulgt kuren, som jeg skulle, ville jeg havde været i mål på nuværende tidspunkt. Men jeg har haft svært ved at bevare motivationen og jeg har vekslet mellem at være på kur og at lade de dårlige vaner og trøstespisning få plads og på nuværende tidspunkt vejer jeg 90 kg, så 5 kg mere end sidste forår.

Det er frustrerende at tænke på, at hvis jeg havde haft mere viljestyrke og disciplin, så havde jeg nået min drømmevægt nu, men samtidig er jeg også opmærksom på ikke at slå mig selv i hovedet med det. Så jeg tænker, der ikke er så meget andet at gøre end at prøve igen.

Udfordringer i lock-down
Det giver nogle praktiske og mentale udfordringer, at Danmark er i lock-down. Vores hverdagsrytmer har ændret sig, eftersom at Ramya ikke skal i vuggestue og det komplicerer tingene lidt. Jeg bliver stresset af, at vi er sammen hele tiden. Vores lejlighed er virkelig lille og alenetid er reduceret til, når Ramya sover. Jeg befinder mig i sådan et mærkeligt grænseland, hvor jeg føler mig presset, fordi jeg er på Ramya all day every day og samtidig keder jeg mig gudsjammerligt.

Jeg skulle havde været i skole sidste weekend, men det blev aflyst, hvilket gjorde lidt ondt i mit hjerte. Jeg glæder mig altid til mine skoledage, for de er så meningsfulde og giver mig så meget energi og overskud.

I forhold til madplanen, så er det Aske, der handler, hvilket han gør ca. hver 4. dag. Dvs. jeg skal lave en madplan, som tager hensyn til min kur samtidig med at Aske skal kunne blive mæt og Ramya skal kunne lide maden. Så laver jeg en liste, som Aske handler efter og hvis der er noget, der er udsolgt, så ringer han mig op, så jeg kan tage stilling til, hvad vi skal have i stedet. Det gør bare mad lidt mere kompliceret. Ikke umuligt, bare svært.

Udfordringer generelt
Jeg hader at være på kur, men jeg hader også at være tyk. Jeg har svært ved at finde balancen, hvor jeg er i kalorieunderskud uden at føle mig snydt. Det er især når jeg bliver presset eller er træt, at jeg tager nogle rigtig dårlige madbeslutninger. Der er jo ikke andet for end at øve mig hver dag, for hvad er alternativet? At blive ved med a være tyk, træt, have ondt i leddene og have humørsvingninger? Nej tak.

Min vægttabsrejse fremover
2020 bliver det år, hvor jeg rammer de 65 kg og der ikke noget at diskutere. Corona-virus eller ej. Jeg skynder mig lige at sige, at jeg jo ikke ved, hvad min idealvægt egentlig er og jeg er åben over for at 65 kg måske er for lidt. Så stopper jeg før. Men det bliver et aktivt valg baseret på hvad spejlet og min krop fortæller mig. Jeg gider ikke være tyk længere.

På Instagram kan du følge med i, hvad jeg spiser fra dag til dag og som noget nyt er jeg kommet på YouTube også. Her kommer der hver søndag en update på, hvordan det hele skrider frem. Det samme gør der her på bloggen.

Hep, hep, hep, Sharangka!

Jeg vil gerne være god til tamilsk

Forskning viser, at det første sprog vi lærer er det sprog, som vores følelser er knyttet op på – det er i hvert fald det, jeg har hørt. Mit første sprog er tamilsk og tamilsk er for mig utroligt smukt og udtryksfuldt. Til gengæld er jeg bedst til dansk og jeg kan overhovedet ikke tale tamilsk på samme niveau, som jeg kan tale dansk. Og det er et problem. For med haltende sprogkundskaber følger haltende relationer.

Afgrunden mellem mennesker
Mit tamilske rækker til hverdagsbrug og jeg kan fint konversere om den del af livet, der handler om konkrete hverdagsscenarier. Jeg kan f.eks. sige at far er i haven og klippe græs. Eller at maden i køleskabet var mugnet, så jeg smed den ud. Eller at jeg tager på arbejde direkte efter skole, så jeg er først hjemme sent mm.

Men jeg kan ikke diskutere idéer og filosofier på tamilsk. Hvordan siger man f.eks. feminist, kønsroller og samfundsstruktur? Hvordan siger man psykologiske behov, succeskriterier, fællesskab eller rollemodel?

Og jeg ved ikke, hvordan man taler om følelser på tamilsk. Det er ikke noget, vi har gjort os i i min familie. Hvordan siger man behov, grænser, frustreret eller angst?

Når der er grænser for mit sprog, er der også grænser for, hvad jeg kan tale med mine forældre (og andre tamilere) om. For ligesom mit tamilske har begrænsninger, er der også begrænsninger for, hvor meget dansk mine forældre kan. Og så ender vi med at sidde dér overfor hinanden med så meget at dele, men i stedet for at række ud mod hinanden, er der en afgrund af stilhed mellem os, som kun kan krydses med ord ingen af os kender. Så vi holder os til samtaler om mad, tøj og ting og får ikke snakket om det, der virkelig betyder noget for hver især.

Selvfølgelig kræver det mere end at man kender ordene, før man tager en dyb eller svær samtale. Men hvis ikke man har ordene til rådighed, så er det ikke længere et valg om man vil tale om et givent emne eller ej. Det er bare ikke en mulighed.

Snappy comebacks
Udover at jeg gerne ville kunne have mere nuancerede og vigtige samtaler på tamilsk vil jeg også gerne være lidt hurtigere med at komme med svar på tiltale. Jeg har tabt min andel af diskussioner alene fordi jeg ikke kunne sige på tamilsk, hvad jeg tænkte på dansk. Og så grinte de af mig, som stod der med røde kinder og var arrig, fordi de udemærket vidste at det var det, der foregik. Det huede mig ikke.

Ramya og tamilsk
Netop på grund af mine egne oplevelser med at virke lidt dummere og blive ensom af ikke at kunne tamilsk, vil jeg gerne have, at Ramya lærer tamilsk. Jeg vil gerne have, at hun kan kommunikere med sin ammama og ammappa og familiemedlemmer i andre lande. Genetisk er hun 50 % Sri Lanka tamiler og jeg føler, at jeg skylder hende at lære hende så meget tamilsk (sprog og kultur) at hun har mulighed for at blive en integreret del af det tamilske fællesskab – hvis hun vil.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe det an dog. Det føles ikke naturligt pludseligt kun at ville tale tamilsk med hende.

Jeg ved dog, at jeg gerne vil forbedre mit tamilske og mon ikke jeg kan finde en løsning, hvor der skabes lidt synergi og det smitter af på hende også…

Og nu vi er ved at tale om at tale flere sprog: tjek lige de her to ud, de er simpelthen så seje!

Aske edit: Aske siger, at det lyder som om, at mig og min mor aldrig har nogen dybere samtaler, hvilket jo ikke passer. Det har han ret i. Men grunden til at vi kan have det, er at hun er min mor. Hun tager sig tid til at lytte og forstå og så taler vi sammen på et miks-maks af dansk og tamilsk og det går. Men der er masser af samtaler med hende, hvor jeg giver op på forhånd eller giver op midt i det hele og siger, at det er ligemeget. For jeg mangler ord. Og så er der alle de mennesker, som ikke er min mor og som ikke lytter tålmodigt og virkelig prøver at forstå mig.

Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Læselisten 2020

Godt Nytår! Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år. Jeg har virkelig nydt helligdagene, men jeg er nu også glad for, at det er blevet hverdag igen. Jeg elsker Ramya, men jeg har brug for nogle timer hver dag, hvor min primærfunktion ikke er at være mor…

Før nytår spurgte jeg, om I havde nogle boganbefalinger, fordi jeg gerne vil tilbage til at være læse-Sharangka frem for Netflix-Sharangka. Jeg har nu strikket årets læseliste sammen og det er ikke uden stolthed, at jeg kan meddele, at jeg faktisk allerede har fået læst en af bøgerne på listen. Jeg fik læst Kalak af Kim Leine på 2 dage, så nu skal jeg på biblioteket for at låne en ny bog.

Listen er som følger:
1. Hvor flodkrebsene synger
2. En uretfærdig tid
3. The hard thing about hard things
4. Hvor taler du flot dansk
5. Abundance now
6. Kalak
7. Englene i Avignon
8. Min kamp 4
9. Min kamp 5
10. Min kamp 6
11. Vi burde alle være feminister
12. Dødevaskeren
13. En lykkelig slutning
14. Jytte fra marketing er desværre gået hjem
15. Kroppen husker
16. Folk med angst
17. Den halve konge
18. Tempus investigations I
19. Tempus Investigations II
20. Brødrene Løvehjerte

Udover de 20 bøger, skal jeg også igennem en del pensum til studiet, så jeg kan se frem til at læse stort set hver dag. Det gjorde jeg også som barn og teenager og det var skønt – så jeg glæder mig!

Når det er sagt, så er jeg lige begyndt at se The Witcher sammen med Aske. Men altså. Det er The Witcher.

Julen 2019

Jeg er mæt af jul – på den gode måde. Jeg havde en liste af ting, jeg ville i december og jeg tror faktisk, at jeg nåede det hele! Det føles i hvert fald sådan. Jeg har været i Tivoli og spise flæskestegssandwich. Jeg har drukket megameget gløgg. Jeg har fået æbleskiver. Bagt småkager. Lavet familiekalender. Lavet juleklip. Haft pyntet op i lejligheden – inklusiv et lille juletræ. Været til julebanko med Askes familie. Holdt julehygge i Jylland med min familie. Hørt masser af julemusik. Og det var bare alt det, der ikke var juleaften, som også var skøn. Jep. Jeg er mæt.

Familiekultur

Jeg syntes, det var svært at være barn. Jeg følte mig udenfor i skolen: min familie holdt ikke jul og påske og det var ikke altid, vi var klædt ud til fastelavn. Når vi holdt fødselsdag, var det på en helt anden måde end mine klassekammerater. Samtidig fejrede min familie ikke de tamilske helligdage. Mine forældre ville ikke bede om at få fri, for man ved jo aldrig, hvornår man bliver fyret.

Jeg tror ikke, at de fik gjort sig det bevidst, at hvis ikke de prioriterede at fejre de tamilske helligdage med os, jamen så ville vi ikke få kendskab til den del af vores kulturarv eller kunne mærke, at helligdagene var vigtige.

Kulturelt hjemløs
Jeg følte mig i mange år kulturelt hjemløs, hvor jeg hverken følte mig som en del af det danske eller det tamilske kulturfællesskab. Det var noget, der gjorde mig rigtig usikker og ked af det. Jeg havde brug for at høre til.

Derfor er det vigtigt for mig, at give Ramya en oplevelse af, at vi er en familie med traditioner og give hende en stærk oplevelse af at høre til. Jeg vil gerne give hende en lysere og tryggere barndom end jeg selv havde.

Forældre som kulturbærere
Forældrene er kulturbærere i familien. Forældrene er de voksne og dermed dem, der har ansvaret for familiens trivsel. Forældre sætter bl.a. tonen for hvordan man taler til hinanden eller behandler hinanden. Det er forældrenes ansvar at opbygge en sund familiekultur, hvor børn føler sig trygge, set og hørt. Og en del af den tryghed kommer af at man har traditioner. Traditioner er noget vi gør sammen og noget, som vi har tilfælles. Traditioner er altså med til at give os følelsen af at tilhøre et fællesskab.

Den bevidste familiekultur
Jeg arbejder meget bevidst med at opbygge vores familiekultur. Jeg og Ramya er så heldige, at Askes familie faktisk allerede har nogle veletablerede familietraditioner, som vi er blevet en del af . Hvert år er der julebanko med spiselige gevinster, gløgg og æbleskiver og hvert år er der påskefrokost, hvor vi maler og triller æg.

Men de to traditioner skal ikke stå alene. I år indfører vi en familiekalender* til jul og vi skal bage småkager af flere omgange. Og så er der fødselsdage, ferier, nytårsaften, kulturnatten, sommerhusture med vennerne, alenedage med mor eller far, tamilertirsdage*, lørdagsbrunch, date nights og meget, meget mere.

Man bliver aldrig færdig
Familiekultur er ikke noget, som man bare lige sætter sig ned og får styr på en gang for alle. Som så meget andet i livet, så er familiekulturen noget, der udvikler sig og tilpasser sig i takt med at vores tilværelse ændrer sig. Børn bliver ældre, man skifter adresse eller får nyt arbejde, nye idéer dukker op og man opdager, at noget man plejede at syntes var sjovt, bare ikke fungerer mere. Og det er helt okay. Jeg øver mig i ikke at klamre mig til et bestemt billede af, hvem vi som familie skal være og bare eksperimentere mig igennem lidt forskelligt og se, hvad vi kan lide.

Hvad har I af familietraditioner? Hvad er det, der gør jeres familie til et trygt fællesskab? Del gerne jeres guldkorn!

*Mere om det en anden dag!

Jeg har alt – undtagen et job

Vi har det virkelig godt for tiden. Jeg er vild med Aske, Ramya er skøn, lejligheden bliver hele tiden lidt bedre og ja – jeg er bare rigtig, rigtig glad. Så længe jeg ikke tænker på mit job. Eller rettere manglen på samme.

Arbejdsløs og i dårligt humør
Jeg er blevet arbejdsløs og hånden på hjertet – jeg er ikke så god til at være jobsøgende. Det er ensomt og frustrerende og jeg bryder mig ikke om usikkerheden ved ikke at vide, hvor og hvornår jeg kommer i et ansættelsesforhold igen. Så energien og humøret svinger afhængig af, hvem jeg har været i kontakt med den pågældende dag og om der er tikket afslag på en ansøgning ind – igen.

Jeg føler mig tilovers og hver gang jeg får et afslag, spørger jeg mig selv om, hvad jeg egentlig kan. Og endnu værre end afslag er, når jeg slet ikke får et svar eller ikke kan få kontakt. For jeg har svært ved ikke at føle, at det er fordi jeg er værdiløs, at man ikke engang gider svare på mine mails eller tage mine opkald. Jeg siger til mig selv, at det er, fordi de har travlt, at de er glemsomme eller at de bare ikke er særligt empatiske, når de ikke vender tilbage, men av, hvor gør det altså stadig ondt.

Betydning af at kende nogen, der kender nogen
En ganske betragtelig del af jobs slås aldrig op, fordi det er hurtigere, nemmere og billigere at rekruttere gennem sit netværk. For at komme i betragtning til de jobs, er det vigtigt at være en del af dét netværk. Jeg kan godt føle mig lidt bagud på point og føle, at jeg ikke kender nogen. Jeg var optaget af at få gode karakterer på universitetet og nu har jeg så opdaget, at jeg også skulle have prioriteret at få drukket en masse øl med mange forskellige mennesker.

Til mit held er jeg så socialt anlagt, at jeg ubevidst alligevel har skaffet mig et ret stort netværk – nu skal jeg bare bruge det rigtigt…

Hvad arbejder akademikere egentlig med?
Jeg oplever at en af de større forhindringer i min jobsøgning er, at jeg ikke rigtigt ved, hvad akademikere arbejder med i den virkelige verden. Jeg er virkelig god til at studere og jeg elsker at læse, skrive og blive dygtigere. Til gengæld aner ikke, hvordan jeg formidler til arbejdsgiverne, hvad det så egentlig er jeg kan. Jeg har kun haft en enkelt akademisk ansættelse og det er på ingen måder repræsentativt for det danske arbejdsmarked. Så jeg kan føle at jeg står og stirrer ind i en tæt tåge, hvor andre bare kan… se.

Kaffesamtaler
Den kommende tid byder på kaffesamtaler en masse. En kaffesamtale er 30-60 minutter med en person fra mit netværk, hvor jeg får mulighed for at blive klogere på hvilke virksomheder, der findes derude, hvad de egentlig laver og hvilke kompetencer, der efterspørges i branchen.

Vil du hjælpe?
Som læser er du en del af mit netværk 🙂 Hvis du har konkrete tips til min jobsøgning eller forslag til personer, som jeg burde tage en kop kaffe med, så skriv endelig til mig! Skriv en kommentar her på bloggen, på Facebook eller direkte til min mail sharangkamanokaran@gmail.com.

Jeg er uddannet Skov- og Naturforvalter fra det som i gamle dage hed Landbohøjskolen og nu hedder det KU Science. Jeg har arbejdet med affald og madspild og er derudover bl.a. interesseret i spildevand, forurening og energi.

Min LinkedInprofil er ikke helt opdateret, men den findes her.