Skærmzombiens endeligt II

Ja, det er ikke kun Netflix der er røget. Facebook er også skåret fra og det føles godt. Jeg brugte alt for meget tid på at stene over, hvad alle mulige andre laver og over de billeder de lagde op end at leve mit eget liv og jeg nåede langt over “hvor er jeg træt af at sidde og stene Facebook-grænsen” før jeg kunne give slip. Jeg blev helt tung og træt og utilfreds af at være på Facebook og alligevel var jeg så bange for at gå glip af noget, hvis jeg droppede dét sociale medie.

I og for sig er det er jo fuldstændigt ligegyldigt, hvad gamle studiekammerater spiser i weekenden, hvad venners kollegaer synes om deres biograftur eller hvordan juletræerne er pyntet i den canadiske gren af familiens lokale storcenter. Det bidrager med ingenting til mit liv at være opdateret om det. I virkeligheden tager det faktisk noget fra mig, at skulle forholde mig til al den ligegyldige støj, som mennesker, jeg ikke har et forhold til sender ud i alles retning. Facebook er spild af min tid og spild af mit liv.

Ens Facebook feed afhænger af, hvem man har som “venner” og hvilke sider, organisationer og grupper, man er med i. Jeg synes egentlig de fleste trivialiteter blev sorteret fra i mit feed i og med, jeg valgte ikke at følge de individer, som forurenede mit feed. Men så var der kun relativt tunge ting tilbage fra diverse miljøorganisationer, politiske sager og et hav af arrangementer i byen, som jeg skulle tage stilling til. Facebook er jo så venlig at gøre opmærksom på “Veninde X deltager i et arrangement nær dig” selvom jeg ikke havde spurgt.

Faren ved Facebook er egentlig også at man bliver lullet ind i en illusion om, at man er social, at man er en del af et netværk, at man er opdateret og at man er venner med alle, hvis bare man sørger for at gå gennem sit feed og få delt nogle likes ud. Bullshit. Et like til billedet af en nyfødt vil aldrig være det samme som at komme forbi med en buket blomster og prøve at holde den lille i sine arme. Et tillykke på en væg kan ikke erstatte fødselsdagsgæster. Og “Hej! Hvordan går det?”, “fint. Hvad med dig?”, “fint” er ikke en rigtig samtale.

Facebook en derfor nu en eks, somebody I used to know. Måske tager jeg bekendtskabet op senere, men lige nu er det rigtige mennesker, øjenkontakt og bevidst samvær og kontakt, der er i fokus.

I like it.

Informationsdeling

Aske og jeg har nu en dato og et sted på plads og en ret god fornemmelse af, hvordan vores bryllup skal forløbe. Det bliver en udfordring, fordi vi har tamilske og danske traditioner, der skal møde hinanden og både tamiler og danskere har spørgsmål til, hvordan det hele løber af stablen. Vi ved ikke, hvordan andre tve-kulturelle par har gjort med deres bryllup. Har de forklaret begge parter, hvad der skulle foregå detaljeret? Har de skrevet lange how-to manualer? Har de holdt kaffe-møder med de forskellige grupper? Hvordan gør man?

Vi har valgt at fokusere især på at forklare den danske del, hvordan det foregår i den tamilske del af brylluppet. Det er fordi, at det især er her, vi oplever folk er nysgerrige og fordi tamilerne alligevel har en ret god fornemmelse for den danske del.

Vi har valgt at bruge primært en Facebook-gruppe til informationsdeling. Fordelen er at gæsterne kan tjekke hinandens profiler lidt ud og at spørgsmål stilles i et fælles forum, så vi forhåbentlig ikke skal igennem de samme 20 spørgsmål hver gang vi møder en gæst. Samtidig kommer jeg til at skrive om traditioner, sædvaner osv. knyttet til et typisk tamilsk bryllup her på bloggen, som jeg så linker til i Facebook-gruppen.

Jeg lavede denne lille collage til gruppen i dag på trods af Askes belærende (og kærlige) kommentar om, at jeg burde bruge tiden bedre end at klippe klistre billeder sammen:

til face

Jeg synes det var fint at bruge tid på det. Vi skal giftes!