Nygift

Jeg havde et ønske om, at skrive på bloggen hver dag op til brylluppet og virkelig vise jer, hvordan vi blev klar. Det viste sig dog at være et utopisk scenarie, da den sidste tid op til brylluppet var… hektisk. Og nu er der gået så lang tid, at jeg havde glemt mit password og måtte lave et nyt :S

Anyway…

Jeg er blevet gift med Aske og jeg kan med hånden på hjertet sige at det var den lykkeligste dag i mit liv!

Jeg har altid været lidt skeptisk, når jeg har hørt andre beskrive deres bryllupsdag, som den lykkeligste dag i deres liv. Jeg er vel bare vokset op med at alle bliver gift og at det ikke nødvendigvis er en særlig glædens dag, men mere en del af livet, som skal “overstås”. Arrangerede ægteskaber er ikke nødvendigvis ulykkelige og tragiske, men de er altså heller ikke nødvendigvis særligt lykkelige.

Natten inden den store dag græd jeg mig i søvn. Klokken var omkring 01.00 om natten, der var så mange løse ender og bekymringer og jeg skulle op igen kl. 05.00 for at blive sminket og komme i tøjet. Jeg var udmattet og fortvivlet ved tanken om, hvor hærget jeg potentielt ville både føle mig og se ud.

Det viste sig, at der ikke var grund til bekymring. Jo, der var nogle ting, der smuttede, men for pokker, hvor gik det bare over al forventning. Alle mine venner, al min familie, al den kærlighed.

Nedenfor er et udvalg af de billeder, jeg lige havde ved hånden. Jeg er i gang med at indsamle fra venner og familie og samler dem i et album på Facebook. Kig forbi dér, hvis du vil have flere billeder 🙂

Vi pynter hjemmet op:DSC00584 DSC00592

Mine far har telefonmøder, mens han drikker sin morgenkaffe og min mor ordner trofast alt hvad der har med køkkenet at gøre, nu hvor huset vrimler med sultne og tørstige mennesker.DSC00583 DSC00596

Min søster stod for make-up og tog et udvalg af sit lager med. Hun udsatte mig for både tape i ansigtet og sammenklistrede øjenlåg efter at have været lidt for gavmild med limen til de kunstige øjenvipper.
DSC00611 DSC00621 DSC00638 DSC00634

Mine forældres hus, som det strålede efter mørkets frembrud. DSC00789

Søde sager til bryllupsgæsterne. Hjemmelavet og pakket af familie og venner.
DSC00826 DSC00832

Henna til mig og mine piger.DSC00842 DSC00852

Hjemmelavede dekorationer.DSC01082

Min søster og min veninde pynter op. DSC01098 DSC01145 DSC01140

KærlighedUpdate 1

Skønhed1

Fest, fest, fest!2

Bryllup for folket

Vi er ved at lægge sidste hånd på bryllupsinvitationerne. I morgen tidlig har vi en aftale med trykkeriet og forhåbentligt får vi hurtigt snakket pris og levering på plads, så vores gæster har invitationen i næste uge.

Lige nu sidder jeg og prøver på at finde ud af, hvor mange invitationer vi skal have printet.

Traditionelt inviterer tamiler familier og ikke individer til bryllup. Det vil sige at man inviterer hele familien og ikke bare de voksne. Jeg har aldrig været til eller hørt om et børnefrit bryllup i den tamilske verden. Og jeg overvejede kun ultrakort om det var mig, der skulle stable sådan et på benene før jeg forkastede idéen som ikke værende besværet værd.

At det er familier og ikke individer, der kommer med til bryllup er selvfølgeligt medvirkende årsag til at bryllupsfesterne er så store. Når hvert par slæber 2-4 børn med, så kommer der bare til at være mere gang i den. Problemet med at invitere familier, altså forældre+børn, er at  “børn” faktisk også tæller ugifte voksne, som man inviterer med i forældrenes invitation. Så længe man ikke er gift hører man altså under sine forældre i den tamilske verdensforståelse. Jeg er usikker på om det gælder for mænd og kvinder eller om det kun er kvinderne. Faktum er at jeg i de 8 år, jeg har boet for mig selv og været stærk og selvstændig har jeg ikke modtaget en eneste invitation til et tamilsk bryllup.

Men sådan synes jeg ikke det skal være og det er ikke sådan, jeg opfatter verden. Jeg synes det er umyndiggørende, ikke at blive inviteret personligt. I princippet kunne jeg blive 50 år og være ugift og jeg ville stadig ikke få min egen invitation, fordi jeg stod under mine forældres beskyttelse. Det synes jeg er trist. Hvis jeg er inviteret med til et bryllup vil jeg have min egen invitation. Jeg vil ses og respekteres for at være en selvstændig person og ikke bare en del af en familie.

Så jeg lander på, at hvis man ikke er hjemmeboende, så får man altså sin egen invitation.