Søndagsupdate: Jeg tænker kun på mad

Jeg har tabt mig 2,2 kg siden i søndag og vejer 87,9 denne morgen 🙂

Jeg tænker kun på mad
Det føles som om at jeg har været på kur i 25 fantasilioner år, fordi jeg tænker så meget på mad, måltider og vægttab.

Jeg tænker bl.a. på:
* hvad jeg skal spise til de næste måltider
* hvad vi har i fryseren, som skal bruges
* hvilke grøntsager der mon er i sæson
* hvordan jeg kan spise flere grøntsager hver dag
* hvilke grøntsager jeg overhovedet kan lide
* hvilke belønninger, der skal falde og hvornår
* om jeg kan vedligeholde mit vægttab, når jeg engang har tabt mig nok
* om 65 kg overhovedet er en god vægt
* og mange, mange flere overvejelser…

Når jeg går og tænker på, hvordan jeg får ændret vores kost varigt og vi bliver sådan nogle, der spiser mega sundt, så følger det også, at jeg taler helt vildt meget om det. Jeg tror snart Askes ører falder af, så meget som jeg fortæller ham om mine overvejelser. Jeg føler mig lidt dum og skamfuld, hver gang jeg liiige vil indvi ham i noget, men samtidig har vi en fælles forståelse for at det her vægttab er vigtigt og svært og derfor får processen meget opmærksomhed. Så håber og regner vi selvfølgelig med, at om nogle uger, hvor jeg er begyndt at blive god til at spise på en anden måde, så frigøres der noget tanke- og taleenergi til andre ting 😀

Kur versus livsstil
Samtidig med at ugen har føltes vanvittig lang, så har jeg ikke følt at jeg var på kur. I hvert fald ikke på den dér nederen jeg-bliver-aldrig-mæt-eller-glad-igen eller jeg-må-aldrig-få-noget-lækkert agtige måde.

Jeg minder mig selv om flere gange om dagen, at jeg går efter et varigt vægttab. Det betyder at selvfølgelig skal jeg være i kalorieunderskud, men processen må simpelthen ikke blive så hård, at jeg giver op. Dét har jeg prøvet og det dur ikke.

Denne uge er jeg lykkedes med at tilføje en masse grøntsager i mine måltider og spise portioner, som var tilpas små til at jeg ikke var sulten, men heller ikke propmæt bagefter. Men jeg har fået både pasta og kage og har ikke følt mig snydt. Det har været nok til at tabe mig 2 kg.

På et tidspunkt rammer jeg nok en mur og skal nok gøre noget anderledes for at tabe mig yderligere, men jeg tror den her tilgang er fin nogle uger endnu.

Den kommende uge
Den kommende uge har jeg planlagt at der både kommer til at være chokoladeæg og en minipåskefrokost på menuen – apropros at det ikke skal være sur røv at skulle tabe sig. Jeg prøver at kompensere for de ekstra kalorier ved at skifte enkelte af måltiderne ud med friskpresset grøntsagsjuice, men jeg aner ikke, hvordan kalorieregnskabet kommer til at se ud. Krydser fingre for, at det ser fint ud på søndag.

Nå. Jeg er sulten. Hvad kan jeg finde på…

Frygten for at være en grim brud

Jeg skal op kl. 5 på min bryllupsdag. Aske skal først op kl. 6. Hmpf.

Jeg har siddet og regnet baglæns for at finde ud af, hvornår hvad skal ske i brudens og brudgommens hjem for at vi indfinder os i templet til tiden. Det involverede at finde ud af, hvordan hulen vi får dem i tøjet, som har takket ja tak til tamilske klæder, men ikke selv ved, hvordan man kommer i det. Jeg har 3 svigerinder og 6 veninder, der skal i en sari inden ceremonien starter. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem i tøjet!

Samtidig er jeg rædselsslagen ved tanken om, hvordan jeg måske selv kommer til at se ud. Jeg prøvede den ene sari halvt på i dag og blev helt trist. Jeg ringede til Aske og tudede og tudede over at jeg kommer til at ligne en sæk kartofler i mine sarier, fordi jeg ikke har en “sarikrop”. Og at min træning og diæt har båret frugt, men at jeg har tabt mig på mine forbandede lår, som alligevel bliver pakket helt af vejen i en sari. Aske lagde øre til en masse hiksten og hulken og usammenhængende sætninger i telefonen og prøvede at sige det rigtige, men i sidste ende var det der fik mig til at falde til ro bare det at sidde et stykke tid stille uden ord og vide at han selvom han sad i København lige dér var sammen med mig. Det føltes ligesom når jeg læner mit hoved mod hans skulder og han har armen om mig. De stille stunder i sofaen, hvor vi begge bare lige sidder i stilhed og trækker vejret. Og hvad så, hvis jeg ligner en kartoffel og min familie hvisker nederen ord om, hvor flot jeg plejede at være og at det er ærgerligt at jeg er blevet gammel og tyk. Aske elsker mig, kartoffelformet eller ej. Det må være mit mantra de næste 23 dage. Aske elsker mig og kartofler er også dejlige.

Råd til trøstespiseren

Jeg har tabt mig 1/2 kg siden i går og kan derfor erklære at det virkede at kickstarte processen igen:) Dagen blev brugt på at ligge i sengen og se Prison Break, drikke en masse vand og kun spise, når jeg var sulten og om aftenen var jeg så til fødselsdagsmiddag, hvor jeg fik rigtig mad, vin og dessert.

I dag har jeg faktisk en del ting på programmet og kan ikke bare ligge i sengen og lade være med at spise mens jeg venter på, at dagen er overstået. Det interessante bliver om jeg også idag kan nøjes med at spise, når jeg er sulten.

Jeg er ret åben om at jeg prøver, at tabe mig og jeg møder derfor en masse søde mennesker, der kommer med velmenende råd om vægttab, som jeg simpelthen ikke kan bruge til noget. Det hjælper mig ikke, at skrælle gulerødder og sidde og gnave dem, når jeg læser eller at spise et æble, når jeg bliver rastløs. Eller at droppe smørret.

Jeg tror mange, som enten ikke selv spiser med følelserne eller bare ikke er bevidste om, at de gør det, fuldstændig overser at når nogle mennesker (som jeg) spiser lige lovlig meget kage og slik, så er det ikke bare sult eller sukkertrang, en dårlig vane eller uvidenhed om kost. Det er en måde at håndterer træthed, håbløshed, irritation, frustration, vrede, sorg, tristhed, rastløshed og nervøsitet på. At spise gulerødder gør ikke en døjt ved de følelser og de råd, man som trøstespiser kan bruge til noget handler derfor ikke så meget om madvaner, som om lære at sige nej, lære at passe på sig selv, få mere søvn, bruge sin kalender, komme af med bekendtskaber, der tager ens energi og omgås folk, der inspirerer og støtter en. Og nå ja, at droppe perfektionismen.

I går lavede jeg en to-do liste inden jeg gik i seng og den var med til at få mig op her til morgen. Så skal jeg ikke bruge min morgen med at være forvirret eller ubeslutsom, jeg ved præcis, hvad jeg skal have ordnet. Listen er ikke for lang dvs. at jeg bliver ikke træt bare ved tanken. Og så er der forhåbentlig energi og lyst til at få lidt mere fra hånden, når dagen har været en succes allerede kl. 15.00.

For mig gælder det, at den mentale energi jeg har brug for, når jeg skal tabe mig, kommer af ikke at lave for meget og at omgås med de rigtige mennesker.

Må jeg jagte at blive tynd?

 

Det er søndag og jeg er sur igen. Det er faktisk irriterende ofte, jeg er sur og det er oftest over det samme tema. Alting går for langsomt i mit liv og jeg er frustreret over den distance, jeg skal gå for at nå dertil som jeg drømmer om. I dag er jeg sur fordi, min hjerne (eller mave?) er så træt af at være på kur og jeg har svært ved at motivere mig selv til at spise fornuftigt. Jeg hører den her opgivende stemme inde i mit hoved, der fortæller mig at jeg altid vil være en buttet dame og at det kan være ligemeget hvad jeg gør. Jeg er hvem jeg er og efter mine krumspring vil jeg finde tilbage til det ægte mig, der er en storspisende, livsnydende og lad nar, der ingen forskel gør. Det er en meget deprimerende tanke.

DSC_0444

Mad og slankekure fylder meget i mine tanker og min hverdag, i hvert fald nu hvor det er sommerferie og studiet ikke fylder alt. Jeg taler med Aske om min kur og jeg taler med min mor om min kur og jeg taler med mine veninder om min kur. Vi taler om kalorier, om forbrænding, om motion, om vaner og om alternativer til cravings. Og det fik mig til at spekulere på, om det overhovedet er ok at gå så meget op i sin vægt og sit udseende eller om det er noget forfængeligt pjat, som jeg burde ligge på hylden og lave mere fornuftige ting. Jeg tyggede lidt på tanken og nåede frem til, at selvfølgelig må jeg jagte drømmen om en sundere, smukkere og mere glad mig. Vi har alle ret til lykke, og hvis det gør mig til et gladere individ at se ud udenpå, som jeg føler mig indeni, så skal jeg rykke på det og smide de kg, som jeg finder nødvendigt. Det er selvomsorg og ikke selvoptagethed.

DSC_0277