Vi syntes det var svært at blive enige om et navn.
Det skulle være tamilsk, men Aske insisterede på at han skulle kunne udtale det “rigtigt” og det måtte ikke være for langt. Det udelukkede en lang række navne, jeg kunne lide.
Vi endte med Ramya – det udtales som Ronja, bare med “am” i stedet for “on”. Jeg synes det er svært at gå fra at kalde hende baby og Chellam (skat) til Ramya, men det hjælper at andre kalder hende det.
Baby blev født fredag d. 07.07 2017.
51 cm lang og 3.646 g tung.
Min telefon plejede at være fuld af madbilleder.
Nu er den fuld af babybilleder.
Me gusta.
I perioder drømmer jeg om det kommede bryllup. Drømmene handler altid om at miste kontrollen til brylluppet og at folk ikke holder, hvad de lover eller hvad vi aftalte. De forkerte blomster bliver købt, det er de forkerte farver på dekorationerne, folk kommer for sent, maden er dårlig osv. osv. Når jeg vågner er jeg SUR og det kan faktisk ødelægge hele dagen for mig. For så vågner jeg og er frustreret og jeg bruger hele dagen på at overveje, hvordan jeg planlægger mig ud af katastroferne.
I nat drømte jeg for første gang om brylluppet, hvor det ikke var et mareridt – tværtimod. Jeg vidste slet ikke det var muligt og min sjæl har i dag blafret på glade vinger.
Det gode humør og de dejlige drømme følger i kølvandet på at Aske, jeg og min mor i går brugte flere timer på at gennemgå tempel ceremonien, ritualer og tidsplaner for bryllupsdagen og jeg føler mig såååå meget klogere nu. Aske og jeg havde mange spørgsmål og dem, som hun ikke kunne svare på fik jeg hende til at skrive ned, så hun kan spørge præsten og få svar.
Te skal der til. Vi er vel tamilere.
Mørket falder på, snakken fortsætter og mor nedfælder omhyggeligt alle ubesvarede spørgsmål.
Jocker holder os med selskab. Han er blevet lidt døv, men han ved, hvor hans mennesker er og hvor det er godt at slå sig ned.
Engang i mellem fordybede mor og mig os i detaljer og skøre diskussioner på tamilsk og Aske blev desvære hægtet af. Heldigvis var han god til at beskæftige sig selv og han fandt bl.a. en helt fantastisk hjemmeside, der beskriver hvordan tamilske hinduer bliver gift. Hjemmesiden sætter ord på ting, jeg godt vidste, men ikke var sikker på, hvordan man forklarer. Samtidig er alt så genkendeligt og derfor meget mere brugbart end højtravende tekster om hvad hinduismen er. Hinduismen er en stor religion og det er meget forskelligt fra land, egn og by, hvordan man afvikler et bryllup. Jeg havde brug for hjælp til at forklare, hvordan netop vi håndterer ægteskabsceremonien og jeg tror jeg (Aske) har fundet den. Så var det måske ok, at mor og jeg blev grebet af snakken, når nu Aske fandt svaret på mine bønner.
Jeg er lettet.Måske jeg drømmer glade bryllupsdrømme igen i nat.
Torsdag d. 7. maj 2015, København
Vi har endelig, endelig, endelig fået taget hul på den væmmelige byld, der hedder bryllupsplanlægning. Jeg tror både Aske og jeg har udskudt det ret længe, fordi det virker så uoverskueligt at planlægge et bryllup, hvor to så forskellige kulturer som den danske og den tamilske skal mødes. Der er mange overvejelser, tanker, beslutninger og bekymringer. Hver gang vi træffer en beslutning er der muligheden for, at vi træffer et valg, som viser sig at være “det forkerte”. Måske kunne det have været gjort billigere. Måske hader gæsterne maden. Måske ville vi have sparet tid og energi, hvis vi havde uddelegeret det og det. Problemet er at det ofte først er bagefter man forstår hvad valget havde af konsekvenser og da er det for sent at lave om. Og det kræver ret mange dybe indåndinger at træffe beslutningerne alligevel, når man er en kontrolfreak som mig.
Der er lige under 4 måneder til vores bryllup og vi har ikke sendt invitationer ud endnu. Men vi har endelig fået taget nogle valg omkring invitationerne og er begyndt at få det ekspederet, hvilket er en lettelse.
Traditionelt er den tamilske bryllupsinvitation trykt i enten Indien eller Sri Lanka på tykt, flot karton med motiver af f.eks. elefantguden Ghanesh, hindu symboler eller et brudepar. Selve invitationen er meget formel, hvor det er forældrene til brudeparret, der inviterer til deres børns bryllup. Teksten er både på tamilsk og på engelsk og ordlyden er stort set ens i samtlige invitationer, jeg har set.
I modsætning til den tamilske invitation er den danske invitation ret uhøjtidelig og er tit præget af et eller andet personligt, som en rimende invitation, et citat, en personlig historie eller at man selv har siddet og klippeklistret den.
Tamilere afleverer helst invitationerne ansigt til ansigt over en kop te og en hyggesnak, danskerne synes det er så fint at modtage en invitation med posten.
Så hvordan skulle vi håndtere de skide invitationer?!
Først ville vi gerne have de tamilske invitationer, men på tamilsk og dansk i stedet for engelsk. De skal dog bestilles over nettet og det er umiddelbart en lidt kringlet proces, hvor man skal sende mails, læse korrektur, betale, få tilsendt stor pakke fra Indien og måske betale told også. Og taget i betragtning af, at en enkelt invitation ville koste omkring 12-15 kr. og der så også er porto og told, så regnede vi ud, at det bedre kunne betale sig at få invitationerne trykt her. Især fordi vi så ikke skal maile frem og tilbage med en eller ander inder på et kontor i en anden tidszone og hvor vi er usikre på, hvad vi egentlig får leveret.
Vi har derfor valgt at lave invitationerne i Photoshop og få dem trykt i Danmark. Vi laver en tamilsk version og en dansk, hvor den tamilske er den klassiske formelle tekst, mens den danske er afslappet. Beslutningen er taget. Jeg har brugt timer på nettet og ledt efter motiver, teksten er skrevet og vi har taget kontakt til et trykkeri. Forhåbentligt er invitationerne sendt ud om højst 14 dage, så vi kan komme videre i programmet!
Jeg har tænkt over, hvordan den tamilske side kommer til at modtage det, at invitationen ikke er som den “plejer” at være. Jeg tror jeg er kommet frem til, at den skal være så flot at selv mig og min hypersnobbede æstetiske sans er tilfreds. Når invitationen er gennemført og smuk, men ikke heeelt som den plejer at være, så er der ikke nogen grund til at blive ophidset. Og hvis man alligevel bliver det, så siger det vel egentlig mere om dem end om mig.
Billeder følger, når gæsterne har modtaget deres invitation!