Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Er du dansker eller tamiler?

Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i min barndom og teenageår og det har altid gjort mig urolig og ubehageligt tilpas. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har svaret, men jeg har tænkt meget over spørgsmålet også som voksen. Og det dukker op igen nu, fordi jeg tænker, at der nok ikke går mange år før at der er nogen, der begynder at spørge Ramya om det samme.

Hende den brune til børnefødselsdag
Jeg kan huske, at jeg har siddet til børnefødselsdag og været ufrivillig ambassadør for “de brune”, mens børnene og fødselarens forælder diskuterede kultur og identitet. Jeg kunne ikke komme med et enkelt svar på spørgsmålet om jeg var dansker eller tamiler og jeg følte mig anderledes og udenfor.

Når man er 8 år, forstår man ikke, at det ikke er én selv, der er noget i vejen med, når man ikke kan give et enkelt svar. Det er spørgsmålet, der er skævt.

Kulturel identitet
At opdele en persons kulturelle identitet, som værende enten det ene eller det andet er en voldsom oversimplificering, som slet ikke afspejler min og mange andres virkelighed. Jeg behøver ikke være enten tamiler eller dansker. Jeg er begge dele. Og om jeg er tamiler eller dansker er kontekstuelt altså det afhænger af omstændighederne.

Jeg er altid først og fremmest Sharangka. Sharangka, der har sit eget indre liv med tanker og følelser. Sharangka, der kan blive ked af det, vred, glad, taknemmelig, sulten, træt og alt det andet, som mennesker har tilfælles. Først derefter er jeg kvinde, akademiker, mor, blogger, dansker, tamiler, livsnyder, foodie, læsehest, veninde mm.

Når der skal klistres et label på mig (og andre), så er det altid i en kontekst. Når jeg er til en kusines bryllup, er jeg tamiler. Jeg taler tamilsk, jeg har tamilsk tøj på, jeg lytter til tamilsk musik og jeg spiser tamilsk mad. Når jeg er til middag med vennerne er jeg dansk. Jeg taler dansk, jeg har vestligt tøj på, vi lytter til vestlig musik og vi spiser dansk mad.

Jeg skal ikke vælge, om jeg er tamiler eller dansker, og jeg synes, at det er helt skævt at spørge andre mennesker og især børn om, “hvad” de er. De er først og fremmest sig selv. Det andet er kontekstuelt.

Det håber jeg, at jeg kan forklare lille Ramya, når den tid kommer.

Nygift

Jeg havde et ønske om, at skrive på bloggen hver dag op til brylluppet og virkelig vise jer, hvordan vi blev klar. Det viste sig dog at være et utopisk scenarie, da den sidste tid op til brylluppet var… hektisk. Og nu er der gået så lang tid, at jeg havde glemt mit password og måtte lave et nyt :S

Anyway…

Jeg er blevet gift med Aske og jeg kan med hånden på hjertet sige at det var den lykkeligste dag i mit liv!

Jeg har altid været lidt skeptisk, når jeg har hørt andre beskrive deres bryllupsdag, som den lykkeligste dag i deres liv. Jeg er vel bare vokset op med at alle bliver gift og at det ikke nødvendigvis er en særlig glædens dag, men mere en del af livet, som skal “overstås”. Arrangerede ægteskaber er ikke nødvendigvis ulykkelige og tragiske, men de er altså heller ikke nødvendigvis særligt lykkelige.

Natten inden den store dag græd jeg mig i søvn. Klokken var omkring 01.00 om natten, der var så mange løse ender og bekymringer og jeg skulle op igen kl. 05.00 for at blive sminket og komme i tøjet. Jeg var udmattet og fortvivlet ved tanken om, hvor hærget jeg potentielt ville både føle mig og se ud.

Det viste sig, at der ikke var grund til bekymring. Jo, der var nogle ting, der smuttede, men for pokker, hvor gik det bare over al forventning. Alle mine venner, al min familie, al den kærlighed.

Nedenfor er et udvalg af de billeder, jeg lige havde ved hånden. Jeg er i gang med at indsamle fra venner og familie og samler dem i et album på Facebook. Kig forbi dér, hvis du vil have flere billeder 🙂

Vi pynter hjemmet op:DSC00584 DSC00592

Mine far har telefonmøder, mens han drikker sin morgenkaffe og min mor ordner trofast alt hvad der har med køkkenet at gøre, nu hvor huset vrimler med sultne og tørstige mennesker.DSC00583 DSC00596

Min søster stod for make-up og tog et udvalg af sit lager med. Hun udsatte mig for både tape i ansigtet og sammenklistrede øjenlåg efter at have været lidt for gavmild med limen til de kunstige øjenvipper.
DSC00611 DSC00621 DSC00638 DSC00634

Mine forældres hus, som det strålede efter mørkets frembrud. DSC00789

Søde sager til bryllupsgæsterne. Hjemmelavet og pakket af familie og venner.
DSC00826 DSC00832

Henna til mig og mine piger.DSC00842 DSC00852

Hjemmelavede dekorationer.DSC01082

Min søster og min veninde pynter op. DSC01098 DSC01145 DSC01140

KærlighedUpdate 1

Skønhed1

Fest, fest, fest!2

Bryllupsplanlægning i Sønderborg

I perioder drømmer jeg om det kommede bryllup. Drømmene handler altid om at miste kontrollen til brylluppet og at folk ikke holder, hvad de lover eller hvad vi aftalte. De forkerte blomster bliver købt, det er de forkerte farver på dekorationerne, folk kommer for sent, maden er dårlig osv. osv. Når jeg vågner er jeg SUR og det kan faktisk ødelægge hele dagen for mig. For så vågner jeg og er frustreret og jeg bruger hele dagen på at overveje, hvordan jeg planlægger mig ud af katastroferne.

I nat drømte jeg for første gang om brylluppet, hvor det ikke var et mareridt – tværtimod. Jeg vidste slet ikke det var muligt og min sjæl har i dag blafret på glade vinger.

Det gode humør og de dejlige drømme følger i kølvandet på at Aske, jeg og min mor i går brugte flere timer på at gennemgå tempel ceremonien, ritualer og tidsplaner for bryllupsdagen og jeg føler mig såååå meget klogere nu. Aske og jeg havde mange spørgsmål og dem, som hun ikke kunne svare på fik jeg hende til at skrive ned, så hun kan spørge præsten og få svar.

DSC_0660Mørket falder på, snakken fortsætter og mor nedfælder omhyggeligt alle ubesvarede spørgsmål.

DSC_0661DSC_0662DSC_0663Jocker holder os med selskab. Han er blevet lidt døv, men han ved, hvor hans mennesker er og hvor det er godt at slå sig ned.

Engang i mellem fordybede mor og mig os i detaljer og skøre diskussioner på tamilsk og Aske blev desvære hægtet af. Heldigvis var han god til at beskæftige sig selv og han fandt bl.a. en helt fantastisk hjemmeside, der beskriver hvordan tamilske hinduer bliver gift. Hjemmesiden sætter ord på ting, jeg godt vidste, men ikke var sikker på, hvordan man forklarer. Samtidig er alt så genkendeligt og derfor meget mere brugbart end højtravende tekster om hvad hinduismen er. Hinduismen er en stor religion og det er meget forskelligt fra land, egn og by, hvordan man afvikler et bryllup. Jeg havde brug for hjælp til at forklare, hvordan netop vi håndterer ægteskabsceremonien og jeg tror jeg (Aske) har fundet den. Så var det måske ok, at mor og jeg blev grebet af snakken, når nu Aske fandt svaret på mine bønner.

billede

Jeg er lettet.Måske jeg drømmer glade bryllupsdrømme igen i nat.

Bryllup for folket

Vi er ved at lægge sidste hånd på bryllupsinvitationerne. I morgen tidlig har vi en aftale med trykkeriet og forhåbentligt får vi hurtigt snakket pris og levering på plads, så vores gæster har invitationen i næste uge.

Lige nu sidder jeg og prøver på at finde ud af, hvor mange invitationer vi skal have printet.

Traditionelt inviterer tamiler familier og ikke individer til bryllup. Det vil sige at man inviterer hele familien og ikke bare de voksne. Jeg har aldrig været til eller hørt om et børnefrit bryllup i den tamilske verden. Og jeg overvejede kun ultrakort om det var mig, der skulle stable sådan et på benene før jeg forkastede idéen som ikke værende besværet værd.

At det er familier og ikke individer, der kommer med til bryllup er selvfølgeligt medvirkende årsag til at bryllupsfesterne er så store. Når hvert par slæber 2-4 børn med, så kommer der bare til at være mere gang i den. Problemet med at invitere familier, altså forældre+børn, er at  “børn” faktisk også tæller ugifte voksne, som man inviterer med i forældrenes invitation. Så længe man ikke er gift hører man altså under sine forældre i den tamilske verdensforståelse. Jeg er usikker på om det gælder for mænd og kvinder eller om det kun er kvinderne. Faktum er at jeg i de 8 år, jeg har boet for mig selv og været stærk og selvstændig har jeg ikke modtaget en eneste invitation til et tamilsk bryllup.

Men sådan synes jeg ikke det skal være og det er ikke sådan, jeg opfatter verden. Jeg synes det er umyndiggørende, ikke at blive inviteret personligt. I princippet kunne jeg blive 50 år og være ugift og jeg ville stadig ikke få min egen invitation, fordi jeg stod under mine forældres beskyttelse. Det synes jeg er trist. Hvis jeg er inviteret med til et bryllup vil jeg have min egen invitation. Jeg vil ses og respekteres for at være en selvstændig person og ikke bare en del af en familie.

Så jeg lander på, at hvis man ikke er hjemmeboende, så får man altså sin egen invitation.