Ting jeg ikke måtte

Der var mange strenge regler for, hvordan jeg skulle opføre mig, da jeg var teenager. Regler der var strengere end for min bror for jeg var jo en pige. Jeg skulle gå sømmeligt klædt, jeg måtte ikke have drengevenner eller kærester, jeg måtte ikke overnatte hos andre og jeg måtte ikke drikke alkohol. Og jeg var sådan en pæn, pæn mors pige, som fulgte reglerne til punkt og prikke. Det var helt utænkeligt for mig at skulle tage konflikten med mine forældre eller at skulle leve et dobbeltliv, mens jeg boede hjemme.

Grim, utjekket, usikker og udenfor
Resultatet var at jeg gik glip af rigtig mange ting i mine teenageår, som jeg stadig er ked af. Jeg kom tidligt hjem fra fest, selvom de andre blev til den lyse morgen. Jeg tog ikke i byen og dansede. Jeg overnattede ikke, når pigerne i klassen holdt videoaften. Jeg gik i konet tøj for at skjule min krop. Jeg tog ikke på stranden eller i svømmehallen, selvom jeg elsker fornemmelsen af at være i vand. Jeg brugte mine teenageår på at føle mig grim, utjekket, usikker og udenfor og drømme om at komme væk, så jeg kunne leve mit eget liv.

Mere end mit køn
Jeg har nogle andre værdier end mine forældre. Jeg tror især på, at det ikke kan passe at der gælder andre regler for mig end for mændene. Jeg vil ikke defineres af mit køn og gå glip af livet, fordi det ikke passer sig for en kvinde at gå i sommerkjoler, danse, bade i havet og drikke rødvin. Jeg vil have præcis de mennesker i min omgangskreds, som jeg har lyst til – uanset om det er kvinder eller mænd.

#Tingjegikkemåtte
Jeg kommer til at dele øjeblikke fra mit liv på Instagram, som jeg for 10 år siden ville gøre alt for at skjule. Det er egentlig ikke så vilde ting. Det er bare mig, der er sent ude med vennerne eller alene ude at rejse. Det er blevet helt normalt for mig, at gøre de ting nu og det er ikke noget, jeg skammer mig over. Men jeg ved, at der er masser, som stadig lever dobbeltliv og/eller skammer sig over, at de ikke bare kan være, som deres forældre gerne vil have de er. Jeg håber, at I vil tage #tingjegikkemåtte til jer og selv bruge tagget, når I står i en situation, som I egentlig er opdraget til ikke er i orden, men som I synes er helt normal. På den måde kan vi sammen være med til at normalisere en mere fri måde at leve på, som alligevel finder sted i dag!

Familiekultur

Jeg syntes, det var svært at være barn. Jeg følte mig udenfor i skolen: min familie holdt ikke jul og påske og det var ikke altid, vi var klædt ud til fastelavn. Når vi holdt fødselsdag, var det på en helt anden måde end mine klassekammerater. Samtidig fejrede min familie ikke de tamilske helligdage. Mine forældre ville ikke bede om at få fri, for man ved jo aldrig, hvornår man bliver fyret.

Jeg tror ikke, at de fik gjort sig det bevidst, at hvis ikke de prioriterede at fejre de tamilske helligdage med os, jamen så ville vi ikke få kendskab til den del af vores kulturarv eller kunne mærke, at helligdagene var vigtige.

Kulturelt hjemløs
Jeg følte mig i mange år kulturelt hjemløs, hvor jeg hverken følte mig som en del af det danske eller det tamilske kulturfællesskab. Det var noget, der gjorde mig rigtig usikker og ked af det. Jeg havde brug for at høre til.

Derfor er det vigtigt for mig, at give Ramya en oplevelse af, at vi er en familie med traditioner og give hende en stærk oplevelse af at høre til. Jeg vil gerne give hende en lysere og tryggere barndom end jeg selv havde.

Forældre som kulturbærere
Forældrene er kulturbærere i familien. Forældrene er de voksne og dermed dem, der har ansvaret for familiens trivsel. Forældre sætter bl.a. tonen for hvordan man taler til hinanden eller behandler hinanden. Det er forældrenes ansvar at opbygge en sund familiekultur, hvor børn føler sig trygge, set og hørt. Og en del af den tryghed kommer af at man har traditioner. Traditioner er noget vi gør sammen og noget, som vi har tilfælles. Traditioner er altså med til at give os følelsen af at tilhøre et fællesskab.

Den bevidste familiekultur
Jeg arbejder meget bevidst med at opbygge vores familiekultur. Jeg og Ramya er så heldige, at Askes familie faktisk allerede har nogle veletablerede familietraditioner, som vi er blevet en del af . Hvert år er der julebanko med spiselige gevinster, gløgg og æbleskiver og hvert år er der påskefrokost, hvor vi maler og triller æg.

Men de to traditioner skal ikke stå alene. I år indfører vi en familiekalender* til jul og vi skal bage småkager af flere omgange. Og så er der fødselsdage, ferier, nytårsaften, kulturnatten, sommerhusture med vennerne, alenedage med mor eller far, tamilertirsdage*, lørdagsbrunch, date nights og meget, meget mere.

Man bliver aldrig færdig
Familiekultur er ikke noget, som man bare lige sætter sig ned og får styr på en gang for alle. Som så meget andet i livet, så er familiekulturen noget, der udvikler sig og tilpasser sig i takt med at vores tilværelse ændrer sig. Børn bliver ældre, man skifter adresse eller får nyt arbejde, nye idéer dukker op og man opdager, at noget man plejede at syntes var sjovt, bare ikke fungerer mere. Og det er helt okay. Jeg øver mig i ikke at klamre mig til et bestemt billede af, hvem vi som familie skal være og bare eksperimentere mig igennem lidt forskelligt og se, hvad vi kan lide.

Hvad har I af familietraditioner? Hvad er det, der gør jeres familie til et trygt fællesskab? Del gerne jeres guldkorn!

*Mere om det en anden dag!

Jeg har alt – undtagen et job

Vi har det virkelig godt for tiden. Jeg er vild med Aske, Ramya er skøn, lejligheden bliver hele tiden lidt bedre og ja – jeg er bare rigtig, rigtig glad. Så længe jeg ikke tænker på mit job. Eller rettere manglen på samme.

Arbejdsløs og i dårligt humør
Jeg er blevet arbejdsløs og hånden på hjertet – jeg er ikke så god til at være jobsøgende. Det er ensomt og frustrerende og jeg bryder mig ikke om usikkerheden ved ikke at vide, hvor og hvornår jeg kommer i et ansættelsesforhold igen. Så energien og humøret svinger afhængig af, hvem jeg har været i kontakt med den pågældende dag og om der er tikket afslag på en ansøgning ind – igen.

Jeg føler mig tilovers og hver gang jeg får et afslag, spørger jeg mig selv om, hvad jeg egentlig kan. Og endnu værre end afslag er, når jeg slet ikke får et svar eller ikke kan få kontakt. For jeg har svært ved ikke at føle, at det er fordi jeg er værdiløs, at man ikke engang gider svare på mine mails eller tage mine opkald. Jeg siger til mig selv, at det er, fordi de har travlt, at de er glemsomme eller at de bare ikke er særligt empatiske, når de ikke vender tilbage, men av, hvor gør det altså stadig ondt.

Betydning af at kende nogen, der kender nogen
En ganske betragtelig del af jobs slås aldrig op, fordi det er hurtigere, nemmere og billigere at rekruttere gennem sit netværk. For at komme i betragtning til de jobs, er det vigtigt at være en del af dét netværk. Jeg kan godt føle mig lidt bagud på point og føle, at jeg ikke kender nogen. Jeg var optaget af at få gode karakterer på universitetet og nu har jeg så opdaget, at jeg også skulle have prioriteret at få drukket en masse øl med mange forskellige mennesker.

Til mit held er jeg så socialt anlagt, at jeg ubevidst alligevel har skaffet mig et ret stort netværk – nu skal jeg bare bruge det rigtigt…

Hvad arbejder akademikere egentlig med?
Jeg oplever at en af de større forhindringer i min jobsøgning er, at jeg ikke rigtigt ved, hvad akademikere arbejder med i den virkelige verden. Jeg er virkelig god til at studere og jeg elsker at læse, skrive og blive dygtigere. Til gengæld aner ikke, hvordan jeg formidler til arbejdsgiverne, hvad det så egentlig er jeg kan. Jeg har kun haft en enkelt akademisk ansættelse og det er på ingen måder repræsentativt for det danske arbejdsmarked. Så jeg kan føle at jeg står og stirrer ind i en tæt tåge, hvor andre bare kan… se.

Kaffesamtaler
Den kommende tid byder på kaffesamtaler en masse. En kaffesamtale er 30-60 minutter med en person fra mit netværk, hvor jeg får mulighed for at blive klogere på hvilke virksomheder, der findes derude, hvad de egentlig laver og hvilke kompetencer, der efterspørges i branchen.

Vil du hjælpe?
Som læser er du en del af mit netværk 🙂 Hvis du har konkrete tips til min jobsøgning eller forslag til personer, som jeg burde tage en kop kaffe med, så skriv endelig til mig! Skriv en kommentar her på bloggen, på Facebook eller direkte til min mail sharangkamanokaran@gmail.com.

Jeg er uddannet Skov- og Naturforvalter fra det som i gamle dage hed Landbohøjskolen og nu hedder det KU Science. Jeg har arbejdet med affald og madspild og er derudover bl.a. interesseret i spildevand, forurening og energi.

Min LinkedInprofil er ikke helt opdateret, men den findes her.

Skærmzombiens endeligt II

Ja, det er ikke kun Netflix der er røget. Facebook er også skåret fra og det føles godt. Jeg brugte alt for meget tid på at stene over, hvad alle mulige andre laver og over de billeder de lagde op end at leve mit eget liv og jeg nåede langt over “hvor er jeg træt af at sidde og stene Facebook-grænsen” før jeg kunne give slip. Jeg blev helt tung og træt og utilfreds af at være på Facebook og alligevel var jeg så bange for at gå glip af noget, hvis jeg droppede dét sociale medie.

I og for sig er det er jo fuldstændigt ligegyldigt, hvad gamle studiekammerater spiser i weekenden, hvad venners kollegaer synes om deres biograftur eller hvordan juletræerne er pyntet i den canadiske gren af familiens lokale storcenter. Det bidrager med ingenting til mit liv at være opdateret om det. I virkeligheden tager det faktisk noget fra mig, at skulle forholde mig til al den ligegyldige støj, som mennesker, jeg ikke har et forhold til sender ud i alles retning. Facebook er spild af min tid og spild af mit liv.

Ens Facebook feed afhænger af, hvem man har som “venner” og hvilke sider, organisationer og grupper, man er med i. Jeg synes egentlig de fleste trivialiteter blev sorteret fra i mit feed i og med, jeg valgte ikke at følge de individer, som forurenede mit feed. Men så var der kun relativt tunge ting tilbage fra diverse miljøorganisationer, politiske sager og et hav af arrangementer i byen, som jeg skulle tage stilling til. Facebook er jo så venlig at gøre opmærksom på “Veninde X deltager i et arrangement nær dig” selvom jeg ikke havde spurgt.

Faren ved Facebook er egentlig også at man bliver lullet ind i en illusion om, at man er social, at man er en del af et netværk, at man er opdateret og at man er venner med alle, hvis bare man sørger for at gå gennem sit feed og få delt nogle likes ud. Bullshit. Et like til billedet af en nyfødt vil aldrig være det samme som at komme forbi med en buket blomster og prøve at holde den lille i sine arme. Et tillykke på en væg kan ikke erstatte fødselsdagsgæster. Og “Hej! Hvordan går det?”, “fint. Hvad med dig?”, “fint” er ikke en rigtig samtale.

Facebook en derfor nu en eks, somebody I used to know. Måske tager jeg bekendtskabet op senere, men lige nu er det rigtige mennesker, øjenkontakt og bevidst samvær og kontakt, der er i fokus.

I like it.